Det frække

‘Pornography Beer’ skal gøre unge og forældre opmærksomme på nye regler for alderskontrol online

Porno-bajs?

Hvis du nogensinde har bestilt en øl i en britisk pub, er du sikkert blevet bedt om ID. Det er helt normalt. Men når det handler om adgang til porno på nettet, har der i årevis hersket det rene lovløse Vesten – en slags digital fribar uden dørmand. Det er dog ved at ændre sig.

Og det bliver nu markeret på den mest britiske måde overhovedet: med en dåseøl.

Øl med budskab

Ofcom – den britiske kommunikationsmyndighed – har lanceret en opmærksomhedskampagne med noget så opsigtsvækkende som “Pornography Beer”. Nej, du kan ikke købe den i supermarkedet, og nej, det er ikke en ny nicheøl til voksenafdelingen. Det er en gimmick, skabt til at vække opsigt og sende et budskab: Hvis du skal vise ID for at købe øl, skal du også vise ID for at få adgang til porno online.

Det lyder simpelt, men er en markant ændring i måden, nettet håndterer aldersbegrænsning på. Og det er ikke grebet ud af det blå – nye tal fra Ofcom viser nemlig, at hver tolvte 8-14-årige i Storbritannien allerede har været inde på pornografiske sider. Hos de 13-14-årige stiger tallet til hver femte.

Hvad ændrer sig?

Fra juli 2025 træder en række nye krav i kraft under Online Safety Act, som kræver, at pornosider bruger reelle, teknologisk understøttede alderskontroller – ikke bare et klik i en “Ja, jeg er over 18”-boks. Vi taler digitale ID-tjek, scanning af ansigt eller verifikation via betalingskort eller pas. Det hele skal være hurtigt, anonymt og sikkert – altså, ingen gemt data eller “Big Brother”-panik.

Websiderne får kun besked om, at du er over 18. Ikke hvem du er, eller hvad din mor hedder.

Hvorfor nu?

Det handler ikke om moral. Det handler om grænser. Ligesom vi ikke hælder pints op til børn i baren, skal børn heller ikke snuble ind på voksenindhold online. Ifølge Ofcoms direktør for online sikkerhed, Oliver Griffiths, er det “en helt almindelig, hurtig og privat kontrol, vi allerede bruger i det virkelige liv – og nu tager vi den med online.”

Forældrene skal heller ikke frygte en ny bølge af kontrolapps og overvågning. De fleste løsninger bliver integreret direkte i platformene, uden at forbrugerne skal gøre meget andet end at bekræfte deres alder.

Bare rolig – du finder ikke Pornography Beer i Netto

Dåserne er ikke til salg. De er ren symbolik. Men effekten er reel. Ved at kombinere en velkendt situation – alderskontrol ved ølkøb – med et emne, som mange helst undgår at tale med børnene om, får Ofcom sat gang i samtalen på en overraskende måde.