Når man kalder noget en miniserie, ved man efterhånden godt, at det er en ret elastisk betegnelse. Det gælder i dén grad for Netflix-serien Adolescence, der har ramt streamingtjenesten som et godstog med over 66 millioner visninger på kun to uger. Og det tal får naturligvis folk til at snakke: Er det virkelig kun én sæson, vi får?
Stephen Graham åbner døren på klem
Stephen Graham – manden med både hovedrollen, pennen og producerkasketten – har i et interview med Variety ikke været helt afvisende. Faktisk tværtimod.
»Muligvis, lad os se på tallene (…) men ja, der er en mulighed for at udvikle en anden historie«, udtalte Graham med et glimt i øjet og et blik på de nærmest eksplosive seertal.
Det er tydeligt, at hverken Graham eller Netflix havde regnet med det her niveau af opmærksomhed. Men når først folk binger, snakker og tweeter løs, så opstår der automatisk pres for mere. Og det ved alle i branchen.
Ikke en prequel – men måske et nyt kapitel?
Mens snakken om en potentiel sæson to bobler lystigt, satte Grahams producerpartner (og hustru), Hannah Walters, dog en streg under én ting: Det bliver ikke en prequel.
»Men der er så mange flere kilometer i one-shot og så mange flere kilometer i at investere i menneskets natur igen og se på noget andet. Men ja, alt ser godt ud … alle er glade, kan man sige?«, sagde hun til Variety.
Det lyder altså som om, de kreative hjerner bag serien ikke er færdige med at grave dybt i det, der driver os som mennesker – men det skal være på deres egne præmisser.
Fra anmeldere til parlamentet
Det er ikke kun Netflix-brugere, der er hoppet med på vognen. Adolescence har fået roser hele vejen rundt, og i Danmark kvitterede Soundvenues Louis Raaschou med fem stjerner. Også på de britiske øer har serien gjort indtryk – faktisk så meget, at premierminister Keir Starmer har brugt Adolescence som løftestang til politiske budskaber. Der går endda rygter om, at serien kan blive vist i britiske skoler som en form for social opvågning.
Miniserie i gåseøjne
Historien er ikke ny. Både The White Lotus og Big Little Lies startede som “limited series” og endte med at få både sæson 2 og 3. Det virker næsten som et bevidst trick: Kald det en miniserie, og så se, hvordan hype og seertal dikterer resten.
Så selvom Adolescence blev født som et afsluttet værk, er der absolut intet, der tyder på, at vi har set det sidste til den historie. Især ikke med så mange millioner øjne på skærmen og streamingchefers penne, der klør efter at skrive kontrakter.
Spørgsmålet er nok ikke længere om der kommer mere – men hvordan det kommer til at se ud.
Læs også: