Der er gang i galakserne i den første trailer til Supergirl, og det er ikke den type rumeventyr, hvor nogen prøver at redde universet med et håbefuldt smil. Milly Alcocks version af Kara Zor-El er alt andet end håbefuld – hun er vred, hun er desillusioneret, og hendes hund pisser på aviser med Supermans ansigt på. Velkommen til DC-universets næste store antihelt.
Fra Targaryen til kryptonsk nedtur
Milly Alcock, som de fleste nok kender som den unge Rhaenyra i House of the Dragon, har droppet dragerne til fordel for intergalaktisk druk og en kosmisk depression. Her spiller hun Kara Zor-El, der i modsætning til sin berømte fætter faktisk kan huske planeten Krypton – og derfor også sørger over dens totale udslettelse. Det gør hende knap så interesseret i moral og langt mere optaget af at glemme alt med lidt interstellar sprut og ballade.
Krypto, galaktisk hævn og Jason Momoa
Traileren viser os hurtigt, at det her ikke bliver en standard-superheltefilm. Kara har nemlig følgeskab af sin trofaste hund, Krypto – en superhund, der åbner hele showet med at tisse på Supermans avisforside. Derfra går det kun vildere.
Ind træder Ruthye Marye Knoll – en ung alienpige med hævn i hjertet, spillet af Eve Ridley (ja, hende fra 3 Body Problem). Hun leder efter Krem of the Yellow Hills, og Supergirl er ikke for fin til at give en hjælpende hånd, eller rettere næve, med. Rollen som Krem bliver i øvrigt spillet af Matthias Schoenaerts, som vi bl.a. har set i The Old Guard.
Som bonus får vi et hurtigt glimt af Lobo – den brutale, cigarrygende intergalaktiske dusørjæger – som her spilles af ingen ringere end Jason Momoa. Og så begynder tingene for alvor at ligne noget.
DC’s nye retning
Filmen er instrueret af Craig Gillespie (I, Tonya, Cruella) og har premiere den 26. juni 2026. Den bygger på Tom Kings anmelderroste tegneserie Supergirl: Woman of Tomorrow – en fortælling, der mixer hævntogt, mørk humor og sci-fi eventyr i en cocktail, som kunne være mikset af bartenderne i Guardians of the Galaxy. Ikke så underligt, når man tænker på, at hele DC’s filmunivers nu styres af James Gunn – ja, ham fra netop Guardians.
Hvor passer den ind i DC-universet?
Hvis du så slutningen af Superman (den nye, hvor David Corenswet har trukket i den blå dragt), så ved du måske allerede, at Kara dukkede op i Fortress of Solitude for at hente Krypto. Det her er altså en direkte fortsættelse – og en udbygning af det rebootede DC-univers, hvor tonen ser ud til at være mindre frelst og lidt mere fandenivoldsk.
Læs også: