Ond indretning
Her er 6 sager, der skyder noget testosteron ind i din stue. Jeps, man kan sagtens indrette med våben.
Økser og træ er normalt ikke så gode venner, men det er de i det her bord. Woodsman Axe Coffee Table består nemlig af en bordplade af enten valnød eller eg, der er holdt oppe af fire økser, og det er en skarp kombination til sofabordet.
Der er stadig en masse miner tilbage i de europæiske farvande efter 2. Verdenskrig og de fungerer glimrende som udstyr til din bolig, så du for eksempel kan få et Marine Mine Bathtub. Det er rimeligt sejt. Og bare rolig, sprængstoffet er fjernet, hvis du skulle være nervøs for at hoppe ned i minen.
Det kan være svært at overskue det awesome arsenal af våben i film og TV, men så er det jo heldigt, at The Filmography Of Guns ordner overblikket. Så skal du bare glo på plakaten, og så er de der alle sammen. Okay, der mangler måske enkelte våben, men her får du i hvert fald en plakat på 91,4 x 61 cm. med 115 af de sejeste, og det er okay klaret på så lidt plads.
Det er så nederen med våben, der ligger og flyder i hele hytten, men Tactical Walls gemmer arsenalet af vejen, mens du samtidig får noget opbevaring til det knapt så dødbringende nips. Det skal der jo også være plads til.
Der findes mange smarte måder at tænde og slukke en lampe, men Bitplay Bang er alligevel lige en tak sejere end de andre. Her skal du nemlig skyde lampen. Jeps, du peger bare den medfølgende pistol mod lyskilden og trykker på aftrækkeren, og så vipper lampeskærmen på skrå i slukket tilstand, mens den automatisk hæver sig til den oprejste position, når der er lys på skidtet.
Vi slutter med en massiv omgang ildkraft. Art Of Flying Wallpaper smider en jetjager på din væg på op til 9,8 x 9,8 meter, og det er en ret nem måde at hamre noget testosteron i indretningen.
Så har vi ikke flere mandige indretningstips til dig, men du kan fortsætte jagten på Mandesager.dk, hvor der er masser af ammunition til et skarpt hjem.