Verden

Rema 1000 i vildt stunt: Likes på Facebook afgør prisen på hakket oksekød

Hvis du giver et like på Facebook, kan det sænke prisen på dit hakkede oksekød.

Hvis du gerne vil have billigt oksekød, er det bare med at finde like-knappen frem på Facebook.

Rema 1000 har nemlig givet sig i kast med et vildt stunt, hvor det simpelthen er mængden af likes på Facebook, der afgør hvad du skal betale for en pakke hakket oksekød.

Inden du får kaffen galt i halsen og tænker, at det gælder Rema 1000 over hele landet, så er det i skrivende stund et lokalt tiltag ved Rema 1000 i Helsingør.

De har på deres Facebook-side lavet et opslag, hvor de skriver, at ‘I bestemmer prisen’.

Derefter har de lavet en prisliste, og prisen for 400 gram oksekød 8-12% starter ved 50 kroner, hvis der kommer 100 likes, og den falder til 25 kroner, hvis der kommer 4.000 likes.

Kommer der flere likes end det, får det ikke nogen betydning for prisen.

Herunder kan du se opslaget fra Rema 1000 Helsingør.

Lige nu koster oksekødet 35 kroner

I skrivende stund har opslaget været oppe på Facebook i 15 timer, og der er kommet 1.300 likes. Det betyder, at en pakke oksekød vil koste 35 kroner pakken, hvis ikke der når at komme 700 likes mere, før torsdag den 5. marts klokken 09.50.

Der er altså to dage endnu til at like opslaget.

Tilbuddet vil gælde fredag den 6. marts, og der er max 3 pakker pr. kunde til den tilbudspris der kommer.