Magasinet M!

Rædslernes Hus - Cromwell Street 25

I flere år kunne ægteparret Fred og Rose West få lov til at myrde unge piger - heriblandt deres egne døtre - uden at nogen opdagede det. Tag med M! ind bag murene på 25 Cromwell Street - det blodigste hus i Storbritanien.

Rædslernes Hus - Cromwell Street 25
"Hvis I ikke opfører jer ordentligt, kommer I ud i haven til Heather".

Politiet havde gravet i mere end et døgn i den lille baghave til Cromwell Street 25 i byen Gloucester, et par timers kørsel vest for London , da de fandt den første knogle. Det var den 24. februar 1994, og de ledte efter liget af den 16-årige Heather West. Nu håbede de, at de havde fundet hende. En retsmediciner blev straks kaldt over til hullet, og han kunne med det samme se, at det var en lårbensknogle fra en ung pige. Politiet var første gang kommet på færden af ægteparret Fred og Rosemary West et par år tidligere. En af deres ni døtre havde fortalt en veninde i skole, at hendes far - Fred West - havde voldtaget hende, mens han filmede det hele. Politiet havde forsøgt at rejse en sag mod den engelske familiefar, men ingen af døtrene havde lyst til at vidne mod deres egen far.

Men under vidneafhøringerne havde flere af døtrene fortalt politiet, at Fred og Rose ofte truede dem med at "komme ud i haven til Heather", når de ikke hørte efter, spiste op eller lagde sig til at sove. Politiet fandt ud af, at Fred og Roses ældste datter, Heather West, ikke var set siden 1987.

Nu stod politiet så i Fred og Roses baghave. Med deres datters lårbensknogle i hånden.

Tre ben - eller tre ofre?
52-årige Fred West havde i første omgang benægtet alt, da politiet, oven på anklagerne om voldtægt, dukkede op med en ransagningskendelse. Han truede med et sagsanlæg mod politiet, men lige lidt hjalp det, for de slæbte ham med til forhør på politistationen, mens de andre betjente gik i gang med at grave baghaven op. Fred sad stadig under forhør, da politiet et døgn senere fandt den første knogle, men de havde brug for flere kropsdele, før de med sikkerhed kunne fastslå, at det var liget af Heather, de havde fundet. De gravede videre i den tjæreagtige blanding af ler og komposteret affald, og efter et par timer gav det det pote. En betjent råbte til retsmedicineren og den ledende efterforsker fra et hul tæt på huset og lagde et par knogler op til dem. Retsmedicineren kiggede på de to betjente med vantro iøjnene: "Enten har hun tre ben eller ogsåer der mere end én." De havde fundet Heather West - men hvem var den anden? 

Tilbage på stationen konfronterede efterforskerne Fred West med det nye fund. Fred vidste, hvad klokken var slået, og han så ingen anden udvej end at lægge alle kortene på bordet. "Der er tre lig i haven. Heather, Shirley Robinson og Shirleys veninde," fortalte han de chokerede kriminalbetjente. Men Fred insisterede på, at hans højt elskede kone Rose intet vidste om hverken mordene eller ligene i baghaven. Rose West var ifølge sin mand helt og aldeles uskyldig.

ANNONCE
Rædslernes Hus - Cromwell Street 25
Fred og Rose

Fred og Mary West havde mødt hinanden i sommeren 1969. Fred var på det tidspunkt stadig gift med sin første kone, Rena Costello, men nu kastede han sin kærlighed på den kun 15-årige servitrice Rosemary. Den 28-årige Fred var høj og muskuløs, og selv om han ikke var nogen attraktiv mand, var han charmerende, og dermed var Rose, der gennem hele sin opvækst var blevet misbrugt af sin far, et let offer for Fred, der siden sin barndom havde været besat af sex. Fred og Rose blev et par, og det blev starten på et af de mest blodige kapitler i Storbritanniens kriminal-historie. Kort før Rose mødte Fred, var hun blevet kidnappet og voldtaget af en fremmed mand, og samme skæbne skulle snart overgå parrets første offer, en ung, lokal pige ved navn Caroline Roberts. 22 år efter hendes første møde med Fred og Rose, kunne Caroline - sammen med resten aflandetsbefolkning - følge med i medierne, der berettede om de makabre ligfund på Cromwell Street 25. Nu vendte det hele tilbage til hende. Det var den nøjagtig samme adresse, hun var blevet voldtaget på, mange år tidligere. Caroline tog telefonen og ringede til politiet. 

Caroline Roberts forklarede politiet, at hun en aften i 1972 havde stået ved vejen i Gloucester, da en forbipasserende bil pludselig stoppede. Det unge par i bilen smilede venligt til hende, og efter lidt indledende høfligheder tilbød de hende et job som barnepige for parrets tre børn, Anne Marie (fra Freds første ægteskab med Rena Costello), samt deres to fælles børn Heather på to og nyfødte May. Caroline ville få gratis kost og logi hos Fred og Rose, så hun sagde ja. Hun havde dog ikke været i ægteparrets hus på Cromwell Street længe før hun opdagede, at det ikke var en helt almindelig familie, hun nu arbejdede for. Rose arbejdede som prostitueret i Roses Room, et værelse i huset, der var prydet med et nøgenbillede af en ung Rose. Parret opfordrede hende til gruppesex, og Freds opfordringer var makabre: "Du skal ikke være bange for atblivegravid. Jeg har udført mange aborter. Nogle gange var kvinderne så taknemmelige, at de tilbød mig deres kroppe, straks efter jeg havde udført aborten," fortalte han Caroline. En uge efter forlod hun huset. 

"Vi har dræbt hundreder før dig"
Der skulle dog ikke gå meget mere end en måned før Caroline atter løb ind i Fred og Rose. Hun fik kuldegysninger, da ægteparret igen dukkede op i deres bil - samme sted, hun første gang havde mødt dem - men de virkede venlige, og til sidst satte Caroline for anden gang ind på bagsædet. Det fortrød hun hurtigt. Denne gang satte Rose sig om til hende. "Har du haft sex?" spurgte Fred efter kort tid ."Tjek, om hun har haft sex," beordrede Fred derefter sin kone. Caroline begyndte at skrige, da Rose tog et fast greb i hendes skridt. Fred stoppede straks bilen og slog Caroline bevidstløs. Da hun vågnede igen, var hun bagbundet, men parret bandt knuden op, da hun lovede at slappe af. Nu kunne Carolines mareridt for alvor begynde.

Hjemme i parrets hus på Cromwell Street tvang Fred og Rose tøjet af Caroline, mens Rose antastede hende. I starten kiggede Fred bare mest på, mens han kommenterede hendes kønsdele: "Der er noget unormalt ved din fisse, men det skal jeg nok ordne," sagde han til Caroline. Derefter voldtog de hende på sadistisk vis. Da Caroline skreg, forsøgte Rose at kvæle hende med en pude. Fred kom ind i rummet igen og de løftede hende sammen op i halsen, mens de truede med at dræbe hende: "Vi vil opbevare dig i kælderen og lade vores venner bruge dig. Og når vi er færdige med dig, dræber vi dig og begraver dig under stenene i haven. Vi har dræbt hundreder før dig," sagde Fred. Det lykkedes dog Caroline at slippe væk fra ægteparret efter et par dage, og hun gik straks til politiet. Udsigterne til en lang og opslidende voldtægtssag i retten var dog for meget for den unge pige, såistedet blev Fred og Rose i 1972 blot tildelt en bøde for 'uanstændigt overgreb'. Nu var de på fri fod, og inden, der var gået et år, skulle det koste tre mennesker livet.

ANNONCE
Rædslernes Hus - Cromwell Street 25
Gik i sit offers tøj

Nu have politiet også beviser nok mod Rose West, men de var stadig ikke stærke nok til at få hende dømt som medskyldig i drabene på de tre kvinder, der var gravet ned under fliserne i baghaven - herunder Roses egen datter Heather, der, lige som de andre ofre, var blevet parteret. Men så trådte endnu et vidne frem. I 1973 var den kun 19-årige Lynda Gough forsvundet, og lige som Caroline Roberts, var hun også faldet i kløerne på Fred og Rose i deres hus på Cromwell Street. Lynda Goughs mor havde tilbage i 1973 opsøgt sin datter på Cromwell Street, hvor Rose havde åbnet døren - iført Lyndas sutsko og cardigan. På tørresnoren kunne Lynda Goughs mor se flere af sin datters beklædningsdele, men Rose forklarede det med, at Lynda var taget afsted for et par uger siden og havde efterladt nogle ting, som hun ville hente på et senere tidspunkt. Men JuneGoughså aldrig sin datter igen.

 

Ikke mere plads til lig i kælderen
Politiet havde nu vidneudsagn fra både Caroline Roberts og Lynda Goughs mor og bad derfor teknikerne om at udvide efterforskningen til selve huset. Retsteknikeren mente, der måtte skjule sig flere forfærdelige hemmeligheder på Cromwell Street, og han skulle hurtigt få ret. For selv om rækkehuset på Cromwell Street lignede alle de andre på vejen, så mødte der politiet et alt andet end almindeligt syn, da de gik ind i huset. På førstesalen fandt de Roses Room spækket med mikrofoner, optageudstyr og kighuller, så Fred kunne se med, når hans kone havde sex med sine kunder. Men kælderen var det mest makabre. Hernede, mellem de tykke mure, havde Fred skabt sit ultimative fornøjelsesrum, hvor han voldtog, dræbte og parterede pigerne. Hernede kunne ingen høre dem skrige. Da Fred West påpolitistationen fik at vide, at efterforskerne nu også ledte ihuset, sagde han: "Jeg vil gerne tilstå cirka ni mord mere. Det drejer sig om Charmaine West (Freds steddatter), Rena Costello (Freds ekskone), Lynda Gough og andre, som skal identificeres." Fred var nu klar til at tilstå det hele. Han fortalte, at han var begyndt at begrave ligene i haven. Der var ikke mere plads i kælderen. 

Før teknikerne gik i gang med at gennemsøge huset for flere lig, trak retsteknikeren Paul Britton sine teknikere til side: 

"I står over for noget, som I aldrig nogensinde har set før. Og som ingen af jeres kollegaer nogensinde har set før. Og I har virkelig ikke lyst til at se det." 

Nu var de advaret. Derefter begyndte de det møjsommelige arbejde med at grave i betongulvet og hugge i murene i kælderen. Der fandt efterforskerne de parterede lig af yderligere seks unge kvinder, som Fred og Rose havde dræbt mellem 1973 og 1979. Politiet måtte identificere ligene ud fra tandsættene, som blev sammenlignet med tandsættene fra kvinder, der var meldt savnede i 1970'erne. Men til politiets overraskelse var hverken Rena Costello eller Charmaine West blandt ligene. Fred West måtte have mere at fortælle. Og det havde han.

ANNONCE
Rædslernes Hus - Cromwell Street 25
Freds sidste ord

Fred West fortalte politiet, at han havde begravet sin første kone, Rena Costello, på en mark i nærheden af den lille landsby Kempley i august 1971. Han havde dræbt hende, da hun var kommet på besøg fra Skotland for at se sin datter Charmaine, som på det tidspunkt boede hos Fred og Rose West i et hus på Midland Road 25 i Gloucester. Men Charmaine var allerede blevet myrdet, og Fred så ingen anden udvej end også at dræbe sin ekskone. Det lykkedes politiet at finde resterne af Rena, og ikke langt derfra kunne de lidt senere grave liget af Anne McFall, Freds daværende elskerinde, op. Politiet havde nu 11 lig - parrets egen datter Heather, Freds eks-kone Rena og elskerinde Anne, samt otte piger, parret havde samlet op og dræbt gennem årene. Men politiet manglede stadig at finde Charmaine. Og hun skulle vise sig at blive politiets nøgle til at få dømt Rose for medvirken tildrabene.Der skulle nemlig ikke gå længe før Fred havde sagt sit sidste ord.

Under de indledende retsmøder havde Fred gentagende gange nægtet, at Rose havde været med til at slå pigerne ihjel. Fred elskede sin kone meget højt, men Rose var begyndt at lægge afstand til sin mand. Hun ignorerede ham i retten, trak sig væk, når han forsøgte at røre ved hende, og nægtede at svare ham, når han talte til hende. Det ødelagde Fred. Den 1. januar 1995 skrev han et brev til Rose, før han rev nogle lagner fra sin celle i stykker. Han flettede dem sirligt sammen til et reb, som han hængte op i tremmerne for vinduet. Derefter lavede han en løkke på rebet, lagde det rundt om halsen og hængte sig selv. I mellemtiden havde politiet fundet Charmaines lig i kælderen i parrets gamle hus på Midland Road. Hun var forsvundet sporløst i 1971, men parret havde dengang sagt, at hun var taget med sin mor til Skotland. Politiet fandt imidlertid ud af,atFred havde siddet i fængsel for tyveri i ni måneder i 1971. Hvis de kunne bevise, at 8-årige Charmaine var blevet myrdet i det tidsrum, kunne de også bevise, at det var Rose West, der havde begået mordet og gravet den lille pige ned. 

Det sidste bevis mod Rose
Anklagemyndigheden havde brug for et billede af Charmaine, hvor de kunne se hendes tænder. På den måde ville retsmedicineren kunne bevise, hvornår hun var blevet myrdet, ved blot at at se på tændernes udvikling i forhold til det lig, de havde fundet i parrets første hus på Midland Road. Da faxmaskinen hos retsmedicineren få dage senere spyttede et fotografi ud af en smilende Charlaine, der sad i en sofa med sine to stedsøstre, var retsmedicinerens konklusion klokkeklar: Tænderne på pigen på billedet matchede tænderne på det sidste lig. Og hvad endnu vigtigere var: Ud fra billedet kunne han konkludere, at Charmaine var blevet myrdet, mens Fred sad i fængsel for tyveriet.

Politiet havde nu det sidste bevis mod Rose, og retssagen mod enken kunne begynde i oktober 1995. Denne gang indvilgede Caroline Roberts i at vidne mod Rose. Hun vidste, at hun måske kunne have forhindret de mange bestialske drab, hvis hun havde haft modet til at vidne mod Fred og Rose tilbage i 1971, og nu ville hun have retfærdighed. Det fik hun, da Rosemary West blev idømt fængsel på livstid uden mulighed for prøveløsladelse. Huset på Cromwell Street blev idømt dødsstraf et år efter, og blev i oktober 1996 revet ned på fem dage. Alle mursten blev knust. Alt træ blev brændt, og The House Of Horror var væk for altid. Men fortællingen om Fred og Rose West står stadig som et af de blodigste kapitler i Englands historie.

ANNONCE
Del

Seneste nyt