Skæv mand ringer til politiet - forveksler hundebid med pistolskud
En hash-skæv mand fra Texas i USA tog grueligt fejl, da han troede, han var blevet skudt og derfor tilkaldte politiet. Manden - og politiet - blev dog klogere.
Det kan gå rigtig skævt for dig, hvis du vælger at ryge hash. I hvert fald mere end én gang. Det var en mand fra byen Groesbeck i staten Texas et tydeligt bevis på, da han i påvirket tilstand tilkaldte politiet.
Manden ringede til politiet torsdag og bad dem om at komme ud til hans mobile home (trailerpark-hus, red.), fordi han angiveligt var blevet skudt i sin venstre balle, mens han havde siddet ude på sin veranda. Det skriver Huffington Post.
Men efter en kort efterforskning af episoden viste det sig, at manden slet ikke var blevet skudt af nogen eller noget som helst. Mandens historie var vist nok en smule 'skæv'. Det forklarede Groesbeck Politi i en udtalelse søndag.
"For at dæmpe rygtet om en rapporteret skydning i dag ønsker jeg at bringe denne korte forklaring. Vi reagerede på et opkald om en skudepisode ved et lokalt mobile home. Betjent Cox ankom først til gerningsstedet og blev mødt af en mand, der mente, han var blevet skudt i venstre balde, mens han sad ude på sin veranda. I løbet af efterforskningen blev det fastslået, at 'offeret' havde røget marihuana på verandaen, da et tordenvejr passerede gennem området. Den høje torden gjorde en af mandens hunde bange, og det forårsagede, at den bed 'offeret' i venstre balle. Manden mente, at han var blevet skudt, og han ringede derfor til politiet. Han blev behandlet påstedet og efterfølgende løsladt," skriver chefen for Groesbeck Politi, Chris Henson, på afdelingens Facebook-side.
En sådan episode kan måske lære andre at holde sig fra fjolletobakken. Eller som minimum at skære lidt ned på den skæve urt.
For hvis for meget hash og marihuana kan få en mand til at tro, at han er blevet skudt, når han i virkeligheden er blevet bidt af en hund, så er det ikke svært at forestille sig, hvad planten ellers kan sætte i gang af fucked up fantasier eller forestillinger: At der findes enhjørninger, at Danmark skal med til EM i fodbold til sommer, eller at Nina Agdal er en mand. Ja, you name it.