Magasinet M!

Selfies får dig til at tro at du er mere lækker end du egentlig er - ifølge forskning

"Pis!", råbte Praktikanten og smed sin telefon fra sig.

Selfies får dig til at tro at du er mere lækker end du egentlig er - ifølge forskning

Hvis ikke de sociale medier allerede har overtaget verdensherredømmet, er de rigtig godt på vej til det. Vi ryster det ene 'selfie' efter det andet ud af ærmet - og gerne med et eller andet filter, der får os til at se lidt smukkere ud. Det er jo ikke fedt at blære sig på ferien, når hele hovedet er fyldt med bumser og bussemænd.

Det kan dog vise sig, at alt det her 'selfie-mig-her-og-der'-hurlumhej fundamentalt har ændret den måde, som vi ser os selv og andre mennesker på, hvis vi skal tro på et nyt studie.

Det skriver mediet Vice.

Studiet kommer fra University of Toronto og lægger vægt på, at du med dine 'selfies' virker mere egocentreret over for andre, og at det giver dig et selvoptaget billede af dig selv.

Undersøgelsen bygger på 198 personer, hvor af 100 af dem betragtede sig selv som "jævnlige selfie-tagere". Personerne skulle tage 'selfies' og almindelige portrætfotos, hvorefter de skulle udvælge, hvilke billeder de troede ville være mest populære, hvis de blev smidt op på de sociale medier. Billederne er så blevet set af vilkårlige mennesker, der skulle vurdere dem, i forhold til hvor attraktive, 'likeable' og narcissistiske de mente, hvert billede var.

Hos de deltagende personer i undersøgelsen var den generelle opfattelse, at de så langt bedre ud på deres egne billeder. Det viste sig dog at være stik modsat hos de vilkårligt adspurgte. Her blev de almindelige portrætbilleder vurderet bedre, og mange af de selvudnævnte 'selfie-entusiaster' virkede mere narcissistiske i deres fremtræden.

Undersøgelsen fastslår, at det at tage 'selfies' blot er en måde at vise mennesker, hvad det er, du gerne vil have dem til at se, men ikke hvad omverdenen i virkeligheden ser. Du kan derfor virke selvoptaget og i værste fald få den idé, at du ser bedre ud, end hvad du i virkeligheden gør.

Dropper du Snapchat fra nu af? Eller kaster du dig bare over hunde-, kanin- eller strygejernsfilteret i stedet?

ANNONCE
Del

Seneste nyt

Annonce