Film
Russell Crowe forsvarer ‘Robin Hood’ 16 år senere: “Director’s cut er den film, vi troede, vi udgav”
Fortjente den sin kritik?
Kan du huske Ridley Scotts Robin Hood fra 2010? Den med Russell Crowe i hovedrollen, tung, mudret og markedsført som den spirituelle arvtager til Gladiator?
Filmen fik en lunken modtagelse, skuffede økonomisk og blev konstant sammenlignet med Scott og Crowes Oscar-vindende sværd-epos fra 2000. Nu – 16 år senere – tager Crowe selv bladet fra munden og adresserer kritikken.
Ifølge skuespilleren var det ikke den film, publikum så i biografen, som var den oprindelige vision.
“Forestil dig din yndlingsfilm minus 17 minutter”
Crowe reagerede for nylig på sociale medier på en fan, der kaldte sammenligningerne med Gladiator for unfair. Her afslørede Crowe, at hele 17 minutter blev klippet ud af biografversionen.
Og det var ikke bare fyld.
“The director’s cut is the movie we all thought we were releasing,” forklarede Crowe og understregede, at de fjernede minutter bestod af følelsesmæssigt bindevæv mellem scenerne.
Han bad fans forestille sig deres yndlingsfilm med 17 minutters emotionel sammenhæng skåret væk. Det er, som han antyder, nok til at ændre rytmen, karakterudviklingen og publikums oplevelse markant.
Læs også:
Mere end en origin story
En anden del af kritikken dengang handlede om filmens koncept. Robin Hood var ikke den klassiske, muntre legende med Sherwood, lystige svende og bueskydning i solnedgang. I stedet var det en mere jordbunden og politisk tung oprindelseshistorie.
Crowe bekræfter nu, at planen faktisk var langt større.
Ifølge ham var idéen at fortælle historien i tre dele – en slags trilogi, der skulle udforske mytens rødder og udvikling over tid. Han blev især fascineret af forbindelsen til den såkaldte Green Man-mytologi og idéen om, at “Robin Hood” ikke nødvendigvis var én mand, men en titel, der gik i arv.
En kollektiv legende frem for én enkelt helt.
Det var ambitiøst. Måske for ambitiøst til mainstream-publikummet i 2010.
Gladiators lange skygge
Det hjalp heller ikke, at Ridley Scott og Russell Crowe allerede havde skabt en moderne sværdklassiker sammen med Gladiator. Når man genforener det makkerpar i rustning, forventer publikum en ny Maximus.
Men Robin Hood var ikke Gladiator 2. Den var mørkere, mere politisk og mindre ikonisk i sine øjeblikke. Sammenligningen var næsten uundgåelig – og muligvis ødelæggende.
Robin Hood lever videre
Crowes version slog ikke Hollywoods lyst til at genfortolke den legendariske bueskytte ihjel. Nye filmprojekter er allerede på vej, senest med Hugh Jackman i The Death of Robin Hood, der har fået sin første trailer.
Legenden overlever – uanset version.
Spørgsmålet er bare, om Robin Hood fra 2010 ville have haft et andet eftermæle, hvis publikum havde fået den fulde version fra starten. Crowe virker i hvert fald overbevist.
Læs også: