Film
Rygte: Adam Driver kan blive Marvels nye Magneto
Arvtageren fra Fassbender?
Marvel Studios har endnu ikke løftet sløret for det nye X-Men-hold, men ét navn går igen og igen blandt de seneste rygter: Adam Driver.
Den tidligere Star Wars-stjerne bliver ifølge flere Marvel-insidere sat i forbindelse med rollen som Magneto – og fansene virker overraskende enige om, at det kunne være et stærkt valg.
Et af MCU’s vigtigste castings
Magneto bliver uden tvivl en af de vigtigste roller i Marvels kommende X-Men-satsning.
Karakteren har tidligere været spillet af Ian McKellen og Michael Fassbender, som begge har leveret populære fortolkninger af den ikoniske mutant. McKellen vender desuden tilbage én sidste gang i Avengers: Doomsday, inden Marvel efter planen introducerer en helt ny version af figuren.
Hvis rygterne holder stik, bliver det altså Adam Driver, der skal løfte arven.
Læs også:
Fans er allerede solgt
Rygterne stammer fra profiler på sociale medier, som tidligere har haft held med Marvel-læk, men der er endnu ingen officiel bekræftelse fra Marvel Studios.
Det har dog ikke stoppet fansene.
På Reddit bliver Driver beskrevet som en skuespiller, der “bar Star Wars-sequeltrilogien”, mens andre fremhæver hans intense tilstedeværelse og mener, at han har præcis den autoritet og kompleksitet, som Magneto kræver.
X-Men får en ny begyndelse
Marvel arbejder i øjeblikket på en komplet relancering af X-Men, som ventes at blive en central del af MCU efter Avengers: Secret Wars.
Instruktøren Jake Schreier, der stod bag Thunderbolts, er sat i forbindelse med projektet, som efter planen skal introducere en yngre generation af mutanter.
Samtidig florerer der rygter om, at Sadie Sink kan spille Jean Grey, mens flere andre store roller endnu ikke er besat.
Marvels næste store kapitel
X-Men har været blandt Marvel-fansenes mest efterspurgte tilføjelser, siden Disney overtog 20th Century Fox og dermed fik rettighederne til mutantuniverset tilbage.
Planen er, at Avengers: Secret Wars skal bane vejen for en ny udgave af X-Men, hvor velkendte figurer som Magneto, Professor X, Cyclops, Storm og Wolverine bliver en naturlig del af MCU.
Indtil videre er Adam Driver kun en del af rygtemøllen, men skulle castingen blive officiel, vil Marvel uden tvivl have sikret sig et af Hollywoods mest markante navne til en af tegneserieverdenens mest ikoniske karakterer.
Læs også: