Magasinet M!

Over 20 mia. kroner i tyvekoster: De 5 største kup i historien

Det er ganske uhyrlige summer, som det er lykkedes tyve og røvere at slippe afsted med. Nogle gange er det ædelstene, som kunne slæbes i tasker. Andre gange skulle der flere lastbiler til at transportere de mange penge væk. Velkommen til banditterne, som får Olsen-Banden til at ligne et par tasketyve.

Hatton Garden Safe Deposit røveriet i England

Det kom som en kæmpe overraskelse i april sidste år, da en håndfuld banditter borede sig igennem en 50 cm tyk betonvæg og tømte de mange bankbokse for ædelstene for anslåede 2 mia. kroner. De fik adgang ved at kravle gennem en elevatorskakt i nabobygningen, hvor de satte et avanceret alarmsystem ud af drift og kunne derefter i ro og mag bore store sammenhængende huller i væggen i timevis. Derefter kunne de mase sig igennem hullerne, men blev dog overrasket over et jerngitter. Men listige som de var, så vente de tilbage to dage senere med det rette værktøj og tømte boksen for værdier.

Der gik endnu to dage, før politiet opdagede, at der var noget helt galt og blæste alarmen. Det var selvfølgelig en stor historie i England, hvor der blev frigivet overvågningsbilleder af tyvene, som fik de ret fede navne: Mr Ginger, Mr Strong, Mr Montana, The Gent, The Tall Man og The Old Man.

Der gik dog kun halvanden måned, før lovens lange arm havde slået en klog i alle tyvene, og det vakte især opsigt, at hjernen bag operationen var den 76-årige Brian Reader og dennes 50-årige søn. I det hele taget, så var alle tyvene godt oppe i årene.

Hovedparten af tyvene erklærede sig skyldige, men to tredjedele af tyvekosterne er ikke fundet endnu.

Kilde: BBC

ANNONCE
Over 20 mia. kroner i tyvekoster: De 5 største kup i historien

British Bank of the Middle East i Libanon

Den 20. januar 1976 brød en gren af Yasser Arafats organisation PLO ind i den britiske bank i Beirut. Landet lå i kaos på grund af en borgerkrig, og tyvene brugte våben og sprængstoffer til at få adgang til boksen.

Dog skulle gruppen eftersigende have fået hjælp af en håndfuld korsikanske låsesmede til at komme helt ind i boksen, men så kunne de også slippe afsted med for knap 700 mio. kroner i guldbarrer, valuta, aktier og ædelstene. Hvis man omregner beløbet til nutidens penge, så lander man et sted mellem 2 og 3 mia kroner.

Faktisk var der så mange tyvekoster, at der skulle tre lastbiler til at fragte det væk.

De kørte ud til en nærliggende lufthavn, hvor tyvekosterne blev lastet på et fly. Derefter er det lidt uklart, hvad der skete, men flere kilder fortæller, at flyet fløj til Geneve i Schwitz, hvor tyvekosterne blev sat ind på forskellige konti og bokse.

Men Yasser Arafat havde endnu et trick i ærmet. Han solgte nemlig mange af aktierne tilbage til de oprindelige ejere, som i forvejen havde fået dem på lumske metoder og ikke var interesseret i, at offentligheden fik nys om det. Det skulle eftersigende give ekstra 1,6 mia. i kassen.

Kilde: Time

 

Isabella Stewart Gardner Museum røveriet i Boston, USA

Den 18. marts 1990 var hele byen travlt optaget af Saint Patricks Day. Cirka kl. 1.30 bliver der banket på døren på museet, hvor vagterne lukker to betjente ind. De peger straks på den ene vagt og siger, at han er efterlyst, hvorefter han giver dem lov til at give ham håndjern på. Kort efter lægger de også den anden vagt i håndjern, som dog spørger, hvorfor han bliver anholdt. Herefter svarer betjentene tørt, at det ikke er en anholdelse, men et røveri.

Med vagterne fuldstændigt pacificeret, så tog tyvene sig god tid til at udvælge 13 dyre malerier til en samlet værdi af cirka 3,3 mia. kroner.

Der var malerier fra kendte kunstnere såsom Vermeer, Rembrandt, Degas m.fl. Det er aldrig lykkedes at finde tyvene eller malerierne, og der er stadig en dusør på 33 mio. kroner for oplysninger.

I øvrigt, så hænger de tomme rammer stadig på museet som en hyldest til de forsvundne malerier.

Kilde: FBI

Den Irakiske Centralbank

I de tidlige timer af Irakkrigen vidste diktator Saddam Hussein godt, at han stod til en overordentlig stor røvfuld. Derfor ville han sikre sig en god fratrædelsesordning af den ulovlige slags.

Han fik en af sine sønner og tætte rådgivere til at vade lige ind i banken med en håndskreven seddel fra papa Saddam, hvor der stod, at de skulle have knap 7 mia. kroner i dollars og euro. Herefter tog det en flok arbejdere to timer at laste det hele ind i tre ventende lastbiler, som forsvandt få timer før det regnede med granater over Bagdad.

Efterfølgende har irakiske og amerikanske myndigheder bekræftet røveriet, men det er uvist, hvor pengene blev af. Saddam Hussein blev som bekendt fundet, beskidt og ubarberet, i en hule. Ikke ligefrem et sted, hvor man ville søge hen, hvis man havde milliarder af kroner på lommen.

Kilde: New York Times

 

 

Stáphane Breitwieser - mestertyv med kærlighed for kunst

Franske Stephane elskede kunst. Så meget, at det lykkedes ham at negle kunst for næsten 10 mia. kroner over en periode fra 1995 til 2001. Modsat mange andre kunsttyve, som vil videresælge tyvekoster for profit, så var Stephane en erklæret kunstelsker, som ville opbygge sin egen kunstsamling.

Gennem seks år lykkedes det ham at stjæle 239 værker og andre kunstgenstande til den samlede astronomiske værdi. Han gik ikke efter de allerdyreste genstande, hvilket gjorde, at han kunne bruge næsten den samme metode hver gang. Hans kæreste holdte vagt, imens han langsomt listede billedet ud af sin ramme, proppede det ind under jakken og forlod museet.

De mange genstande blev opbevaret hos hans mor i Frankrig, som troede, at han havde købt de mange genstande lovligt, ligesom en lokal tømrer puttede rammer på billederne og ikke genkendte de uvurderlige malerier.

Til sidst blev han dog afsløret imens han var på udkig foran et museum. Inden politiet kunne finde frem til hans mor, så havde hun dog hørt om hans anholdelse og gik systematisk igang med at ødelægge malerierne og kaste de andre kunstgenstande i en nærliggende flod - ganske uvidende om deres værdi.

Han blev i 2005 dømt til at afsone tre års fængsel, men kom ud efter lidt over to år. Herefter skrev han en selvbiografi.

Omkring 140 malerier er indtil videre blev fundet, hvor 30 af dem dukkede op i 2011. Det førte til, at han røg i spjældet i tre år igen.

Kilde: New York Times

ANNONCE
Del

Seneste nyt