Verden

Pokémon TCG: Ascended Heroes er det største engelske sæt nogensinde

Masser af chase-kort!

Pokémon Trading Card Game er for længst mere end bare et kortspil for børn. Det er samlerkultur, nostalgi og hardcore nørderi pakket ind i folie, illustrationer og meta-decks. Med Ascended Heroes skruer Pokémon Company nu helt op for ambitionerne og leverer det største engelske sæt i spillets historie. Lige under 300 kort er der at gå på jagt i, og det kan mærkes, at der er tale om et jubilæumsår.

2026 markerer nemlig 30-års jubilæet for Pokémon, og Ascended Heroes føles som et tidligt indspark til en længere fejring. Sættet bygger videre på Mega Evolution-æraen og kombinerer klassiske figurer med helt nye Mega Pokémon, der også binder an til det kommende Pokémon Legends: Z-A.

Special art, kendte trænere og gamle favoritter

Noget af det, der for alvor gør Ascended Heroes interessant for samlere, er mængden og kvaliteten af special art-kort. Her dukker ikoniske partnerskaber op, som mange fans har et forhold til fra både spil og anime. Steven og hans Metagross, N og Zoroark samt Team Rockets Mewtwo er blandt højdepunkterne, og illustrationerne læner sig mere mod kunst end traditionelt kortdesign.

Derudover introduceres helt nye Mega Pokémon, herunder Mega-versioner af de fuldt udviklede starters fra Pokémon Legends: Z-A. For mange er det især debuten af Mega Dragonite, der stjæler opmærksomheden. En Pokémon, der i forvejen har kultstatus, men som her får en ny, mere voldsom visuel identitet. Samtidig byder sættet på to nye guldkort og en ret dyster udgave af Mega Gengar, som allerede er spået til at blive en af sættets mest eftertragtede kort.

En del af Mega Evolution-comebacket

Ascended Heroes er ikke et enkeltstående eksperiment, men en del af Pokémons større satsning på at bringe Mega Evolution tilbage i Trading Card Game. Mega Evolution blev oprindeligt introduceret i X og Y-spillene og var i en periode en central del af både spil og TCG, før mekanikken blev lagt på hylden til fordel for nye gimmicks.

Med de seneste sæt har Pokémon tydeligt signaleret, at Mega Evolution igen skal spille en rolle, både for nye spillere og for dem, der har været med siden de tidlige 2010’ere. Ascended Heroes samler trådene fra tidligere udgivelser og udvider universet med flere Mega Pokémon, stærkere kort og mere komplekse strategier, der især henvender sig til erfarne spillere.

Tilgængelighed og samlerjagt

Sættet er allerede landet hos Pokémon Center, udvalgte forhandlere og lokale kortbutikker. Booster packs kan fås via forskellige temabokse og bundles, hvilket giver både samlere og spillere flere indgangsvinkler. For dem, der går all-in på fuld samling, har Pokémon også offentliggjort et komplet galleri over alle kort i Ascended Heroes, så jagten kan planlægges ned til mindste detalje.

Ascended Heroes rammer et sted mellem fejring og fanservice og understreger, hvor langt Pokémon TCG er kommet siden de første, simple kort i 90’erne. Sættets størrelse, variation og fokus på ikoniske figurer gør det til en udgivelse, der allerede fylder godt i både mapper og samtaler blandt samlere.