Sådan bliver du en bedre elsker i sengen
M!s hussexologer er tilbage!
Har du spekuleret over, hvad der egentlig gør dig god i sengen?
Vi har fået vores hussexologer til at kigge på sagen!
De to sexologer Eva og Katrine har samlet 6 egenskaber der er med til at gøre dig som mand til en meget bedre partner i sengen.
Rigtig mange tænker at god sex handler om teknik, men det er langt fra sandheden. Teknik kan være rigtig godt, når vi skal lære noget, men når det så er lært, så skal vi glemme det lidt igen. Vi skal i stedet være mere i nuet og nydelsen, for ellers kan sex ofte blive alt for teknisk, og det føles ikke godt for nogen. Derfor får du her 6 grundprincipper og hvis du mestrer dem, så bliver du en vidunderlig elsker.
1) Vær ikke bange for at rejsningen falder
Rejsningens natur er, at den kommer og går. Det kan den gøre flere gange igennem et samleje, især hvis man elsker i et mere langsommere tempo og giver sig tid. Mange tænker at rejsningen er et afgørende tegn på, at manden tænder på sin partner, men det behøver bestemt ikke at være sådan. For helt lige som hos kvinder så er ophidselse noget, som løber igennem os som bølger, op og ned.
Der sker noget vidunderligt når en mand falder til ro med, at hans rejsning kommer og går, fordi så slapper han mere af og behøver ikke at arbejde så hårdt på, at penis står hele tiden. Når en mand hele tiden speeder tempoet op for at holde rejsningen, så kan det komme til at virke som om, han ønsker at sex'en skal overstås, eller at han gerne vil komme, og det kan stresse hans partner. Så det er meget bedre at slappe af og nyde processen rejsning eller ej.
2) Stop med at jage orgasmen
At føle sig stresset i sex er ikke godt for nogen, så helt lige som du som mand ikke ønsker at stresse over, om din rejsning er der eller ej, så ønsker kvinden heller ikke at stresse over, om hun får en orgasme eller ej. Vi møder ofte kvinder, der fortæller os, hvor meget de elsker sex og nyder det, men at deres mænd presser dem for at få en orgasme.
Vi ved selvfølgelig godt, at dette kan komme fra et ønske om at gøre det godt for kvinderne. Men faktisk så kan det gøre det modsatte, fordi det virker som et pres. For nogle kvinder kan dette pres gøre det endnu sværere at opnå orgasme. Tænk bare på hvordan det er, hvis nogen presser dig til en rejsning. Ikke fedt vel. Så selvfølgelig skal klitoris have masser af opmærksomhed for at en kvinde kan få en orgasme, men der er forskel på at give berøring for at orgasmen skal komme, eller for at give nydelse. Vi anbefaler klart det sidste.
3) Vær nysgerrig og lyt til din partner
Nysgerrighed er måske en af de vigtigste ingredienser i god sex. For først når vi er nysgerrige, så lytter vi til vores partners krop, ophidselse og nydelse, og når vi gør det, så kan den guide os til endnu meget mere nydelsen og glæde. Når vi er nysgerrige, kan vi gå på opdagelse og udforske hinanden kroppe - på den måde bliver det aldrig kedeligt, fordi det altid er som at starte forfra.
Hvordan mon det vil være i dag? Hvis vi derimod er mere tekniske, så er vi i vores hoved og ønsker at noget bestemt skal ske. Vi bliver mere optagede af, om vi nu gør det godt nok, end hvad det er vores partner ønsker. Så lær din teknik, og når du kan den så glem alt om den, og begynd i stedet at være nysgerrig på din partner.
4) Forstå at vi er seksuelt forskellige
Vi har alle sammen forskellige præferencer - nogle er til det bløde, langsomme og mere sensuelle, andre til det mere legefulde, vilde og måske endda dyriske. Andre igen elsker eventyr og at gå på opdagelse og prøve noget nyt. Og så er der dem, der godt kan lide en god blanding af det hele. Som sexologer ser vi ofte par, der skændes om hvem der har den ”rigtige seksualitet”. Den ene syntes måske den anden er kedelig, mens den anden syntes, at den første kun tænker på sex.
Når vi kommer ind i dette mønster så glemmer vi at lytte til hinanden, og det er ikke godt for sexlivet. Husk derfor altid på, at fordi noget er vidunderligt for dig, så behøver det ikke at være det samme for din partner. Prøv i stedet at være nysgerrige på hinandens forskelligheder og åben din horisont - også selvom det umiddelbart ser lidt kedeligt ud. Hvem ved, måske opdager du noget nyt og dejligt om dig selv og din partner.
5) Vis din nydelse
At være sammen med en partner der giver udtryk for sin nydelse, er altid dejligt. Når vi kan se, at vores partner nyder det, så er det også lettere for os selv at slappe af og nyde. De fleste af os kan nemlig blive lidt usikre, hvis vi ikke helt ved, hvor vores partner er. Det er langt fra alle, der viser deres nydelse, når de har sex. Nogle er mere stille end andre. Men alle kan lære at vise nydelsen mere, og det er faktisk til gavn både for dem selv og deres partner.
Hvis du er i tvivl om, hvorvidt din partner nyder det, kan det altid være en god ide at stoppe op og spørge ind til, om din partner er ok - måske ønsker hun/han noget andet lige nu. At give udtryk for sin egen nydelse kan gøres på forskellige måder. Du kan komme med små lyde, som umm, åhh, eller ahh, eller du kan gøre det mere verbalt som, “det er så dejligt, det er så godt, bliv ved med det, bliv der - det føles godt” osv. At vise sin nydelse er som at give sin partner et kompas, så det er lettere at finde vej.
6) God sex er noget, vi har sammen
God sex opstår, når vi er sammen om det og begge nyder det. I vores arbejde møder vi ofte kvinder, der har sex for husfredens skyld. De orker ikke en sur mand, og så er det lettere at have sex, selvom de egentlig ikke har lyst. Men sex for husfredens skyld skal altid undgås, fordi det skaber en dårlig dynamik for både kvinden og manden. Manden får ikke det sex, han inderligt ønsker, nemlig en kvinde der er med, og kvinden mister langsom lysten til sex, fordi det føles mere som en pligt. Vi har alle, både mænd og kvinder, et ansvar for at stoppe denne negative cyklus. Kvinderne skal stoppe med at tilbyde sex bare for at få det overstået, og mænd skal sige NEJ tak til sex, hvis de mærker, at kvinden ikke er der.
Her er det vigtigt at være opmærksom på, at der er forskel på ophidselse og villighed. En kvindes ophidselse kan nemlig godt komme langsommere, men villigheden til at finde den frem den skal være der. Hvis hendes villighed derimod ikke er der og sex bare skal overstås, så skal det stoppes. God sex handler egentlig ikke så meget om, at vi skal være ophidsede og få orgasmer, men langt mere om at vi kan nyde hinanden. At vi sætter pris på at være tætte sammen, at vi kan lege og udforske hinandens kroppe og at vi kan være til stede i nuet og nyde det sammen.
Sexologerne bag denne guide
Katrine Berling – Sexolog, psykoterapeut og parterapeut
Eva Lauridsen – Sexolog og parterapeut