Magasinet M!

Piratjagt i verdens farligste land

Somalia er landet, hvor alt - og alle - kan slå dig ihjel, hvis du ikke er forsigtig. Men det forhindrede ikke Rasmus Krath i at tage til verdens farligste land med én simpel mission: At stå ansigt til ansigt med landets frygtede pirater.

Piratjagt i verdens farligste land

Rasmus Krath går gennem den stille, afrikanske landsby. Han er omringet af de syv somaliske lejesoldater, han selv har hyret, og overalt langs den støvede landevej ligger der sønderskudte og forladte ruiner. Solen banker ned fra oven, og ind imellem får Rasmus et glimt af det azurblå vand, som udgør et af verdens farligste farvande, Det Indiske Ocean. Han går i et hurtigt tempo, og adrenalinen pumper allerede i kroppen på ham. Rasmus Krath tjekker sit videoudstyr og sine lejesoldater en sidste gang, inden han går ind i den forladte bygning. Manden, Rasmus er på vej ud for at møde, sidder allerede på gulvet. Lille, mørk og alvorlig. Han er pirat, og en af Somalias mest berygtede af slagsen.

Velkommen til verdens farligste land

Før vi vender tilbage til piraten i det forladte hus, skruer vi tiden tre år tilbage. Rasmus Krath er blevet bidt af at rejse til nogle af verdens mest farlige steder. Han har blandt andet været i Iran og Afghanistan, steder, han selv kalder for "pressede samfund". Og nu kan det næsten ikke blive spændende nok, så Rasmus begynder at planlægge sin næste rejse, der efter planen skal gå til verdens måske farligste land. Efter adskillige års blodig borgerkrig, er Somalia i Østafrika fuldstændigt ødelagt. Landet har i realiteten ikke nogen regering, og er derfor styret af forskellige klaner og bander, der bekriger hinanden. Og ude ved kysten til det Indiske ocean hersker de frygtede pirater, der de seneste år har spredt skræk og advarsel blandt stort set enhver sømand, der vovede at tage ruten igennem Suez-kanalen, fra Middelhavet i nord til det Indiske ocean i syd. Det er enafverdens vigtigste sejlruter for skibe, og nogle gange går det galt - som eksempelvis da de to danske sømænd Søren og Eddy blev kidnappet for et par år siden, og efterfølgende sad flere hundrede dage i fangeskab. Altsammen piraternes værk. Og nu er Rasmus Krath omsider nået ud til den by, hvor piraterne holder til.

 

Brugte pengene på at kneppe piger

 

Rasmus Krath sidder i det forladte hus på den somaliske kyst. Overfor ham sidder den somaliske pirat Abdirashid , med tildækket ansigt. Han er tynd, som kun en somalier kan være. Han lugter af sved og hans tænder er røde, misfarvede af de euforiserende khat-blade, som de somaliske pirater tygger i stor stil. Piratens øjne er alvorlige, og Rasmus er ikke i tvivl om, at der ligger barske oplevelser til grund for det dystre blik. Piraten svarer irriteret på de spørgsmål, som Rasmus Krath stiller ham. Hvad har han fået for at bortføre søfolk, der er sejlet forbi? Hvad han har brugt pengene på?

"Jeg tjente $30.000 på min sidste tur. Jeg har brugt pengene til at kneppe kvinder. På at feste og den slags," svarer piraten med et grin, mens han kigger genert væk. Så vender irritationen tilbage, og han forsøger gentagne gange at komme væk fra interviewet med den spørgelystne hvide mand overfor ham. Men Rasmus er ikke færdig. Han vil vide, hvordan man bliver en god pirat, og Abdirashid svarer nødtvungent: "Du skal kunne svømme og styre en båd. Du skal være lille og let, og du skal kunne skyde. Jeg er en god pirat," siger han.

ANNONCE
Piratjagt i verdens farligste land

Husk pas, penge og lejesoldater

Der er få ting i denne verden, der er mere farligt end at være hvid mand i Somalia. Og som han går rundt der i det ludfattige og borgerkrigsramte land, ligner Rasmus ikke meget mere end en helt almindelig hvid mand, og netop den slags er det, der giver mange kriminelle - eller bare sultne - somaliere brød på bordet i denne del af landet. Her lever mange af at spotte de få hvide mennesker, der måtte komme forbi, for derefter at kidnappe dem og forsøge at forhandle en løsesum, der kan bringe dem ud af fattigdommen og elendigheden - i hvert fald for en stund. Klassisk pirateri - bare på landjorden. Men Rasmus er ikke bange, for han har sine syv lejesoldater i ryggen. Soldater, han selv har hyret til at passe på ham, men også soldater, der i teorien lige så godt kunne beslutte sig for at skifte side og rette deres skarpladte rifler mod den hvide vestjyde, hvis de lugter en indtjening, der erhøjereend de penge, Rasmus betaler dem. Der kan godt være mange penge i at kidnappe vesterlændinge i Somalia og kræve løsesum, og det svarer til at lægge en bøf foran en sulten løve og sige, at den ikke må spise den. At det ikke sker, skyldes først og fremmest Rasmus' grundige forarbejde, som starter på et kæmpe orientalsk marked uden for Aarhus i 2006.

"Jeg forberedte mig i tre år, inden jeg tog af sted til Somalia. Jeg startede i Bazar Vest i Aarhus, hvor jeg kontaktede en gammel parfumehandler. Jeg fortalte ham om mit projekt, og han syntes, det lød interessant. Han satte mig i forbindelse med somaliere i London, Nairobi og Somalia", fortæller Rasmus.

Uden sikkerhedsnet

I et land uden et statsapparat, er uformelle netværk afgørende, og det var den lektie, Rasmus lærte sig selv i de tre år, han forberedte sig på rejsen til Somalia. I Somalia handler alt om netværk. Alle er forbundet gennem netværk i form af klaner, familier samt venner, og hvis du har vundet en somaliers tillid, har du også adgang til hele hans netværk. Gennem den århusianske parfumehandler, får Rasmus langsomt oparbejdet de bekendtskaber, der skal til for at opnå beskyttelse på en rejse til Somalia. Det ville han nemlig ikke kunne opnå fra de danske myndigheder på ambassaden i nabolandet Kenya. Inden Rasmus sætter sig op i det nedslidte propelfly, der skal bringe ham fra Kenya til Somalia (faktisk vil de kenyanske luftfartsmyndigheder slet ikke have flyet på vingerne, da de mener, at der er for stor risiko for, at det styrter ned igen) har den danske ambassade i Kenya nemligsagttil Rasmus, at de ikke ville komme og hente ham i Somalia, hvis han kom i problemer.

"Men det ønsker jeg heller ikke. Der er ingen, der skal sætte livet på spil for mit personlige projekt. Jeg har før hørt om gidsler rundt omkring i verden, hvor soldater er blevet dræbt i forsøget på at få dem fri. Det vil jeg ikke have på samvittigheden," siger han. Rasmus er med andre ord hele alene i Somalia, uden en exit-plan. Selv om der er en risiko for, at de somaliske lejesoldater skifter mening undervejs, og i stedet beslutter sig for at kidnappe Rasmus i håbet om en formue i løsepenge, er han ikke bange.

"Det er ret almindeligt i Somalia at leje private soldater, og det var blandt andet det, jeg skulle bruge netværket til. Det koster mellem 5 og 20 dollar om dagen for en soldat, og så skal de have en pose khat til om eftermiddagen. Men netværket havde også sikret mig, at jeg kendte folk højt oppe i systemet. Så hvis der nogensinde skete mig noget, ville jeg ringe til dem som det første, og så ville jeg formentligt komme fri. Det var i hvert fald min plan."

ANNONCE
Piratjagt i verdens farligste land

Gennembombet storby

Rasmus Krath lander en varm sommerdag i Somalias hovedstad, Mogadishu. Han er nervøs. "Inden jeg ankom til Mogadishu, var jeg bange. Det var jo et stort sats, og jeg anede ikke, hvad der ventede mig. Jeg vidste bare, at det er et sted, hvor ingen hvid mand færdes - og da slet ikke alene. Men jeg var ikke bange i løbet af projektet, for det var der ikke plads til. Jeg havde aldrig prøvet at filme noget før, så jeg skulle have kameraer, lyd, tolk og transport til at spille sammen." Der er ellers god grund til at frygte for sit liv i den somaliske hovedstad. Det østafrikanske land har ikke haft en egentlig regering eller statsapparat siden 1991, og det har kostet landet og befolkningen dyrt. Millionbyen Mogadishu er fyldt med ruiner, langt de fleste dækket af skudhuller fra de blodige kampe under borgerkrigen. Nogle steder kan Rasmus endda se præcist hvor raketterne har ramt bygningerne. Langt størstedelenstårtomme hen som spøgelseshuse uden nogen udsigt til at blive enten revet ned eller genopbygget. Enkelte af dem er beboet af somaliere, som forskanser sig bag de hullede mure, farverige forhæng og isolerende stykker pap. Elkablerne hænger mod himlen som edderkoppespind.

Systemet har ikke fungeret i årevis, og al elektricitet er enten stjålet eller købt på det sorte marked. Der er ingen skraldemænd i Somalia, så skraldet hober sig op som stinkende bjerge, ingen gider fjerne. Rasmus Krath bor på byens bedst bevogtede hotel. Der hvor alle udlændinge bor, når de af en eller anden grund har forvildet sig ind i Mogadishu. Her er rindende vand i gamle gennemtærede rør og en seng med madras og tæpper. Intet andet. Men for Rasmus er det en del af eventyret at sove steder, som ikke er komfortable, og endnu mindre komfortabelt bliver det, da han lægger 40 dollar i receptionen for den nødvendige bevæbnede beskyttelse, så snart han forlader hotellets forskansede murværk. Bag hver mur kan der gemme sig en somalisk gangster, der vil gøre hvad som helst for at kidnappe en vesterlænding. Om aftenen og natten holder man sig indendørs, forderbuldrer byen af spredte kampe mellem forskellige fraktioner, der forsøger at kontrollere hovedstaden. Men det skal snart blive endnu farligere for Rasmus, for 700 kilometer nord for Mogadishi, ude ved kysten, ligger byen Eyl. Det er der, piraterne holder til, der, de sejler fra, når de i deres motorbåde stikker til søs for at kapre de forbipasserende containerskibe. Og det er der, Rasmus er på vej ud.

Stå aldrig stille i Somalia

Vejen fra Mogadishu til Eyl skal tilbagelægges i en konvoj med tre biler, tolke, chauffører og otte svært bevæbnede lejesoldater. Og man skal hele tiden holde sig i bevægelse, for i Somalia kan det koste dig livet, hvis du opholder dig på samme sted i mere end fem-ti minutter ad gangen.

"Deres mobilnetværk er uhyre velfungerende, og alting rygtes hele tiden. Specielt at der er en hvid mand i området, det er som en steppebrand. Når vi kørte gennem visse områder af Somalia, lå jeg på bagsædet under tæpper for at man ikke skulle finde ud af, at der er en hvid mand i området. Men en dag brød vores bil sammen, og jeg tror, der gik en halv time, før vi kunne komme videre. Der var jeg fandeme bange."

På vej til Eyl skal det hurtigt vise sig, at Rasmus har gjort sit forarbejde med netværket godt. Inden ankomsten til den lille havneby ved det azurblå hav, bliver han tilbudt at tage med på mission med piraterne. Det vil koste ham 100.000 dollar - mere end en halv million kroner - at få lov til at tage med piraterne på arbejde, så han kan opleve kapring og kidnapning på første række. Men Rasmus takker nej tak, og beslutter sig for at 'nøjes' med at interviewe de fire pirater, hans somaliske netværk har sat ham i kontakt med. Af åbenlyse årsager taler pirater ikke med hvem som helst, men i et land uden stat og velfungerende politi, er det slet ikke umuligt, som Rasmus forklarer.

"Hvis du røver en bank i Danmark, stiller du dig jo ikke op og taler om det i fjernsynet, for så går der ikke ret lang tid, før det banker på din dør. Sådan er det ikke i Somalia. Der synes mange bare, det er fedt, at nogen kommer med en ærlig interesse for deres liv," siger han.

Alligevel har han grund til at være bange. I Eyl bor der i omegnen af 100 pirater, og selv om Rasmus Krath har en større flok dedikerede lejesoldater med sig, så er der ikke meget, de kan gøre mod 100 sultne pirater.

ANNONCE
Piratjagt i verdens farligste land

Dødbringende sult

Den lille havneby Eyl, der i hele verden er kendt og frygtet som pirateriets hjemby, ligger søvnigt hen. For få år siden var den en livlig fiskerby, men udenlandske trawlere har ødelagt fiskernes jagtmarker, og i dag sidder de passivt i skyggen og tygger sig skæve og sløve i khat. Medmindre de er blevet fristet af banderne nede på stranden. Piraterne. Uden for byen sidder Rasmus Krath få dage senere over for den næste pirat, Boyah. Manden, som alle frygter, fordi han allerede har ti kaprede skibe på samvittigheden. Egentligt gider Boyah heller ikke svare på Rasmus' spørgsmål, men Rasmus lærer alligevel noget af det vigtigste, man kan lære om de somaliske pirater, da han spørger Boyah, hvorfor han er pirat:

"Har du nogensinde prøvet at være sulten? Sult er din læremester," forklarer Boyah med alvorlige øjne. Rasmus spørger ham, hvordan han forbereder sig.

"Det gør man ikke. Det er ligesom at gå på jagt. Du tager bare af sted og ser, om du er heldig."

Ud for Eyls kyst kan Rasmus se et stort skib, der ligger for anker. Skibet er hollandsk, og besætningen er formentligt en blanding af hollandsk og filippinsk. Skibet har ligget der en måned nu, mens det venter på at forhandlinger om løsesummen skal blive afsluttet med enighed mellem rederiet og piraterne fra Eyl. Der kan gå lang tid endnu.

"Hold jer væk!"

Den tredje pirat, Rasmus møder på sin tur til Eyl, er en lille fisker, der havde været med til at kapre et skib - lige indtil han blev søsyg. Og han har med til at ændre Rasmus Kraths syn på piraterne.

"Siden var hans kone skredet, og han havde ingen penge tilbage. Alt var bare gået galt for den mand. Ham kunne jeg næsten få ondt af, selv om jeg på ingen måde støtte deres handlinger."

Helt så meget forståelse har Rasmus dog ikke for den fjerde og sidste pirat, han interviewer på sin rejse til Somalia. Han hedder Bashir, og Rasmus møder ham på et - efter somaliske standarder - pænt hotelværelse, hvor Bashir sidder pæn og afslappet i lysegrå skjorte. Han skal give Rasmus den endelig forklaring på, hvorfor piraterne gør, hvad de gør.

"Ja, selvfølgeligt arbejder vi sammen med de lokale myndigheder her, og selvfølgeligt får de også penge for de ting, vi laver. Hvorfor skulle de ikke det. Myndighederne kan ikke bekæmpe os, derfor støtter de os. Udlændingene har ikke ret til at sejle i vores hav. Det er vores! Derfor må vi gerne kidnappe dem. Men hvorfor hjælper I os ikke med at få en regering i stedet for? Hvorfor sejler I bare forbi? I skal ikke gå i krig med os. I skal hjælpe os eller blive væk. Hvis I lover at blive væk, så lover vi ikke at kapre jer."

Sikkert hjemme i Danmark igen, kan Rasmus dog ikke love, at han holder sig væk fra Somalia. "Jeg vil vildt gerne tilbage. Somalierne er ret seje. Det er jo også et smukt land, det er spændende, og det er vildt. Vildere end alle andre steder, jeg har været, og det er jeg tiltrukket af. Ikke det farlige, men det anderledes. Jeg går jo ikke rundt med en grundlæggende dødsdrift. Jeg tager ikke derhen, fordi jeg gerne vil dø. Jeg er bare tiltrukket af det anderledes og pressede situationer, hvor adrenalinen pumper."

ANNONCE
Del

Seneste nyt

ANNONCE