Magasinet M!

Står der lort i panden på mig?

Hvorfor føler man nogen dage at alle mennesker glor på en?



Kender i det, når man går en hel dag og føler at alle mennesker glor på en. Når jeg har sådan en dag, har jeg bare lyst til at gå hen og spørge folk; "Står der lort i panden på mig eller har dine øjne bare sat sig fast?"

Står der lort i panden på mig?
Det sidste stykke tid har jeg været meget obs. på om udseendet kunne spille ind. Mine venner siger konstant at jeg ikke skal tage det som andet end et kompliment, men jeg synes nu selv snart at jeg har styr på om det virker som et positivt blik folk sender, eller et hold_kæft-hvor-er-hun-weird blik. Ud over det, så er det uafhængigt af hvad jeg har på, om sminken er i top eller ej osv. Altså, jeg kan reelt gå i det samme tøj, sminke, hår osv. to forskellige dage. Den ene dag glor ingen og den anden dag så glor alt med en puls. Mænd og kvinder i alle aldre, børn, babyer, hunde katte osv. På sådanne dage ender jeg med at blive mega paranoid. Nogle gange flygter jeg hen til det nærmeste spejl bare for at se om jeg ved en fejl skulle have overtegnet hele mit fjæs med tusch. Det er aldrig tilfældet!

Hvis folk så bare gloede normalt, altså lige kiggede uden reelt at fastholde blikket i mere end et par sekunder, men det gør de bare ikke på sådanne dage. Om man så glor surt tilbage, smiler til dem, prøver at kigge den anden vej, går i en anden retning, hilser på dem, selv begynder at nedstirre dem eller overvejer at råbe "hvad fanden glor du på?", så fastholder de blikket. De er sgu ikke sådan til at slippe af med, sådan nogle gloende øjne. Føler folk ingen skam ved det? eller har de bare overhovedet ikke langt mærke til at de glor, måske de rent faktisk bare går og stirrer ud i luften.

Jeg skal dog ikke spille hellig, da jeg rent faktisk to gange på to uger er blevet anklaget for at glo på folk. Havde dog helt ærligt slet ikke set de to personer, jeg blev anklaget for at have stirret på. Jeg bruger jo briller, og kan sgu ikke se to meter frem hvis jeg ikke lige har dem på, så havde jo en ok undskyldning for at have set i deres retning uden reelt at have set den givende person.

Den første gang var for to uger siden, hvor en eller anden Brian mente at jeg havde gloet på hans 140 kg store kæreste, der havde skruet sig ned i en x-small, halvgennemsigtig, hvid, meget stram kjole. Selvom det virker meget utænkeligt at jeg ikke skulle have fået øje på denne dinosaur af en trunte, så sad mig og min lillebror rent faktisk og kiggede på en top-lækker babe, der bevægede sig forbi i selv samme øjeblik.

Brian'en, som mente jeg havde gloet på hans kæreste råbte meget højt: "Lad være at glo på min kæreste din fede ko, kig dig selv i spejlet engang", jo tak. Først der fik jeg øje på hans kæreste og kunne sgu ikke lade være at trække bare en lille smule på smilebåndet. Samtidig ved man jo også hvordan man selv har det hvis man føler folk glor, men at blive anklaget falsk er sgu lidt svært at tage alvorligt.
ANNONCE
Står der lort i panden på mig?
Den anden gang var i går på vej til skole. Jeg havde besluttet at gå en tur gennem byen og havde lidt god musik i ørene for fuld udblæsning, mens mine tanker bare var alle andre steder end på selve vejen jeg gik på. Pludselig kommer denne her meget højtråbende lille tykke mand løbene tværs over vejen, fægtende med armene ud til alle sider. Han råbte så højt at jeg ikke engang behøvede at skrue ned for musikken for at kunne høre ham råbe fraser som: "Hvad fanden glor du på?" "Har du ikke noget bedre at tage dig til?" osv. Folk omkring mig var mildest talt pænt skræmte. Jeg valgte at vende tilbage til mine tanker og lade som om at musikken i mine øre rent faktisk overdøvede hans råben.

Efter disse to episoder føler jeg mig næsten helt normal når jeg går med mine små tanker om hvorfor folk glor ekstra meget en bestemt dag. Jeg frygter dog at den dag skal komme, at jeg selv føler trang til at gøre som ovenstående to personer. For man vil vel egentlig gerne kende svaret på hvorfor folk glor som de gør. Hvis de så bare sendte flirtende blikke, smilede eller blinkede, så ville man vide at man skam var helt okay og at der var en positiv grund til at de nu engang havde ladet deres blik falde i min retning, men det sker desværre sjældent på de dage.

Har snakket med flere andre om det de sidste par dage og stort set alle kan nikke genkendende til det problem, at man føler folk glor. Er det mon psykisk, at man rent faktisk kun føler at folk glor på en, uden at de reelt kigger anderledes end de ville have gjort en hvilken som helst anden dag. Eller har man bare en dårlig dag, så man rent faktisk går rundt og ser lidt for sur ud, hvilket jo kun gør det bare lidt logisk at folk glor. Jeg tror de fleste ville glo, hvis der kom en mega sur person gående ned af strøget. Tror lidt på en kombination af de to. Når jeg ser tilbage på det har jeg nemlig været godt irriteret i forvejen, og at folk så har gloet, har kun gjort det endnu værre, hvilket måske har bidraget til at endnu flere mennesker har kigget, og så er man kommet ind i en temmelig ond cirkel.

Den oplagte konklusion på denne artikel, ville være at fortælle folk at de skulle lade være med at glo, men det ville være en kende dobbeltmoralsk, for jeg tror selv at jeg glor en del på folk. Nogle gange er det bevidst, andre gange hviler mit blik bare tilfældigt på en forbipasserende uden reelt at glo på personen. Meningen med denne artikel er nok mere at skabe en debat om, hvorfor folk glor? hvordan kan det være at man bare MÅ glo, når man ser bestemte typer af mennesker. Det kan være en person med en lidt skæv tøjstil, en person i et humør, der måske er en anelse overdrevent osv. Ens øjne virker som magneter på nogle typer af personer, og selvom man reelt ikke har lyst til at signalere, at man glor, så er det svært at lade være.

Hvis der findes nogle personer derude, der ikke glor på folk, så tager jeg sgu hatten af. Jeg troede ærligt talt inden jeg begyndte på denne artikel, at jeg var en af dem, men jeg har måtte sande, at jeg desværre ikke kan skrive mig på den liste.
ANNONCE
Del

Seneste nyt

ANNONCE