Sengekantssludder
Kunsten i at snakke bukserne af pigerne.
Ja, som den inkarnerede drengerøv du sikkert er, læste du sikkert titlen som sengekantsluder, men det er nu ikke tilfældet. Her er lidt mere tale om en sludder for en sladder. Lidt inspiration til hvordan du kan indoperere dine fænomenale sprogkundskaber før, under og efter akten.
Hvis du ikke mener, at dine formuleringsevner matcher dine gode intentioner, så fortvivl ej, da du bestemt ikke behøves sluge en hel ordbog for at kunne komme med dit besyv i sengen. Du skal bare tænke forførerisk, sensuelt, og frem for alt: frækt!
Jeg behøver vel ikke nævne, at ligesom med sex, er det langt fra alle, der kan lide det samme. Så du kan ikke være sikker på, at din partner nyder samme terminologi som dig!
Nogen kan lide det blide, andre det lidt hårdere, præcis som med sex. Jeg selv er blevet overrasket et par gange - så derfor: start blødt op med nogen søde vendinger, og så kan du tak for tak blive lidt mere "offensiv". På den måde, kan du hurtigt mærke hvor din partners grænse går. Men hold dig generelt væk fra kliniske betegnelser, da du ikke vil have din partner til at tro vedkommende er til seksualundervisning i folkeskolen!
Dit tonefald er også vigtigt. At råbe og skrige er det de færreste, der tænder på, men tal sagte og indbydende. Jo lavere I taler, jo tættere skal man også være på hinanden for at kunne høre hvad der bliver sagt, så der er kun fordele ved det. Hvis du skræpper op som en gal krage, der lige er blevet ramt af et hagl fra lille Pers luftgevær, er der større chance for naboen ringer til politiet, end at din partner finder det ophidsende.
Dyb vejrtrækning, eventuelt suppleret med lidt stønneri skal man heller ikke være for fin til, da disse 2 ting i kombination rent fysisk får læberne til at vibrere, og det behøver jeg vel ikke forklare fordelene i. Fræk snak er ikke nødvendigvis kun ord.
Men husk: Kunsten er at kunne mærke efter hvad der tænder din partner, ikke hvad der får vedkommende til at rynke på panden, eller grine.