Så VILD er Tivolis "nye" forlystelse
Egentlig er der ikke tale om en ny rutsjebane, men egentlig bare en opgradering. Men vi tør godt skrive under på, at Dæmonen nu er blevet endnu vildere.
Hvis du har været i Tivoli siden 2004 og er glad for vilde forlystelser, så har du med garanti prøvet den legendariske forlystelsesparks fedeste rutsjebane, Dæmonen. Og nu har den djævelske tur fået sig lidt af en opgradering.
Der er ikke kommet flere loops, stejlere nedkørsler eller mere fart over feltet. Nej, Tivoli har i stedet givet muligheden for at køre i rutsjebanen med et par virtual reality-briller. En tilføjelse, der gør, at du fremover - i så fald at du vælger brillerne som tilkøb - vil kunne se et univers af ildsprudlende drager, dæmoner fra den kinesiske mytologi og fyrværkeri, der eksploderer omkring dig i et kinesisk univers fra en svunden tid. Alt sammen, mens du suser af sted med næsten 80 kilometer i timen gennem tre loops og fald på 20 meter, samtidig med at du oplever 4G-påvirkning.
Ifølge Tivoli selv bliver virtual reality-teknologien en fast del af Tivoli-oplevelsen i fremtiden. Bare VR-oplevelsen til Dæmonen har kostet et tocifret millionbeløb, så det er bestemt ikke nogen lille investering, der er tale om. Men det er noget, der på længere sigt vil kunne både forbedre, forlænge og forstærke gæsternes oplevelser.
Dæmonen er den første rutsjebane i Skandinavien, som benytter sig af virtual reality, og er skabt af Tivolis egen udviklingsafdeling, mens VR-brillerne bliver leveret af Samsung.
- Vi har i Tivolis Udviklingsafdeling arbejdet på dette projekt i to år, og nu er vi teknisk der, hvor vi er klar til at tilføje Dæmonen en ny digital dimension, der kun bliver forstærket af, at turen i forvejen er blandt de bedste rutsjebaneoplevelser. Med virtual reality åbner der sig helt nye døre for os til at skabe spektakulære oplevelser - ovenikøbet i eksisterende forlystelser. At vi samtidig er først i Danmark, ja, i hele Skandinaven, er prikken over i'et, siger Design Director i Tivolis Udviklingsafdeling, Jacob Helenius.
Du kan opleve Dæmonen med virtual reality, når Tivoli åbner op for sommersæsonen d. 6. april. Vi har dog allerede prøvet den og var slemt begejstrede.
Herunder kan du se, hvor vild den er.
Musikken i videoen er lavet af Peter Arendsdorf Bengtsen