Det ser sort ud i Disneys live-action kongerige. Selvom studiet har haft succeser som The Jungle Book og Maleficent, er det langt fra alle prinsesse-projekter, der bliver til guld. Den nyeste Snow White-film har ikke bare skuffet anmelderne – den er også floppet ved billetlugerne. Og nu har det hele fået konsekvenser: Den planlagte live-action-udgave af Tangled (aka To på flugt) er blevet sat på pause.
Når ét æble forgifter hele kurven
Disneys Snow White har været omgærdet af kontroverser længe før premieren – alt fra castingdebatter til kritik af moderne omskrivninger. Og da filmen endelig ramte biograferne, viste det sig hurtigt, at publikum ikke stod klar med åbne arme. Kritikerne haglede den ned, publikum holdt sig væk, og så var skaden sket.
Ifølge Variety er det ikke tilfældigt, at Tangled nu er bremset i udviklingen. Den skulle have været endnu et skud i bøssen for Disney’s strategi med at genfortolke deres animationsklassikere som storstilede live-action-eventyr – men med Snow White som en dyr advarsel, trækker man nu i nødbremsen.
Hvad ved vi om den (nu frosne) Tangled-film?
Inden udviklingen blev sat på pause, var Tangled-remaken allerede godt i gang bag kulisserne.
- Michael Gracey (The Greatest Showman) var sat til at instruere
- Jennifer Kaytin Robinson skulle stå for manuskriptet, baseret på både Disneys version og Grimm-brødrenes oprindelige eventyr
- Der var endnu ingen offentlig casting, men rygterne havde svirret
Filmen skulle have genfortalt historien om Rapunzel – med langt hår, tårne og banditter – men nu er hele projektet sat i bero på ubestemt tid.
Fremtidens prinsesser i skærsilden
Disneys strategi med at puste nyt liv i deres klassikere som live-action-film har i årevis været en pengemaskine. Men de seneste projekter tyder på, at formlen måske er ved at miste sin magi. Når selv et ikonisk eventyr som Snehvide ikke kan trække publikum ind, begynder tvivlen at nage: Er vi ved at nå mæthedspunktet?
Der er endnu ikke meldt officielt ud, om Tangled er permanent aflyst – men lige nu tyder alt på, at vi ikke skal forvente at se Rapunzel og Flynn Rider svinge sig gennem biografmørket foreløbig.
I mellemtiden er Snow White stadig i biografen – men spørgsmålet er, om nogen egentlig gider tage en bid.