Rullefald og smølfespark: Her er fodboldens værste skuespillere
Divers, skuespillere og filmere. Kald dem, hvad I vil - vi kan i hvert fald ikke lide dem. Aligevel har vi samlet fem af de mest bizarre episoder, hvor en spiller har smidt sig helt umotiveret til jorden.
Her på M! varmer vi grundigt op til U21-EM i fodbold i Tjekkiet, hvor Danmark med Pierre-Emile Højbjerg på holdet er en af favoritterne til at vinde hele baduljen, når turneringen begynder den 17. juni.
Derfor beder vi dig om at holde øje med spillere, som af medier, modstandere og fodboldelskere får verbale vristspark for at smide sig til jorden uden så meget som at blive strejfet på fodboldstrømpen; her er selvfølgelig tale om diverne, skuespillerne, filmerne.
Men hvad er egentlig de vildeste eksempler på spillere, der har smidt sig uhæmmet til jorden, som var de dyr, der var blevet nedlagt med en sniperriffel?
Vi har samlet fem berømte - eller berygtede - episoder her:
RIVALDOS HJØRNEFLAGSDØD
Hvem: Rivaldo, Brasilien og Barcelona
Hvornår: 2010, VM i Japan og Sydkorea
Hvad skete der?: I gruppespilskampen mellem favoritterne fra Brasilien og Tyrkiet listede Barcelonas venstrebenede stjerne Rivaldo ud for at tage et hjørnespark. Og da han tilsyneladende havde god tid og ikke lige gad at hente bolden selv, som lå nogle meter fra ham, lossede tyrkernes Hakan Unsal den på låret af brasilianeren. To sekunder senere kastede Rivaldo sig op i luften og tog sig umiddelbart sig til ansigtet i ren "smerte". Argh, Rivaldo. Den gjorde vist ikke ondt - og da slet ikke i ansigtet. Nogle dage senere fik Rivaldo i øvrigt (fuldt fortjent) en bøde på 10.000 kroner for at fake en skade.
SÆR SELVAFSTRAFFELSE
Hvem: Bryan Carrasco, Chile og Dinamo Zagreb
Hvornår: 2011, U20-VM i Colombia
Hvad skete der?: I en nærkamp med Ecuardors Edson Montano, valgte den chilenske forsvarsspiller Bryan Carrasco at tage ecuardorianerens venstre hånd og klaske den direkte op i ansigtet på sig selv, for at det skulle se ud, som om spilleren fra Ecuardor langede ham en ordentlig én. Kreativ form for film af lille Carrasco. Men meget mere er der så heller ikke rigtig at sige om chilenerens lidt syge form for selvpineri.
DEN USYNLIGE SKALLE
Hvem: Norbert Meier, Tyskland og Duisburg, og Albert Streit, Tyskland og Köln
Hvornår: 2005, Bundesligaen
Hvad skete der?: Under et Bundesliga-opgør mellem Duisburg og Köln havnede Duisburgs træner, Norbert Meier og Köln-spilleren Albert Streit i en pinlig Wienervals i trænerens tekniske felt. Streit havde egentlig ikke så meget at gøre i Norberts felt, men det berettigede bestemt ikke træneren til at lade sig falde til jorden som et stykke canadisk tømmer, efter han i arrigskab oven i købet selv valgte at trykke sin pande ind mod Streits. Köln-spilleren var dog ikke meget bedre. For han smed sig også til jorden, som var han blevet pløkket i pæren med en pumpgun. To dage senere blev Meier fyret og fik en karantæne på to måneder fra al fodbold i Tyskland.
DEN FØLSOMME ØREFLIP
Hvem: Bo Nielsen, Danmark og AGF
Hvornår: 1999, Superligaen
Hvad skete der?: Det er de færreste, der er døden nær efter et smølfelignende spark på øreflippen. Og da slet ikke toptrænede fodboldspillere, som er nok er vant til en lidt hårdere slags spark. Men sådan var det åbenbart ikke for AGF's angriber Bo Nielsen, da FC Københavns forsvarsspiller efter en diskussion mellem de to daskede blidt til AGF'erens ene øre. Straks efter smed Nielsen sig på jorden, holdt sig for øret og vred sig som en daggammelkarklud, samtidig med at han lignede en, hvis liv var lige ved at forlade kroppen. Stakkels Bo.
FASANENS FLYVETUR
Hvem: Arjen Robben, Holland og Bayern München
Hvornår: 2014, VM i Brasilien
Hvad skete der?: Om det var et forsøg at være det første menneske i verden, der flyver uden mekanisk hjælp vides ikke. Men kønt så det ikke ud, da den hollandske stjernespiller Arjen Robben hoppede op i luften og baskede med armene som en vingeskudt fasan, da Mexicos Rafael Marquez nærmede sig hollænderen. Ja, faktisk rørte den mexicanske anfører slet ikke ikke Robben. Men det var hollænderen formentlig ligeglad med. For selv om han ikke lykkedes med at flyve sådan for alvor, fik han da et straffespark ud af sit spøjse forsøg.