Viralt

Sådan bygger du en hjemmebar, der ikke ligner en teenagekælder

Nemt og sejt.

Der er noget evigt charmerende ved idéen om en hjemmebar. Forestillingen om at kunne hælde en whisky op til en kammerat, røre en Old Fashioned til en date eller bare skænke en øl til sig selv efter en lang dag uden at skulle forholde sig til druk i kø – den holder.

Men der er en hårfin grænse mellem sofistikeret hygge og noget, der minder om et IKEA-skab fyldt med billig rom, LED-lys og sløje shotglas fra Sunny Beach.

Her får du guiden til at bygge en hjemmebar, der faktisk har stil – uden at ligne noget, du selv ville have været imponeret over som 17-årig.

Drop barkøleskabet med glaslåge

Det larmer, det blinker, og det ligner noget, der hører hjemme i et kollegiekøkken. Hvis du absolut skal have noget køligt ved hånden, så overvej en diskret minibar eller et godt gammeldags vinkøleskab uden discoeffekter. Alternativt: fyld isterningebakken op og ha’ plads i fryseren.

Investér i færre – men bedre – flasker

En hjemmebar handler ikke om kvantitet. Det handler om at have de rigtige ting. En god gin, en anstændig rom, en klassisk bourbon og måske en flaske vermouth og Cointreau. Det er nok til at lave de fleste drinks uden at ligne en kiosk.

Glem sirup med blå farve og flasker, der blinker. Gå efter etiketter, der ser ud som om de ved, hvad de laver – og gerne noget, du selv gider drikke rent.

Glasset gør forskellen

Du kan blande den perfekte Negroni, men hvis du hælder den op i et Coca-Cola glas med fodboldtryk, så dør magien. Et sæt simple rocks-glas, nogle highballs og måske et par coupéglas – det behøver ikke være dyrt, men det skal føles lidt voksent.

Skjul alkoholen, vis stilen

Åben opbevaring af 20 flasker sprut kan hurtigt komme til at ligne et depot. I stedet for at have alt stående fremme, så vælg en lukket reol, et barskab eller et møbel, der også ser ud som om det har andre funktioner. Hvis du har pladsen, er et vitrineskab eller et gammelt barskab med trælameller den sikre vej til elegance.

Belysning = stemning

Hvis du alligevel går med LED-lys, så hold dem varme og diskrete. Indirect lighting slår altid blinkende RGB-strip fra Wish. Overvej en bordlampe, lidt dæmpet gulvlys eller endda en lav spot. Det handler ikke om klub, det handler om lounge.

En shaker og lidt værktøj

Du behøver ikke have et helt arsenal af bartendingudstyr, men en shaker, en målebæger (jigger), en røreske og en si – og du er kørende. Rustfrit stål, ikke plastik. Det tager ingen plads, men gør hele forskellen, når du først rører rundt i noget med stil.