Sådan overlevede seks teenagere 15 måneder på en øde ø – og undslap mirakuløst

Det lyder som et manuskript til en overlevelsesfilm, men denne historie er helt virkelig. I juni 1965 besluttede seks teenagedrenge fra Tonga at stikke af fra deres kostskole på øen Tongatapu. De stjal en traditionel hvalfangerbåd og satte kurs mod Fiji, men deres eventyr tog hurtigt en dramatisk drejning.

Efter blot fem mils sejlads blev deres anker revet løs i en storm. De drev rundt på åbent hav i otte dage uden mad og vand, før de til sidst blev skyllet op på den øde, vulkanske ø ‘Ata.

Fanget i 15 måneder – men ikke slået ud

Sione Filipe Totau, bedre kendt som Mano, husker den skæbnesvangre nat. Da båden nåede land, sprang han først i vandet for at udforske øen. Svimmel og udmattet efter flere dage uden næring, fik han dog hurtigt samlet drengene på stranden.

I stedet for at miste modet valgte gruppen at kæmpe for overlevelse. De lærte at fiske, samle fugleæg og drikke regnvand. De byggede en primitiv hytte ud af kokosblade, lavede et lille træningsområde, musikinstrumenter og endda en udkigspost for at holde øje med forbipasserende skibe. Deres evne til at samarbejde blev nøglen til deres overlevelse – noget der står i skarp kontrast til den dystre fortælling i William Goldings Lord of the Flies.

Undervejs fandt de også efterladenskaber fra en tidligere Tongan-bosættelse: en gammel lergryde, en machete og nogle kyllinger, som havde overlevet i det vilde.

Strukturen blev deres redning

Mano forklarede senere, hvordan de hurtigt organiserede sig. De lavede en vagtplan for at holde gang i bålet, bad bønner og sørgede for at passe på banantræerne, de fandt. Alt sammen med en forventning om, at de måske ville være på øen i meget lang tid.

Og det var præcis, hvad der skete. Først efter 15 måneder blev de opdaget og reddet af den australske eventyrer Peter Warner, der sejlede forbi og fik øje på deres udkigspost.

Historien om drengenes utrolige overlevelse har senere inspireret mange – blandt andet den hollandske historiker Rutger Bregman, der brugte deres historie som eksempel på, at menneskets natur måske er mere samarbejdsvillig end egoistisk.

Deres virkelige udgave af en overlevelseskamp på en øde ø viser, hvad der kan ske, når man vælger fællesskab frem for kaos.