Tyske Binary Impact og Aerosoft har lige smidt en af de mest niche-prægede – og overraskende vanedannende – simulationer ud til folket. Parking World: Build & Manage er landet til PC og Xbox Series X|S, og Playstation 5-ejere skal kun vente til den 14. august, før de også kan få lov til at udleve drømmen om at blive… parkeringsbaron.
Fra skrammelplads til parkeringspalads
Efter en tur i Early Access på Steam, hvor spillerne har testet, tweaket og brokket sig, er spillet nu klar i fuld version. Her handler det ikke bare om at tegne hvide streger på asfalten – du skal bygge og styre hele oplevelsen: kundetilfredshed, strømforbrug, medarbejderløn og alt det kedelige papirarbejde, der pludselig føles lidt sexet, når det er pakket ind i et spil.
Du starter med en lille plet asfalt ved en lokal café. Slutspillet? Et gigantisk parkeringsmekka med flere etager, ramper, lysanlæg og plads til alt fra storcentre til festivalhorder. Og ja, du bestemmer selv materialer, design og hvor mange penge, folk skal betale for at parkere.
Sim-zen med trafikpropper
AI’en er finpudset, så bilisterne rent faktisk opfører sig som mennesker (på godt og ondt). Sætter du prisen for højt, eller designer du et trafikflow, der ville få en københavnsk myldretidsbilist til at græde, smutter de bare et andet sted hen. Vejr, tid på dagen og særlige events ændrer hele spillets rytme, så du skal tænke længere frem end næste P-licens.
Missioner med pres på
Udover Freeplay-mode, hvor du kan bygge dig lykkelig uden begrænsninger, er der scenarier, der presser dig. Festivalkaos i byen? Krævende VIP-kunder, der vil have luksusparkering midt i myldretiden? Du får det hele, og en enkelt fejl kan sende hele pladsen i kaos.
Aerosoft gør det igen
Aerosoft har siden 1991 været sim-nørdernes våbenleverandør – fra fly og busser til politi og tog. Parking World er næste skud på stammen af ultra-specifikke simulationer, der får dig til at tænke: “Hvorfor spiller jeg det her?”… lige indtil du opdager, at klokken er tre om natten, og du stadig sidder og justerer indkørslen til P-hus niveau 5.
Læs også: