Rejsereportage: M! på tur i Europa

"Tør du spise pillen?" Min rejsekammerat og M!s journalist, Lasse, kigger lidt for alvorligt på mig. Vi sidder i Schiphol Lufthavn i Amsterdam efter en helt åndssvag uge med strip, coffeeshops og flere barer, end vi kan tælle på vores fingre. Tilsammen. Vi sidder på to hårde lufthavnsstole og stener, da Lasse opdager den lille hvide pille på gulvet. I min tilstand er jeg overraskende tændt på ideen. Det kan jo være en eller anden form for feriepille, der vil bringe min tilstand tilbage til normal, men mest af alt er pillen tillokkende, fordi jeg nærer et spinkelt håb om, at den på mirakuløs vis, vil hjælpe mig med at huske alle de ting, vi har oplevet på den vildeste tur gennem Europa. Så lad os skrue tiden en uge tilbage.

DAG 1 - BUDAPEST:

"Hvad skal vi helt præcis lave på turen?" spørger Lasse, da vi ankommer til hotellet i Ungarns hovedstad. "Chefen sagde bare, at vi skulle havde det vildt," svarer jeg, mens jeg tager to øl til otte kroner stykket fra minibaren. Det er første dag i det, der skal blive til den vildeste uge, vi nogensinde har haft. Efter en hurtig burger bevæger vi os mod baren Morrison's. Den ligger tæt på operaen og er som regel et godt miks af turister og lokale skønheder, der gerne vil snakke med turister. Jeg går op til bartenderen og beder om to øl. "Du ved godt, at de koster 300 forint nu," siger han. Jeg tænker, at happy hour nok er overstået, men i og med at det kun er 7,50 kroner, køber jeg dem alligevel. Da jeg vender tilbage 15 minutter senere for at købe et par nye, forstår jeg, at happy hour skulle til at starte. Nu koster de 2,50 stykket. Jeg bestiller fire i stedet for to.

BRASILIANERE OG KARAOKE

Vi får tiltusket os et par pladser ved siden af to brasilianske piger. Lasse plejer ikke at have svært ved at støve piger op, men det kræver anderledes metoder her i Østeuropa. De bliver lidt skræmte af den ligefremme facon, så vi lægger taktikken lidt om. Vi drikker et par øl med dem, før vi modvilligt går videre. Morison's er et vanvittig fedt sted. Tonsvis af mennesker, og øl til priser vi ikke har set i Danmark siden 1960'erne. Vi maser os ud og bevæger os mod cocktailbaren Trafiq, der ligger tæt på vores hotel. Det er næsten tomt, men vi flirter lidt med bartenderen, der lærer os at sige szep szemet van. "Du har smukke øjne." Det skal nok virke på stripklubben, som er vores næste mål.

SÅ ER DET UUD!

Klokken er tæt på tre om natten, da vi kommer hen til P2, som vi har læst om på nettet. Det ligner mest en restaurant, men receptionisten kan godt gætte, hvorfor vi er der: "Do you want to go downstairs." Det tror vi nok, vi vil, så vi følger efter receptionisten. Det koster 20 euro for fri bar i to timer, så det betaler vi og går ned til en kælder fyldt med svenske forretningsmænd og halvnøgne kvinder, der prøver at overbevise dem om, at de ikke kan leve uden et privat danseshow. Det kan de godt. Og det kan vi også. Vi lover ellers Karolina og Gabriela, at vi gerne vil have et, når vi altså først har udnyttet vores to timers fri bar. Der er ingen grund til at spilde vores penge. Efter at have overbevist dem om, at vi altså mener det - og at vi er seriøse, når vi siger, at de har smukke øjne - drikker vi videre. Efter et par timer kommerværtindenhen: "Do you want private dance? Otherwise we need this table for other customers." Vi siger, at vi venter på Karolina og Gabriela, men de er sjovt nok optaget. Hun kunne lige så godt bare have smidt os ud.

"Hvad skal vi helt præcis lave på turen?" spørger Lasse, da vi ankommer til hotellet i Ungarns hovedstad. "Chefen sagde bare, at vi skulle havde det vildt," svarer jeg, mens jeg tager to øl til otte kroner stykket fra minibaren. Det er første dag i det, der skal blive til den vildeste uge, vi nogensinde har haft. Efter en hurtig burger bevæger vi os mod baren Morrison's. Den ligger tæt på operaen og er som regel et godt miks af turister og lokale skønheder, der gerne vil snakke med turister. Jeg går op til bartenderen og beder om to øl. "Du ved godt, at de koster 300 forint nu," siger han. Jeg tænker, at happy hour nok er overstået, men i og med at det kun er 7,50 kroner, køber jeg dem alligevel. Da jeg vender tilbage 15 minutter senere for at købe et par nye, forstår jeg, at happy hour skulle til at starte. Nu koster de 2,50 stykket. Jeg bestiller fire i stedet for to.

Vi sidder i toget på vej til Bratislava og diskuterer, hvordan vi skal gribe pigerne an, når vi når frem til Slovakiets hovedstad. Lasses succes i Danmark kan ikke direkte overføres til østeuropæiske piger, så vi bliver enige om, at vi skal være lidt mindre direkte. I Bratislava er der barer overalt. Og piger. Hold kæft, hvor er der mange lækre piger i Bratislava. Lasse bliver forelsket syv gange og jeg ni gange, før vi når ned til Donau, hvor vi finder en lille café og skyller dagens første tre øl ned. Vi beslutter os for, at vi bliver nødt til at lave en slags pubcrawl i Bratislava. Så kan vi altid stoppe, hvis vi falder i snak med nogle piger. Ved 21-tiden vælter vi ud i byen efter et bad, lidt mad og halvanden liter øl på plasticflaske.

PUBS OG TECHNO

Lasse har allerede døbt byen City of Titties, da vi har besøgt de første to pubber, Slang og The Dubliner. Der er meget godt gang i den, men begge steder er lidt for prægede af højlydte engelske turister.. Vi beslutter os i stedet for at smutte på SubClub. Det er en technoklub, der ligger i en gammel atombunker under byens borg, og den skuffer ikke. Hvis man altså er til stoffer, neongule T-shirts og bragende bas. Det er så fascinerende, at vi bliver en times tid, mens vi prøver at blande os med publikum på det propfyldte dansegulv, men de vil hellere snakke med ham i undertrøjen, der hele tiden går på toilettet. Det må være noget, han har spist, tænker vi. Vi er gennemsvedte, da vi bevæger os ind i byen igen, hvor vi tilfældigt kommer forbi kendisbaren Trafo, som er stedet, 'hvor de lokale kendisser kommer'. Vi giver det et forsøg.

AND HE SCORES

Aldrig har vi set så mange langbenede, lyshårede modeller samlet på ét sted. Trafo er tilmed lækkert indrettet, og der går ikke længe, før en gruppe på fem unge piger begynder at danse foran os. Sådan en chance siger Lasse ikke nej til. Han udvælger sig den lækreste, som han charmer uhæmmet på, indtil en endnu lækrere veninde dukker op og spørger: "Do you want to go outside." Lasse kigger hurtigt på mig, før han lader sig trække afsted. Det giver mig ro til at snakke med Janka, der noget atypisk for slovakkerne blot er 155 centimeter høj, mørkhåret og iklædt en rød kjole, der går til midt på hoften. Hun studerer medicin, er 20 år, minimum en 8'er og tror på, at jeg er 28. Jeg er solgt. Så solgt, at hun lokker mig med på dansegulvet, hvor jeg finder ud af, at hun synes, at det er ret fedt, atjegbærer rundt på hende, mens vi snaver. Det virker umiddelbart lidt akavet foran så mange mennesker, men jeg nyder situationen alligevel. Da Lasse kommer ind igen, vil pigerne have vodka-shots, som de skyller ned med øl. Det er åbenbart den kombination, de bruger dernede for at blive hurtigt stive. Desværre for stive. Janka løber pludselig mod toilettet med hånden for munden og veninden i slipvinden. Vi venter forgæves et kvarters tid, men de dukker desværre ikke op igen. Vi er lidt skuffede, men også godt tilfredse med aftenens fangst, da vi går hjem til lejligheden klokken 6.

Fire timers togtur til Prag med tømmermænd er billigt sluppet, når man ved, hvad der venter på den anden side. Vi ankommer sent på eftermiddagen, så vi skynder os at finde noget at spise, før vi slapper af på værelset et par timer. Lasse har store planer for aftenen, som skal ende på stripklubben Hot Peppers, hvor han ved sidste besøg fik en borddans af Berta. Han har ævlet om hende på hele turen, men vi skal lige lidt rundt i verdens måske fedeste festby først. Vi starter på Beer Museum, der har 48 fadøl, før vi krydser gaden over til kæmpebaren Roxy. Klokken er ikke meget mere end 22.00, men alligevel er stedet fyldt med mennesker, der er klædt ud i tøj fra de glade 30'ere. Der er swing-tema. Selvom det lyder en anelse kikset, er det faktisk sindssygt fedt, og vi ærgrer os over, at vi har glemt vores høje hatte og laksko derhjemme.Ikkemindst fordi pigerne er meget interesserede i os. Vi bliver dog nødt til at efterlade Magda og Veronika, da vi skal udforske meget mere af byen.

HVOR FANDEN ER BERTA?

Vi tager et smut forbi James Dean, hvor der er så mange dejlige piger, at Lasse et kort øjeblik glemmer Berta. Efter en øl smutter vi på Karlovy Lazne, et diskotek i fem etager. Hver etage har sit tema, men det er faktisk kun på tredje etage, at der for alvor er gang i den. Det er lidt uoverskueligt, så da Lasse endnu en gang nævner Hot Peppers, hopper vi i en taxi. Da vi træder ind på stripklubben, kan jeg godt forstå Lasses rosende ord. Den er kæmpestor, det vrimler med nalvnøgne og - usædvanligt for en stripklub - meget smukke piger. Lasse kan ikke se Berta, men der går kun 24 sekunder, før vi har selskab af Dana og Sascha. "Do you want lesbian show? Only 2.000 korunas." Vi kigger hurtigt på hinanden, glemmer økonomien og siger ja. Sascha er noget af det lækreste, vi nogensinde har set, så selvom selve det lesbiske i showet begrænser sig til et partemmeliguoverbevisende kys, bliver vi nødt til at vente et par minutter med at forlade rummet efter hendes lapdance. På vej ud peger Lasse pludselig på en pige: "Hey, der er Berta!" Men Berta var ikke så pæn, som han huskede.

Efter syv timer i et tog med både tømmermænd og skrigende babyer, ankommer vi til Tysklands næststørste by. Heldigvis er det søndag, så efter et par øl i baren på vores hostel tager vi en velfortjent fridag. Der sker alligevel ikke noget. Selv ikke i Reeperbahn. Det gør der til gengæld dagen efter, hvor vi begiver os ud i det, der bedst kan betegnes som Tysklands svar på Jomfru Ane Gade. Bortset fra at der er langt flere stripklubber og restauranter i Reeperbahn og de små sidegader. Og at den er ti gange så lang. Det er uden tvivl Europas vildeste gade. Vi starter med en 'ægte' dansk hotdog, før vi går på bierstuben Hamburger Alm, hvor servitricerne er klædt helt efter reglerne med brysterne skubbet godt op i hovedet på gæsterne. Den ene, Anna, anbefaler, at vi smutter over på en irsk pub, hvor der er live musik. Det er godt valg.

VOLDSCORET

Vi sætter os i baren på O'Briains, hvor bartenderen viser sig at have en dansk kæreste, der bor i Århus. Det udmønter sig i adskillige pornovodkaer (druesukker efterfulgt af vodkashot) på husets regning. En cirka 185 centimeter høj pige, der har stået og ageret pyntepige for nogle forretningsmænd oppe i det ene hjørne, kommer pludselig ned og hvisker Lasse i øret: "I've been watching you!" Hun hiver nogle penge op ad lommen og køber to shots til ham. "Mads, vi bliver nødt til at skride," siger Lasse efter de to shots. "Jeg brækkede mig lige i munden." Vi skynder os at pakke vores sager. Resten af natten tager vi rundt til forskellige pubber, et thai-karaoke-sted og et meget mærkeligt diskotek fyldt med østeuropæere, før vi til sidst ender på den legendariske stripklub DollHouse. Vi beslutter os for en enkelt tabledance og en øl, før vivælterde 100 meter hjem til vores vandrehjem. Reeperbahn er vanvittig.

Det værste ved turen er de lange togture mellem byerne. Heldigvis er vi så tilpas bagstive, at vi sagtens kan køre på med en rep-øl, da vi sætter kursen mod Amsterdam. Vi har været kloge nok til at vælge et hotel 200 meter fra Centraal-stationen og 50 meter fra Red Light District, så efter et kort besøg på værelset smutter vi ud i nattelivet. Efter lidt mad hopper vi ind på Belushi's, som ligger i stueetagen af St. Christophers Hostel. Den har alt, hvad vi skal bruge til de næste par timer. Happy Hour med to øl for fem euro, masser af kvindelige turister og et rygerum, som ikke kun tillader cigaretter. Vi finder to engelske piger, som gladeligt deler ud af deres fem joints, mens vi bliver stivere og stivere. Derfor lyder det som en rigtig god ide, da en gut kommer forbi med nogle rabatkuponer til diskoteket lige ved siden af. Nu skal vi vælge mellem diskotek med damer, eller etafAmsterdams berømte stripshows, som både inkluderer bananer, dværge og pandedildoer. Vi vælger selvfølgelig det sidste.

Der er ikke rigtig nogen af os, der kan huske præcis, hvad der skete tidligere på morgenen, da vækkeuret ringer 09.30. Der er otte timer til vores fly går, men vi orker simpelthen ikke at traske rundt i Amsterdam. Vi beslutter os for at tage på coffeeshop'en High Times, så vi har noget at lave, mens vi venter, men da vi er færdige der, er vi så skæve, at vi ikke kan overskue andet end at smutte i lufthavnen. Så der sidder vi, to mænd i vores bedste og næstbedste alder, og stirrer på en lille hvid pille på gulvet. Lige indtil en gulvvaskemaskine kører den over og ud af vores bevidsthed. Vi går over mod Starbucks, da en hund kommer hen og snuser til Lasse. "Det må være verdens sværeste job. Narkohund i Amsterdams lufthavn," siger jeg. "Ja, men det her er verdens fedeste job." Trods tømmermændene må jeg give ham ret.