Efter en turbulent sæson 27, hvor Trump – og et absurd dæmonisk babyplot – stjal hele scenen, har South Park-skaberne Matt Stone og Trey Parker nu sat ord på, hvorfor serien tog en skarp drejning mod Washington og fake tan.
Og svaret? De kan simpelthen ikke lade være.
“Hvor er det forbudte henne? Dér? Fint, så går vi derhen”
I et interview med The New York Times afslører duoen, at idéen om Trump kun var tænkt som en engangsforestilling. Men efter at have gravet i første afsnit, fandt de, hvad de kalder en “komisk åre”. Og så var der ingen vej tilbage.
“Trey og jeg bliver tiltrukket af nye tabuer som fluer til honning,” siger Matt Stone. “Hvis det farlige ligger i at lave grin med Trump, jamen så er det dér, vi går hen.”
Resultatet blev, at både sæson 27 og 28 stort set har kredset om et bizart univers, hvor Trump og Satan får et barn sammen. Jep. Det er South Park, som vi kender det: tåkrummende, grænseoverskridende og helt uimodståeligt.
Kaos i kulissen – og Trump på speed dial?
Produktionen har ikke været uden drama. Sæsonfinalen på sæson 27 blev trukket få timer før planlagt airing – og skyldes ikke censur eller pres fra højere sted, men simpelt kaos hos Parker og Stone. “Vi lavede det for sent. Det er på os,” sagde de til Variety. “Tak til fansene for at være så forstående.”
Som altid laver holdet hvert afsnit ugen før det sendes, men med sæson 27 forsøgte de sig med et to-ugers produktionsvindue. Det skulle give mere tid – og måske lidt mindre stress. Ifølge Paramount var det en succes, men skaberne selv? Ikke helt enige.
Bliver det ved med at handle om Trump?
Både Parker og Stone indrømmer, at de nok på et tidspunkt bliver “trætte af det hele”. Men som de selv siger: “Vores show lever længere end deres administration. Vi gør bare det her nu.”
De næste (og sidste) tre afsnit i sæson 28 sendes med to ugers mellemrum frem mod den 10. december. Hvad de handler om? Ingen ved det endnu – heller ikke skaberne.
Læs også: