Motor

Rezvani Tank 2026: 1.000 hestekræfter og skudsikker attitude

Batman møder Mad Max!

Glem alt om almindelige SUV’er. Den nye 2026 Rezvani Tank er ikke bygget til skovture og stille bilture til sommerhuset – den er bygget til dommedag. Og hvis du skulle overleve den, er det nok i netop denne bil.

Når Jeep Wrangler møder Mad Max

Udgangspunktet er en Jeep Wrangler, men det er kun på papiret. Rezvani har nemlig smidt alt det hyggelige i skraldespanden og bygget en pansret kampmaskine med mere attitude end en hel sæson af The Punisher. Den fås i flere motorversioner, men lad os være ærlige – det er 1.000 hestekræfters udgaven med Dodge Demon V8, der stjæler rampelyset. Og det gør den med ild i røven.

Den her vogn er ikke bare bygget til at komme frem – den er bygget til at komme igennem hvad som helst. Tænk dig et bæst, der ikke bare kan forcere vejbaner, men også skyde tilbage, hvis det skulle være nødvendigt.

Militær-sikkerhed til civil brug

Men motoren er kun halvdelen af historien. Det virkelige party starter, når du klikker “ja tak” til Rezvanis Bullet Proof and Security-pakke. Så får du blandt andet ballistisk beskyttelse, der kan stoppe geværer i AK47-klassen, Kevlar-beskyttelse omkring både brændstoftank og elsystem, samt gadgets direkte ud af en Bond-film: termisk nattesyn, røgkanon bagtil, EMP-sikring og en detektor til eksplosiver. Jep, du læste rigtigt.

Og det stopper ikke der. Du kan også få den med elektrisk dørhåndtagschok, udvendigt kameraovervågning og PA-system, så du kan råbe af verden uden at rulle vinduet ned.

Prisen for paranoia

Den slags luksus og sikkerhed koster – vi snakker minimum 175.000 dollars, men smider du Demon-motoren og fuld pansring oveni, rammer du tæt på en kvart million USD. Men hey, der bliver kun lavet 100 eksemplarer, så der er også et strejf af samlerobjekt over det hele. Hvis du altså kan få fingrene i én.

Mere end bare show

Det ville være let at afskrive Rezvani Tank som endnu en “rich guy toy”, men sandheden er, at den er lige dele performance og paranoia. Og i en tid hvor doomsday-prepping er blevet en hobby for high-end livsstilsfolk, rammer bilen et underligt, men præcist krydsfelt: overlevelse med stil.

Spørgsmålet er bare – hvad er det egentlig, du prøver at undslippe?