Soldat fik fjernet fjæset af flere tusind volt stød: Se hans ufattelige forvandling
En amerikansk soldat fik ristet ansigtet i stykker, da han skulle redde en kvinde fra døden. Hør hans historie, og se hans utrolige ansigtstransplantation her.
Nogle personer ligner almindelige mennesker, men er i virkeligheden helte. En af dem er den nu 35-årige amerikanske eks-soldat Mitch Hunter. Og nu skal du høre hvorfor.
For 15 år siden kørte eks-soldaten, en ven og vennens kæreste galt. De smadrede ind i en kæmpe elmast, så strømkablerne knækkede og faldt ned på jorden foran den smadrede bil. Vennens kæreste kæmpede sig ud af køretøjet og blev ramt af et af kablerne, men inden det gik rigtig galt for hende, smed manden sig ind foran og skubbede hende væk. Og i stedet pumpede mere end 10.000 volt igennem hans krop fra fødder til hovedet i over fem minutter. Manden fik ristet sit ansigt helt i stykker.
Derudover fik han amputeret et ben efterfølgende. Også arme og overkrop tog alvorligt skade, men det var ansigtet, der blev allerhårdest ramt af de tilbageværende, funktionsdygtige kropsdele. Det skriver Daily Mail.
I årene efter gennemgik han flere end 20 hud-transplantationer, hvor hud fra arme, ben og ryg blev brugt i forsøget på at lappe det ødelagte ansigt sammen, så det lignede et normalt et igen. Alligevel blev resultatet aldrig godt. Forbipasserende børn på gaden skreg bare ved synet af det maltrakterede ansigt.
Men i 2011 kom der et gennembrud for strøm-helten. Han blev en del af et nyt hud-transplantationsprogram, som kun 10 personer før ham havde været en del af. Og det ændrede hans liv. For i dag har han fået et helt nyt og imponerende ansigt.
Se det ødelagte ansigt og det nye herunder.
Det nye ansigt har givet ham skæg, og han har igen følelse i det. Akkurat som før ulykken.
Selv hævder han, at den forfærdelige ulykke har gjort ham stærkere.
"Jeg føler mig lige så sund, som da jeg var 21, og jeg har det fantastisk. Selvfølgelig ville jeg gerne have mit ben og mit gamle ansigt tilbage, men uden det, der er sket, ville jeg aldrig være den, jeg er i dag," siger Mitch Hunter ifølge Daily Mail.
Selv siger Hunter, at hud-transplantationen var en nødvendighed for, at han kunne fungere i fremtiden. For han og konen ville gerne have et barn, og han kunne ikke bære tanken om, at hans børn skulle være bange for at kigge på hans ødelagte ansigt.
Nu værdsætter han alt ved det nye ansigt, selvom det ikke oprindeligt er hans eget. Selv den mindste brise i ansigtet er en gave for ham.
"Varme, kulde, smerte, kilden, kløe i skægget, kys i ansigtet - jeg kan mærke det hele. Jeg vil gerne fortælle folk, at de ikke skal bekymre sig om småting i livet. Lev livet. Fortæl dine nærmeste, at du elsker dem, for du ved ikke, hvornår de kan blive taget fra dig," siger han.
Det kan den amerikanske strøm-helt vel have helt ret i.