AI-teknik vs. spritbillister? Det er allerede en realitet i Storbritannien, hvor nye AI-drevne kameraer bliver placeret strategisk for at spotte spritbilister og narkopåvirkede førere. Denne avancerede teknologi, udviklet af firmaet Acusensus, kan være et afgørende skridt mod at reducere farlige situationer på vejene.
Læs også: Følg hver kamp fra Australian Open på Max
Hvordan virker AI-kameraerne?
De smarte kameraer analyserer biler, der passerer, og holder øje med typiske tegn på påvirket kørsel. Det kan være:
- Slingrende kørsel.
- Ujævne hastigheder.
- Pludselige, usædvanlige opbremsninger.
Hvis noget mistænkeligt opdages, sendes en advarsel direkte til politibetjente i nærheden. Betjentene kan derefter stoppe bilen og udføre alkohol- eller narkotests på stedet, via The Sun.
Kameraerne er mobile og kan hurtigt opsættes i områder, som politiet vurderer som højrisikozoner. Teknologien bygger på tidligere succeser, hvor lignende kameraer fangede bilister uden sikkerhedssele eller dem, der brugte mobiltelefoner bag rattet.
Hvor bliver de installeret?
I første omgang er de nye kameraer blevet testet i områder som:
- Devon og Cornwall
- Staffordshire
- Greater Manchester
I Devon og Cornwall, der dækker over 22.000 km veje, beskrives kameraerne som en “game-changer”. Politiet i området har længe kæmpet med begrænsede ressourcer, og det nye system gør det muligt at fokusere kræfterne, hvor behovet er størst.
En prøveperiode, der kørte gennem december som led i Vision Zero South West, har allerede vist lovende resultater.
Teknologi der redder liv
Ifølge Geoff Collins, chef for Acusensus i Storbritannien, er formålet med kameraerne enkelt: At redde liv.
“Alt for ofte opdager vi først, at en bilist var påvirket, efter en ulykke er sket,” siger Collins. “Denne teknologi giver os muligheden for at handle, før nogen kommer til skade.”
Han understreger dog, at balancen mellem sikkerhed og privatliv er afgørende:
“Dette handler ikke om, at Big Brother holder øje med alt, hvad du gør. Det handler om ansvarlighed. Når du styrer to tons metal, er det ikke kun dit eget liv, du risikerer.”
Flere steder på vej
Ni politikredse i Storbritannien har allerede testet teknologien, herunder Durham, Wiltshire og Sussex. De foreløbige resultater viser, at kameraerne kan registrere tusindvis af lovovertrædelser på få uger. For eksempel fangede lignende systemer over 3.200 forseelser i Greater Manchester på blot fem uger.