Film

Paramount vil genstarte Star Trek: uden Chris Pine og det gamle (nye) hold

Endnu en reboot.

Hvis du havde håbet på endnu en omgang warp speed med Chris Pine som Captain Kirk og Zachary Quinto som Spock… så må du nok pakke den drøm sammen. For selvom både cast og fans har kaldt på et comeback, ser det nu ud til, at Paramount og deres nye ejere i Skydance vil trykke på reboot-knappen igen – og denne gang uden hele Abrams-holdet.

Kelvin-universet går i dvale

Det var ellers en solid trilogi, der startede tilbage i 2009 med J.J. Abrams’ reboot af Star Trek. Vi fik en ny, yngre besætning, flashy action og en alternativ tidslinje (aka Kelvin-tidslinjen), hvor alt var muligt – inklusive at bringe Kirk og Spock tilbage med moderne attitude og masser af lens flare.

Men efter Star Trek Beyond i 2016 dalede interessen – og ikke mindst billetsalget. Filmen ramte kun 343 millioner dollars globalt, hvilket var lavere end både forgængeren Into Darkness og den originale reboot.

Alle ville være med – undtagen Paramount

Simon Pegg (Scotty) har for nylig sagt, at “det er på tide” med endnu en film, og Zachary Quinto (Spock) har udtalt, at hele holdet stadig er klar. “Jeg ville elske at få ørerne på igen,” sagde han med et smil.

Men ifølge Variety vil Paramount og Skydance-chef David Ellison – som ironisk nok selv er erklæret Trekkie – i stedet lave noget helt nyt. Et frisk take, en ny besætning og endnu et reboot. Jup, Star Trek skal rebootes… igen.

Risiko eller reboot-fatigue?

Det er nemt at forstå behovet for at revitalisere en franchise. Men Star Trek har i forvejen et helt galaktisk katalog af serier i gang – Strange New Worlds, Lower Decks, Starfleet Academy m.fl. – så spørgsmålet er, om endnu en film-reboot er dét, der skal til. Eller om fans måske hellere bare ville have haft én sidste rejse med det hold, de allerede kender.

Og lad os være ærlige: Vi havde gerne set Chris Pine returnere som en lidt ældre, mere rutineret Kirk, med grå stænk og eksistentielle stjernerefleksioner. I stedet får vi (måske) en ny skuespiller, ny Spock, ny Uhura og… ja, hvem ved?

Men hey – det er stadig Star Trek

Uanset om du er til Next Generation, Deep Space Nine eller stadig synes, at Kirk slår Picard, så er én ting sikkert: Star Trek dør aldrig. Det muterer bare. Og måske, bare måske, har Skydance en god idé oppe i ærmet.

Men indtil da: Live long and reboot.