Remakes du - måske - ikke vidste var remakes
Clint på japansk, Al Pacino på norsk og Arnold på fransk...
La Totale ! (1991)
La Totale !
De fleste ved, at Martin Scorseses Oscarfilm 'The Departed' er et remake af en Hong Kong-film, og at mange amerikanske gysere er lavet efter japanske forlæg. Men her er en flok af de knap så kendte tilfælde af kopivarer.
F.eks. har vi her 'La Totale !'. Det er en fransk film, der handler om François Voisin, der lever et dobbeltliv som kedelig forretningsmand og supercool hemmelig agent. En dag opdager han - mens han arbejder som agent - at hans kone vist har en affære. Lyder det som noget, du har set før?
True Lies (1994)
Tre år senere lavede James Cameron en ny version af 'La Totale !' med Arnold Schwarzenegger i hovedrollen. Bortset fra nogle betydeligt mere slagkraftige actionscener, ligner plottet det franske til forveksling.
Scarface (1932)
Gangsterfilm fra 1932 instrueret af Howard Hawks med Paul Muni i hovedrollen som Antonio 'Toni' Damonte. Filmen var baseret på en bog fra 1929 og var så stærk kost, at filmcensorerne i de fleste amerikanske stater nægtede at godtage den - filmen blev derfor kun vist i begrænset omfang ved dens premiere, men er siden blev anerkendt som en af de helt store i gangsterfilms-genren.
Scarface (1983)
I stedet for forbudt alkohol handler filmen nu om kokain, og Toni Damonte hedder nu Tony Montana, men ellers er der utallige ligheder mellem originalen fra 1932 og Brian DePalmas remake fra 1983 med Al Pacino i hovedrollen.
L.A. Takedown (1989)
En tv-film fra 1989 instrueret af Michael Mann om politimanden Vincent Hanna, der er på sporet af den nådesløse bankrøver Patrick McLaren. Da Hanna forpurrer et bankrøveri, og det meste af McLarens bande bliver dræbt, er McLaren splittet imellem et nyt liv med sin kæreste Eady og at få hævn over dem, der har forrådt ham... vent lige lidt, det lyder meget bekendt det der, gør det ikke?
Heat (1995)
Michael Manns oprindelige manuskript til 'L.A. Takedown' fyldte 180 sider, men blev nødt til at blive beskåret til 110, og Michael Mann var ikke tilfreds med resultatet. Han valgte derfor at lave en remake af sin egen film. Udover at Patrick McLaren har skiftet navn til Neil McCauley udmærker 'Heat' sig ved at være næsten dobbelt så lang som 'L.A. Takedown'. Og også dobbelt så god.
The Last Man On Earth (1964)
Gyserfilm baseret på Richard Mathesons roman 'I Am Legend' fra 1954 og handler om Dr. Robert Morgan, der - efter at verden har været plaget af en epidemi - tilsyneladende er det eneste menneske tilbage på jorden. Hov, det lyder også bekendt...
I Am Legend (2007)
'I Am Legend' fra 2007 er faktisk den tredje version. 'The Last Man On Earth' var først i 1964, i 1971 kom 'The Omega Man' med Charlton Heston som Dr. Robert Neville, inden Will Smith spillede samme Neville i 2007. Og for at det ikke skal være løgn kom der i 2007 også en uofficiel direkte-på-dvd-remake med titlen 'I Am Omega'. Så skulle den historie vist også være fortalt.
La Jetée (1962)
'La Jetée' er en ret syret 28 minutters sort/hvid film næsten udelukkende baseret på stillbilleder og næsten uden dialog - som er på tysk. Så måske er der en grund til, at den ikke er så kendt. Historien er til gengæld meget god: Filmen handler om et postapokalyptisk samfund, hvor man eksperimenterer med at sende en straffefange tilbage i tiden. Hans eneste minde om fortiden er en episode i en lufthavn, hvor en mand bliver skudt. I slutningen af filmen viser det sig, at være ham selv! Wait a minute...
Twelve Monkeys (1995)
Terry Gilliam lavede i 1995 en knap så sort/hvid og betydeligt mere folkelig version af 'La Jetée', der blev til den anmelderroste '12 Monkeys'.
Yojimbo (1961)
Japansk sag fra 1961, om en herreløs samurai (en ronin), der havner i en by, der er plaget af to konkurrerende gangstere. Modvilligt siger han ja til at hjælpe byens stakkels beboere. Lyder det meget western-agtigt? Det er det også - filmen er inspireret af amerikanske westerns, især John Fords.
A Fistful of Dollars (1964)
Og sådan går historien i ring. 'Yojimbo' fik et remake tre år senere med Clint Eastwood i hovedrollen og Sergio Leone som instruktør. Filmens producere var gennem en længere retssag med instruktøren af 'Yojimbo', eftersom de ikke havde købt rettighederne til et remake. De tabte.
Point Blank (1967)
Barsk krimi med Lee Marvin i rollen som Walker, der efter et kup bliver snydt af sin partner og sætter himmel og hav i bevægelse for at få hævn.
Payback (1999)
'Point Blank' blev genindspillet i 1999. Hovedpersonen (spillet af Mel Gibson) hedder nu Porter, men er mindst lige så sur og hævngerrig som Walker i originalen.
Cape Fear (1962)
Robert De Niros Max Cady fra 'Cape Fear' er en af filmhistoriens helt store filmskurke, men De Niro var ikke den første til at spille den psykopatiske eksfange. Det var Robert Mitchum i 'Cape Fear' fra 1962.
Cape Fear (1991)
Martin Scorsese står bag genindspilningen fra 1991, der blev nomineret til to Oscars. Både Robert Mitchum, Gregory Peck og Martin Balsam, der spillede med i originalen, dukker op i mindre roller i den nye version.
Profumo Di Donna (1974)
Italiensk komedie om en blind kaptajn, der rejser gennem Italien med en ung mand som hjælper og har et ualmindeligt godt tag på kvinder - han påstår i øvrigt at kunne lugte sig frem til smukke kvinder. Hov... det lyder bekendt.
Duften af en kvinde (1992)
Jeps. Filmen, der har indbragt Al Pacino karrierens eneste Oscar (hvilket er en skandale, men det er en helt anden historie) er en remake. Der er dog ikke nogen, der siger "Hoo-hah!" i den italienske version.
The Bourne Identity (1982)
Okay, man kan godt diskutere, om der er tale om en decideret remake-sag her, men Robert Ludlums berømte roman 'Manden uden navn' blev faktisk filmatiseret allerede i 1982. I hovedrollen som Bourne så man Richard Chamberlain om hvem, man sikkert kan sige meget pænt, men udpræget bad-ass er han ikke.
The Bourne Identity (2002)
Manden uden navn blev til gengæld en af filmhistoriens største actionhelte i 2002, da Matt Damon lagde krop til agenten med den dårlige hukommelse i 'The Bourne Identity' og dens to efterfølgere.
Insomnia (2002)
Thrilleren med Al Pacino (for fjerde gang på denne liste!) som en søvnløs politimand, der i Alaska forsøger at opklare et mord på en 17-årig pige og i den festlige anledning kommer til at skyde sin partner, er faktisk ikke helt ny.
Insomnia (1997)
Samme historie - dog henlagt til Tromsø - blev nemlig lavet allerede i 1997 på norsk. Her er det svenskeren Stellan Skarsgård, der er den plagede politimand, men selve historien er i store træk den samme.