Magasinet M!

Strippere, champagne-krig og overdoser: Sådan hygger Premier League-stjernerne sig efter sæsonen

Få et indblik i, hvordan en fodboldspillers sommerferie kan se ud.

Strippere, champagne-krig og overdoser: Sådan hygger Premier League-stjernerne sig efter sæsonen

Det kan godt ske, at du har hørt om 'The Secret Footballer'. En tidligere Premier League-spiller, der efterfølgende har skrevet en bog, hvorpå fodboldens gode som onde sider kommer frem i lyset. Bogen er så grænseoverskridende, og vedkommende hænger så mange personer ud, at han indtil videre har valgt at holde sig anonym. Men bruger du lidt tid på nettet, vil du nok godt kunne finde en del ledetråde, der peger på den selvsamme person.

Mediet The Sport Bible har tæt mod sæsonafslutningen på Premier League taget en snak med 'The Secret Footballer', hvor han fortæller om sommerferieture, dårlig ledelse og ikke mindst hvordan en spiller holder fri.

Herunder kan du læse interviewet.

Sidst på sæsonen ser det ofte ud som om, at de hold, som ikke har noget at spille for, allerede sidder på stranden med drinks i hånden. Har det været noget, der har spillet en rolle i en af de klubber, du har spillet for?

Så du Leicester mod Tottenham (en kamp, der endte 6-1 i Tottenhams favør, red.)? Det har foregået i mange år. Det kunne faktisk være en af de værste eksempler. Personligt har jeg selv været med til at rykke ned, fordi det ene hold bare smed kampen mod den modstander, som vi skulle kæmpe med om at blive oppe. Det går mig stadig på den dag i dag, men på den anden side er det også virkelig svært at sætte sig selv op, når man ikke har noget at spille for. Vi er trænet til at spille for et formål. For at vinde, nå en specifik position eller kvalificere os til Europa. Men når vi så er placeret midt i tabellen, er det svært ikke at tænke på sommerferien.

ANNONCE

Når sæsonens sidste kamp er fløjtet af, hvad er den normale plan så?

Vi returnerer til omklædningsrummet, hvor vi får en lille debriefing af manageren. Han takker os for sæsonen, uanset om vores mål er nået eller ej. Derefter får vi at vide, at vi skal passe på os selv gennem sommeren.

Ugen efter går med at at blive vejet, få målt vores fedtprocent og fitness-tests. Når vi så kommer tilbage fra ferie, bliver de samme tests taget endnu engang. Hvis du er blevet tilpas meget dårligere, vil du helt sikkert få bøder. Jo højere du kommer i ligaen, jo mere professionelle bliver spillerne i forhold til at passe på deres form. Når den uge er overstået, kan du tage af sted på ferie.

I medierne har vi set utallige historier, hvor fodboldspillernes sommerferier har været nogle umoralske og grænseoverskridende affærer. Hvordan passer det ind i din oplevelse?

Det er en unfair stereotyp. Der er mange spillere, der opfører sig helt normalt under ferien. James Milner fx har aldrig taget et lille sip alkohol, og der er flere af hans type. Jeg holdt selv to års pause fra alkoholen, og de to år var klart de mest succesfulde.

Men der er også nogle, der bare vælger at slippe alle tøjler og gå amok. Det gjorde jeg også, og det er det, min nye bog, What Goes on Tour..., handler om. Den handler om de sindssyge oplevelser. Vi kunne ikke stoppes.

Vi hyrede helikoptere for at flyve os et sted hen, der kun var 5 minutter væk. Hvis vi så managere, som vi kunne lide, i lufthavnene, fik vi sikkerhedspersonalet til at forsinke deres fly og gennemsøge den pågældende person. Vi startede champagne-krige i Vegas. Vi opførte os virkelig som nogle røvhuller og gjorde præcis, som vi havde lyst til. 

ANNONCE

Hvordan ville en typisk dag efter sæsonafslutningen se ud for dig?

Vi spillere tager typisk på ferie, ligeså snart vi har muligheden. Jeg har typisk en uge med min nærmeste familie og derefter en uge, hvor vi er samlet en 15-20 stykker et andet sted. Med den nærmeste familie tager jeg ofte til Dubai, mens vi ofte lejer en stor villa på Ibiza, når vi er lidt flere.

Når jeg så lander i England igen, handler det virkelig om at se så mange af mine venner som muligt. Det meste af min fritid går med kammerater, hvor vi drikker en øl ved vandet. Jeg har mistet mange venner, på grund af at jeg misset begravelser, bryllupper eller barnedåb. Så for mig handler det om at 'catche up'.

Jeg missede endda mine egne tvillingers fødsel. Folk, der ikke er i fodbolden, forstår det bare ikke. Du kan ikke sige til din manager, at du ikke kan spille i weekenden, fordi du skal til din brors bryllup. Manageren lukker dig bare ude herfra. Du ryger på bænken, hvis du overhovedet bliver udtaget. Fodbold er ikke en normal branche; den spiller ikke med de samme regler som andre jobs.

Ferien er ofte domineret af transferhistorier. Er det svært eller nemt at håndtere?

90 procent af alle spillere ved, om de skal skifte om sommeren eller ej. Vi har transfervinduer, men agenterne er på arbejde hele året. De kigger konstant efter muligheder, hvorpå en af deres spillere kan skifte. En angriber kan brække benet i starten af februar lige efter et skifte, hvilket åbner op for en plads til en angriber i sommerens transfervindue. Du kan være ret sikker på, at lige så snart Zlatan brækkede benet, ringede Mourinhos telefon minuttet efter.

Det er 24/7. Sådan fungerer fodbolden. Det er derfor, topmanagere som Enrique og Guardiola forlader Barcelona for en stund, for ellers ville de bryde sammen under presset.

Så er der 8 procent af spillerne, der ved, at de måske kan skifte i løbet af sommeren. De sidste 2 procent er de spillere, der bliver handlet på deadline-dagen. Det er spillere, som oftest er 2.-3.-valg hos en manager, men fordi vedkommende ikke har kunnet få fingrene i førstevalget, mangler han stadigvæk en back eller wing, alt efter hvem det nu er. 

ANNONCE

Efter en lang og hård sæson er det så svært at skifte væk fra fodbolden og over til ferie?

Jeg var altid parat til det. Jeg knoklede min røv i laser - både til kamp og til træning. Jeg tror, de fleste er klar. Det er så hårdt fysisk og psykisk, at en hel sæson udmatter dig fuldstændig. Der er et konstant pres for at præstere og en solid mavepine, når du ikke gør.

Det var endnu bedre, når der var sommerturneringer som EM og VM. Jeg kunne læne mig tilbage, se det i fjernsynet og være så usandsynlig glad for, at det ikke var mig, der skulle løbe rundt derude som en gal og knokle en måned mere.

Hvor svært er det at komme tilbage første dag efter halvanden måneds ferie?

Det er faktisk ikke halvanden måned. Det er kun 14 dage. Hver spiller får udleveret et træningsprogram, der skal følges henover sommeren. Vi starter ud med 14 dage, hvor vi kan slappe fuldstændig af - derefter starter vi op med træningsprogrammet, som består af styrkeøvelser, udstrækning og løb. Programmet stiger så stille og roligt i intensitet.

Som professionel spiller bliver du nødt til at tro, at hvis du ikke dyrker programmet, er der en anden spiller og konkurrent, der gør. Derfor er det utroligt vigtigt, at du virkelig går op i programmet, for ellers mister du din plads på holdet.

Hvordan var din bedste og værste sommerferie?

Vegas var virkelig vildt og voldsomt. Vi tog vores bonusser med os, hvilket var omkring 1.100.000 danske kroner, og så gik vi bare amok i en uge. Jeg ville ikke gøre det igen, men jeg er alligevel glad for, at jeg fik det gjort. De kvinder vi var sammen med, den opmærksomhed vi fik, de penge vi brugte, de mange timer på casino, at blive røvet, at starte champagnekrig mod verdensmestrene, at deltage i bikini-konkurrencer, at køre piger, der havde taget overdoser, på hospitalet, at se to strippere "lære hinanden at kende" i vores private pool, at kidnappe stewardesser i fire dage. Ja, det var helt vanvittigt, og vi fik det meste ud af hvert minut.

Den værste tur var til Malia (by på Kreta, red.). Vi hyrede nogle knallerter, hvor vi den ene dag drejede ned af hovedvejen, lige i det en stor lastbil kom forbi. Den ramte bagenden på min vens knallert og kastede ham derefter ind under køretøjet. Jeg glemmer aldrig det syn. 


Hvad mener du? Vil du godt kunne nøjes med en uge i Løkken?

ANNONCE
Del

Seneste nyt