Magasinet M!

Øje for øje, tand for tand: 5 fede hævnfilm du skal streame

I øjeblikket kan du se Leonardo DiCaprio i det storslåede hævn- og overlevelsesepos The Revenant. Derfor giver vi dig her fem andre fede film med hævnmotivet som den bærende kraft.

Øje for øje, tand for tand: 5 fede hævnfilm du skal streame
Memento (2000)

Instruktør: Christopher Nolan
Med: Guy Pearce, Carrie-Anne Moss, Joe Pantoliano med flere
Hvor: Netflix, Viaplay

Om: Måske Nolans bedste film til dato? I hvert fald er hans gennembrudsfilm en grum, dybt original thriller, som både er vanvittigt underholdende, sortseende og rystende.

Memento udfolder sig kronologisk baglæns og fortæller historien om Leonard, der efter et fald har mistet sin korttidshukommelse. Han ved, at hans kone er blevet myrdet, og prøver nu at finde frem til gerningsmanden. For at huske de ting, han kommer på sporet af, både nedskribler han og tatoverer sin krop med noter, som skal hjælpe ham videre i opklaringen.

Mementos fortælleteknik illustrerer perfekt det scenarie, som vores hovedperson gennemlever. Et perfekt billede på, hvilket psykologisk behov vi som menneske har for hævn. Og det fungerer fabelagtigt.

ANNONCE
Øje for øje, tand for tand: 5 fede hævnfilm du skal streame
Léon: The Professional (1994)

Instruktør: Luc Besson
Med: Jean Reno, Gary Oldman, Natalie Portman med flere
Hvor: Youtube

Om: En af de mest essentielle hævnfilm i nyere filmhistorie. Luc Bessons mesterværk var ikke specielt kritikerrost, da den udkom i 1994. Men ligesom eksempelvis Fight Club har filmen udviklet sig til rendyrket kult. Ikke mindst på grund af en 13-årig Natalie Portman, som spiller den 12-årige Mathilda, hvis familie bliver brutalt myrdet af korrupte DEA-agenter (Drug Enforcement Administration).

Naboen Léon er lejemorder og tager Mathilda til sig. I starten er han en kende nervøs ved situationen, da han er vant til at leve i isolation, men langsomt bliver båndet imellem de to stærkere og stærkere.

Léon: The Professional er en både hjertefølt og brutal film. Hævnelementet ligger selvfølgelig i, at Mathilda vil oplæres som lejemordere, så hun kan ødelægge og dræbe de korrupte agenter - og særligt lederen Norman Stansfield (nærmest komisk, men skræmmende spillet af Gary Oldman) - der dræbte hendes lillebror, som hun især havde et stærkt forhold til.

Det er klart Luc Bessons bedste - og mest kommercielle - film til dato. Original, klog og virkelig, VIRKELIG rørende.

ANNONCE
Øje for øje, tand for tand: 5 fede hævnfilm du skal streame
Kill Bill Vol. 1 & 2 (2003 & 2004)

Instruktør: Quentin Tarantino
Med: Uma Thurman, David Carradine, Daryl Hannah med flere
Hvor: Netflix, Viaplay

 

Om: Tarantinos geniale tegnefilmshyldest fra 2003 og 2004 strækker sig sammenlagt over fire timer. Uma Thurman har hovedrollen som "The Bride", en tidligere lejemorder, der bliver skudt på sin bryllupsdag. Fire år efter vågner hun op af koma og begynder at slå - med hendes egne ord - "de fisser" ihjel, som skød hende. Nærmere betegnet: The Deadly Viper Assassin Squad.

For at fuldbyrde sit sindssyge hævn-mesterværk henter Tarantino inspiration fra hundredvis af andre film. Og resultatet er da også derefter: Et magtfuldt, innovativt og yderst blodigt vanvidsstykke, der er en skør blanding af western-, samurai- og kung-fu-genren. Kill Bill trygler dig om at blive set igen og igen.

Uma Thurman er for længst strøget op i toppen over de sejeste og mest badass heltinder i filmhistorien nogensinde. Og det med rette.

ANNONCE
Øje for øje, tand for tand: 5 fede hævnfilm du skal streame
Oldboy (2003)

Instruktør: Chan-wook Park
Med: Min-sik Choi, Ji-tae Yu, Hye-jeong Kang med flere
Hvor: Netflix

Om: Oldboy er en af de film, der indprenter sig i din hukommelse for evigt. Den er brutal, hjemsøgende og et absolut must-see. Det er måske en af de mest tilgængelige film fra Asien i nyere tid, men som samtidig (og stadigvæk) bryder med alle Hollywood-konventioner. Historien er da også langt ude.

Oldboy handler om Oh Dae-su, som bliver indespærret i et rum i 15 år, uden at han ved, hvem der står bag og hvorfor. En dag bliver han lukket ud, hvilket bliver starten på et blodigt, levende mareridt fyldt med mystiske gåder, som gerningsmanden selv sætter op for at lede Oh Dae-su på sporet af ham.

Mest kendt fra filmen er korridor-kampscenen, hvor Oh Dae-su nedlægger en hel hær af kriminelle i ét enkelt shot.

Udover at være en hævnfilm, er det samtidig en mørk, twisted fortælling om, hvad isolation kan gøre ved en. Det er anden film i Parks hævntrilogi, der udover Oldboy består af de noget svagere, men stadigvæk seværdige Sympathy for Mr. Vengeance og Lady Vengeance.

ANNONCE
Øje for øje, tand for tand: 5 fede hævnfilm du skal streame
Harry Brown (2009)

Instruktør: Daniel Barber
Med: Michael Caine, Emily Mortimer, David Bradley med flere
Hvor: Netflix

Om: Den stærkt undervurderede Harry Brown fra 2009 er en barsk, men tilfredsstillende omgang. Instruktør Daniel Barber bringer nostalgisk actionmanden tilbage i Michael Caine, som man sidst så være så kold og kynisk, da han tog hævn over sin brors død i 1971s Get Carter. I Harry Brown spiller han en gammel marinesveteran, som bor i en ghettoblok i udkanten af London. En ghetto, der samler det værste revl og krat, som man overhovedet kan forestille sig. Kriminelle, narkomaner, you name it.

En dag bliver hans bedste ven myrdet af en ungdomsbande, og Harry (ja, han hedder det, som filmen hedder - godt gættet) sværger hævn over sin afdøde ven. Herefter går han i badass-mode og jagter, fanger og dræber hver og én, som havde forbindelse til drabet.

Som så mange andre karakterer på denne liste, har Harry Brown ikke noget at miste, og hævn er tilsyneladende det eneste, der kan retfærdiggøre hans vens død. Hvis du kan lide Taken, vil du elske Harry Brown.

ANNONCE
Del

Seneste nyt

Annonce