Rune Rask er klar med solomusik og debutkoncert
Suspekts musikalske geni spiller op til bal!
Rune Rask er vel nok bedst kendt som den mest knappetrykkende tredjedel af Suspekt - men også for sin ret opmærksomhedsvækkende producerhistorik for andre kunstnere, og nu er manden klar med sit eget musikprojekt; det første soloudspil 'Egyptian Chef' er allerede på streamingtjenester - og det følges op med et konceptalbum og en debutkoncert på det nye spillested Stagebox.
"B&W’s historiske panelværksted på Refshalevej 189 i København, er blevet transformeret til et luksuriøst, industrielt spillested – et supervenue, hvor selve lydoplevelsen har været hovedfokus i hele byggeprocessen. Derfor må disse rammer siges at være oplagte for en artist som Rune Rask, for hvem netop respekten for den rigtigt gode lyd er essensen af hans legacy - og for den nye musik, han har på vej. Udover Rune selv, vil Albert (Benal), Olle Häggberg og Anders Dixen også være at finde på scenen, mens Emil Lange spiller op til efterfest." lyder det i forbindelse med annonceringen af debutkoncerten på Stagebox.
Den kommende debutkoncert løber af stablen den 3. november 2021, og billetsalget starter 23. september på musik.dk.
Hvad man har i vente med det instrumentale udspil, kan man med fordel lytte efter på sin foretrukne streamingtjeneste, mens man gennemgår Rune Rasks musiske manifest, i forbindelse med den nye musik:
"Mit ønske er at inspirere mennesker ved hjælp af musik og lyde.
Jeg har bogstaveligt talt lige overdraget dig nøglen til det, der er indeni mit hoved.
Jeg hører dem hele tiden. Lyde.
Lige nu. Lyde.
Det er som en uendelig jagt på at få studiet til at gengive de lyde, jeg har indeni.
Man kunne snildt tro, at instrumentale udgivelser og musik er en forhistorisk eksotisk livsstil, der kun praktiseres langt inde i junglen og hvor den eneste eksisterende bekymring beror sig på om hvorvidt der er frugter på det næste træ og hvor du skal sove. Eller som en hemmelig kung fu-stilart, der ikke har eksisteret siden den store mester forsvandt i den tabte landsby for at bekæmpe SoMe’ens dræbersnegle.
Ikke desto mindre vågnede jeg en morgen med en følelse i kroppen; jeg bliver nødt til at lave et instrumentalt, men samtidig også et dybt personligt album.
Det skal være uden vokal, hvis jeg skal være med til at ændre og inspirere en ny retning for, hvordan den generelle opfattelse af en producerartist er.
For ja, vi eksisterer.
I dag lytter vi, i morgen taler vi.
RR."