Lad os lige starte med det vigtigste: Happy Gilmore er tilbage. Og nej, det er ikke bare en “vi prøver at puste liv i en gammel komedie”-ting. Det her er en af de der efterfølgere, der ikke burde virke – men som gør det, fordi den ikke prøver at være smart. Den prøver bare at være sjov, nostalgisk og fyldt med cameos, du skal trykke pause for at opdage.
Fra golfbane til gravplads og tilbage igen
Happy er ikke længere den unge, vrede golfspiller med baseball-sving og attitude. Han er blevet ældre. Trættere. Og en del mere… whiskyfarvet. Hans kone er død (tak for den, Netflix), og hans datter vil på balletskole i Paris – hvilket koster mere end en ny Tesla i nutidens økonomi.
Så hvad gør en tidligere golflegende? Han spænder bæltet, sliber jernet og går tilbage på banen for at tjene pengene. Det giver selvfølgelig anledning til alt fra overgearede turneringer til dybe daddy-daughter moments, som kun Sandler kan levere med både tåretræk og røvhulsattitude.
![]()
Læs også:
Hele familien Sandler – og så lige halvdelen af Hollywood
Hvis du troede, at det kun var Adam, der gik på arbejde i denne film, så tro om igen. Hans døtre, kone, svigermor og lidt af nabofamilien er også med – alle i små roller, der føles mere som påskæg end plot. Sunny Sandler spiller hans datter, Jackie er danselæreren, og Sadie spiller FBI-agent forklædt som alkoholiker. Du kan ikke finde på det. Det har de allerede gjort.
Og så er der gæsterne: Bad Bunny som caddie. Eminem, Post Malone og Kid Cudi i hurtige glimt. Rory McIlroy og Travis Kelce, fordi… hvorfor ikke? Det hele føles som et spil “Hvor mange berømtheder kan vi presse ind på halvanden time?”
Tilbagevendende spøgelser og symbolsk alligator-fest
Der er også kærlighed til de karakterer og skuespillere, vi har mistet siden første film. Bob Barker (ja, ham), Chubbs med træhånden, og selv Happy’s gamle bedstemor får deres momenter – ikke mindst i en tårefremkaldende slutscene med ånder, golfkøller og den famøse alligator, der stadig er lidt af en skiderik.
Og ja… nipple-twisten er tilbage
Blake Clark dukker op igen – stadig uforståelig, stadig skæv og stadig med en forkærlighed for at nappe folk i brystvorterne. Fordi hvis man først har lavet den joke én gang, hvorfor så ikke to?
Nostalgisk? Ja. Fjollet? Også ja. Fungerer det? Absolut.
Happy Gilmore 2 er en lang kærlighedserklæring til 90’ernes komedie, Sandlers bagkatalog og fans, der stadig kan citere første film i søvne. Du får sport, slapstick og sentimentalitet i én og samme pærevælling – og det er præcis, som det skal være.
Er det stor filmkunst? Nej. Men det er hyggeligt, sjovt og fyldt med gode grin og skjulte nik, der gør, at du næsten er nødt til at se den igen. Og måske én gang til, bare for at spotte endnu en cameo, du missede.
![]()
Læs også: