Ny undersøgelse viser, at 1 ud af 50 finder kærligheden oppe i luften
Er en flyvetur bedre end Tinder?
Jeg ved ikke med jer, men når jeg skal ud at flyve, håber jeg altid, at sædet ved siden af mig forbliver tomt. Eller i det mindste bliver optaget af en, der er lige så interesseret i at læse sin bog eller falde i søvn som jeg. Det sidste, jeg vil, er at sidde ved siden af en snakkesalig type, som frarøver mig de næste x timer fra absolut mig-tid.
Uanset om du er lige så ekstrem (eller asocial vil nogen måske mene..) som mig eller ej, så er det nok de færreste af os, der stiger på et fly med intentionen om at finde den helt store kærlighed. Alligevel viser en ny undersøgelse foretaget af HSBC i juli 2018, at det faktisk sker for 1 ud af 50 rejsende. Det vil altså sige, at der er ret stor sandsynlighed for, at der er en på dit næste fly, der finder kærligheden - og det kunne jo meget vel være dig!
Undersøgelsen viser tilmed, at sandsynligheden øges, hvis du er amerikaner. Der er nemlig tale om hele to par, der finder hinanden på det gennemsnitlige fly. To par! Det er altså ret mange.
Og selv hvis det ikke er kærligheden, du er på jagt efter, så viser det sig, at en flyvetur er et ret godt sted at socialisere. 16% fortæller, at de har mødt en forretningsforbindelse på et fly, imens 14% har opbygget venskaber under en flyvetur. Sidst men ikke mindst fortæller 51%, at de har haft en samtale med en fremmed på et fly.
Så hvem ved - hvis du er ligesom mig, kan det være, du skal vente lidt, før du tager ørepropperne i næste gang, du skal ud at flyve..