Film
Ridley Scott pønser allerede på Gladiator 3 – og Alien er måske heller ikke død
Franchise-legenden fortsætter.
Den mand er 87 år gammel og kunne uden problemer bruge resten af livet på golf og god vin – men nej. Ridley Scott er tilsyneladende ikke færdig med at lave episke film om mænd, der kæmper for ære og overlevelse i støvet. Og ja, det inkluderer både sværd og slimede rumvæsner.
I et nyt interview med The Guardian afslører Scott, at han allerede er i gang med arbejdet på Gladiator 3. Det sker kun få måneder efter, at Gladiator 2 ramte biograferne og tjente næsten en halv milliard dollars globalt – hvilket, let’s be honest, er imponerende for en film uden Maximus og med mere sand end dialog.
Romerriget slår til igen
Scott er åbenbart ikke klar til at lægge Colosseum i graven. Selvom han ikke afslører noget om plot, rollebesætning eller hvornår vi kan forvente filmen, så lyder det til, at han ikke har tænkt sig at slippe sit romerske univers lige foreløbigt. Og helt ærligt – hvis han stadig har saft og kraft i filmsproget, så lad ham da endelig få en trilogi.
Læs også:
Alien-prequel? Maybe…
Og det stopper ikke dér. Da han bliver spurgt om endnu en Alien-prequel, svarer han tørt: »Ja, hvis jeg får en idé, helt sikkert.« Ikke noget “måske”, ikke noget “vi må se” – bare en britisk cool bekræftelse. Det er samme mand, der i sin tid gav os Alien (1979), Prometheus (2012) og Alien: Covenant (2017), og som nu også producerer Alien: Earth på Disney+. Så ja, han har stadig fingrene i slimet.
Hollywood siger bare: “Gør det”
Efter succesen med Gladiator 2, der også solgte over 250.000 billetter i Danmark, virker det som om Scott i øjeblikket kan lave, hvad end han har lyst til. Og det ser vi ikke nogen grund til at klage over. Der findes for få filmskabere, der stadig tør tænke storslået uden at læne sig op ad Marvel-formlen.
Oldschool energi med ny ild
Scott er måske gammel nok til at være farfar til de fleste unge instruktører i branchen, men han laver stadig film med en energi, som mange 30-årige ikke kan matche. Og hvis Gladiator 3 ender med at blive en realitet – og Alien vender tilbage under hans ledelse – så bliver det næppe kedeligt.
Læs også: