Spil

Rockstar bekræfter leaks som værende ægte: Vice City vokser sig stor

Det bliver vildt.

Der har længe floreret rygter og “lækkede” detaljer om GTA 6, men nu er der kommet en opsigtsvækkende bekræftelse direkte fra Rockstar selv – og ikke engang frivilligt. I forbindelse med en fyringsskandale, hvor over 30 medarbejdere angiveligt blev fyret for at forsøge at fagforene sig, påstod Rockstar, at fyringerne i stedet skyldtes brud på tavshedspligten. Og her kom katten så ud af sækken.

I deres forsvar har Rockstar nemlig bekræftet, at en række af de mest omtalte leaks rent faktisk er ægte. Det drejer sig blandt andet om centrale gameplay-elementer, der kommer til at præge spillets struktur og muligheder.

To hovedpersoner og dobbelt action

Et af de mest hypede leaks, der nu er bekræftet, handler om muligheden for at spille med to karakterer på samme tid: Lucia og Jason. Det er ikke bare en traditionel karakter-switch som i GTA 5, men en form for “dual protagonist companion mode”, hvor de to arbejder sammen, og du som spiller får direkte kontrol over deres samspil.

Vice City vokser sig stor

Det er også blevet bekræftet, at Vice City er det primære omdrejningspunkt i spillet, og at det er den største by, Rockstar nogensinde har lavet. Kortet bliver efter sigende enormt og opdelt i flere regioner, i stil med hvordan Red Dead Redemption 2 opbyggede sin verden.

Med over 700 bygninger og butikker, der kan tilgås, lægger det op til en markant mere interaktiv oplevelse end i GTA 5, hvor der var omkring 100 indgange. Der bliver rigeligt at udforske.

Seks-stjernet kaos og fysisk udvikling

Et andet punkt, som fans har haft store forventninger til, er det klassiske wanted-system. GTA 6 bringer det berygtede 6-stjernede niveau tilbage – nu med SWAT-enheder, K-9-hunde, dynamiske vejblokader og militærelementer. Med andre ord: Du skal ikke nøjes med at flygte fra en lokal betjent med solbriller.

Og så er der det lidt mere kropsnære aspekt: Spillet gør comeback med et dynamisk krop- og fitnesssystem. Jason og Lucia vil kunne tage på, tabe sig eller opbygge muskler afhængigt af, hvordan de lever deres liv i spillet – alt fra kamp og mad til træning og wrestling påvirker deres udseende og stats.

Stripklubber til alle

I den mere farverige afdeling finder vi også bekræftelsen på, at spillet inkluderer både mandlige og kvindelige strippere – angiveligt for at skabe en mere inkluderende oplevelse, der også tager højde for den stigende andel af kvindelige GTA-spillere.

Et kig ind bag kulissen

Det ironiske er, at disse bekræftelser kom ud som en utilsigtet bivirkning af en sag, Rockstar nok helst ville have undgået. Men for fansene er det en jackpot. Endelig en række solide detaljer at holde fast i, mens hypen omkring spillet nærmer sig kogepunktet.

Selvom vi stadig ikke kender den eksakte udgivelsesdato, og selvom intet i Rockstar-regi er sikkert, før det er udgivet, så er der nu lidt mere kød på drømmen om, hvad GTA 6 egentlig bliver for en størrelse.