Magasinet M!

Svindlens historie

Siden penge blev opfundet, har folk forsøgt at fuske sig til dem. Her er historiens mest kulørte eksempler på platugler og plattenslagere.

Svindlens historie
FØRSTE FALSKMØNTERE

Hvem: Grækerne
Hvor og hvornår: Lydia, Grækenland i ca. 600 f.v.t.

Hvad: Falskmøntneri bliver ofte kaldt 'det næstældste erhverv i verden' efter prostitution, men det er nu nok en sandhed med modifikationer. Til gengæld er historikerne ikke i tvivl om, at falskmøntneri har eksisteret omtrent lige så længe som mønter - og det første eksempel på dem ser vi i den græske by Lydia for ca. 2.600 år siden. På det tidspunkt var mønterne ikke udpræget avancerede, og det var som sådan mere materialet, der gav mønten værdi. Det var selvfølgelig guf for datidens kreative svindlere, der blandt andet skrabede guld eller sølv af kanterne på de værdifulde mønter og brugte det til at overtrække bly- eller jernstykker med.

 

ANNONCE
Svindlens historie
GRÆSK TRAGEDIE

Hvem: Hegestratos og Xenothemis
Hvor og hvornår: Grækenland, 300 f.v.t.

Hvad: De gæve grækere Hegestratos og Xenothemis er hovedpersonerne i den første nedskrevne historie om forsikringssvindel og finansielt humbug. På det tidspunkt var det et farligt erhverv at sejle over havene, så Hegestratos og Xenothemis sørgede for - som det var normalt dengang - at få betaling forud for at levere en last korn fra Siracusa (i det nuværende Italien) til Athen. Penge, de ville beholde, uanset om lasten nåede frem eller ej. Desuden havde de deres skib forsikret for en stor sum. Deres lumske plan bestod i, at de ville gemme kornet på land og sejle den tomme båd ud på havet, hvor de ville sænke den efter et par dage og undslippe i redningsbåde. På den måde ville de både få penge for transporten, forsikringspenge for den forliste båd - og de ville kunne sælge kornet og indkassere en stor sum for det. Men det gik heltgalt.Besætningen opdagede, hvad svindlerne havde gang i, så Hegestratos blev nødt til at springe over bord, da sømændene ville lynche ham. Han druknede. Da Xenothemis ikke kunne udføre planen alene, blev han nødt til at sejle til Athen, hvor manden, der havde betalt for transporten, sagsøgte ham, da han opdagede den tomme last. Desværre er de historiske papirer med dommen gået tabt.

 

ANNONCE
Svindlens historie
MEKANISK MONEYMAKER

Hvem: Baron Wolfgang von Kempelen
Hvor og hvornår: Europa, 1769

Hvad: Op gennem 1700-tallet begyndte verden så småt at interessere sig for god gedigen underholdning. Over hele Europa var der på markeder dans og gøgl af forskellig karakter, og ved de europæiske hoffer spillede nogle af verdens største komponister. Men den ungarske baron von Kempelen var den første, der tiltrak sig opmærksomhed - og tjente penge - med det, der skulle vise sig at være et svindelnummer. Kempelen var en dygtig opfinder, men folk gjorde alligevel store øjne, da han i 1769 præsenterede en mekanisk skakmaskine, der kunne slå selv de bedste skakspillere i verden. Han drog på turné med den og tjente styrtende med entrepenge, når folk kom for at se maskinen slå den ene mester efter den anden. Først i 1857 afslørede von Kempelens søn, at der inde i maskinen sad en brillant skakspiller gemt bag en dobbeltvæg.

 

ANNONCE
Svindlens historie
BALLADE PÅ BØRSEN

Hvem: Fire engelske adelsmænd
Hvor og hvornår: England, 1814

Hvad: Der er uenighed om, hvornår de første børser så dagens lys, men der er flere eksempler på insiderhandel allerede i slutningen af 1700-tallet i USA. Men det var i 1814, at det første massive eksempel på snyd med værdipapirer så dagens lys. Den 21. februar sejlede en uniformeret mand, der kaldte sig oberst Du Bourg, til havnebyen Dover i England. Her kunne han sprede de gode nyheder, at den franske kejser Napoleon I var død, og den royale familie Bourbon havde vundet tronen. Senere kørte også en hestevogn med tre franske officerer ind i London, hvor de uddelte flyveblade med det glade budskab. Det fik de engelske statsobligationer til at stige voldsomt i værdi. Men, men, men. Det hele var fup. Det fik myndighederne til at iværksætte en undersøgelse, som viste, at der var blevet solgt obligationer for 1,1 mio. pund netop den mandag. Bag fupnummeret stodkaptajnRandom de Berenger, der udgav sig for at være Du Bourg, og tre medlemmer af det engelske parlament, der i ugen op til fupnummeret havde købt voldsomt ind af de billige obligationer og solgt dem, da de havde spredt de falske nyheder. De blev alle fængslet.

 

ANNONCE
Svindlens historie
FALSK PRINSESSE

Hvem: Mary Baker
Hvor og hvornår: England, 1817

Hvad: Mange af de vildeste svindelhistorier handler om fuskere, der udgiver sig for at være andre - og Mary Baker er et af de første eksempler på det. I 1817 fandt en lokal håndværker i det sydvestlige England en desorienteret kvinde klædt i eksotisk tøj. Hun talte et ukendt sprog, så han så ikke anden udvej end at sende hende til byens dommer. Da han kun kunne finde ud af, at hun kaldte sig Caraboo og insisterede på at sove på gulvet, blev hun sendt videre til hovedbyen Bristol. Her fortalte en portugisisk sømand, at han kunne forstå hende. Han fortalte, at hun var en prinsesse fra den fjerne ø Javasu, der var blevet kidnappet af pirater. Hun havde set sit snit til at flygte i Bristol-kanalen og var hoppet over bord. Hun blev straks en attraktion i de finere kredse. Og blev lidt af en sensation, da hun viste sig som en ferm bueskytte, fægtede, svømmedenøgenog bad til en gud, hun kaldte Allah Tallah. Men ak, da hun blev malet af en kunstner og vist frem i en artikel i en avis, blev hun genkendt som skomager-datteren Mary Baker fra Devon tæt derpå. Selvom Baker prøvede at fortsætte svindlen i USA, gik hun hurtigt i glemslen.

 

ANNONCE
Svindlens historie
DET FALSKE LAND

Hvem: Gregor McGregor
Hvor og hvornår: England, 1820

Hvad: Hvor Mary Baker mest af alt genopfandt sig selv som prinsesse for spændingens skyld, havde den skotske eventyrer Gregor McGregor helt andre økonomiske motiver for sin falske identitet. Da han i 1820 vendte hjem fra Sydamerika bildte han rige investorer ind, at han var en slags statsminister for det fiktive mellemamerikanske land Poyais ud for Honduras kyst. Han solgte land, rettigheder til 'de enorme mængder naturressourcer' og sendte i sidste ende 250 kolonister afsted mod det falske land. 200 af dem døde, men på det tidspunkt var McGregor allerede i Frankrig, hvor han fandt nye investorer. Selv efter han blev dømt for svindel, fortsatte han med at sælge land til rige europæere.

 

ANNONCE
Svindlens historie
RIGMANDSDATTEREN

Hvem: Cassie Chadwick
Hvor og hvornår: USA, 1897-1905

Hvad: I slutningen af 1800-tallet var Andrew Carnegie verdens næstrigeste mand. Det gav en kvinde ved navn Elizabeth Bigley en idé. Hun skiftede navn, giftede sig med en læge og udgav sig for at være rigmandens datter. Med en falsk underskrift i hånden fik hun en bank i Cleveland, Ohio til at låne sig to millioner datidsdollars. Da rygtet spredte sig, falbød flere banker i Ohio-området sig selv til hende, og igennem de næste otte år lykkedes det hende at få op mod ti millioner udbetalt i alt. Lykken vendte, da det endelig faldt nogen ind at spørge 'hendes far' om hende. Han benægtede ethvert kendskab, og Cassie Chadwick røg i fængsel, hvor hun døde i 1905.

 

ANNONCE
Svindlens historie
PYRAMIDESPILLETS FAR

Hvem: Charles Ponzi
Hvor og hvornår: USA, 1920

Hvad: Det første eksempel på en slags pyramidespil stod den storslåede svindler Charles Ponzi bag i 1920'ernes fattige USA. Han fik en masse investorer til at købe postkuponer (datidens frimærker) mod at love dem pengene dobbelt igen efter 90 dage. Han forklarede, at han købte billige udenlandske kuponer og solgte dem dyrt i USA. I virkeligheden brugte han de seneste investorers penge til at betale de første igen, så han skabte sig et godt ry, der fik aviserne til at lovprise hans forretning. Og det var først, da han tjente omkring 250.000 dollars om dagen, at en kvik journalist fik mistanke til forretningen og afslørede de lyssky metoder. Ponzi blev dømt for svindel og sad i fængsel i 14 år. På amerikansk kaldes pyramidespilslignende investeringer i dag 'ponzi schmemes'.

 

ANNONCE
Svindlens historie
EFFEKTIVT FALSKNERI

Hvem: Alves dos Reis
Hvor og hvornår: 1925, Portugal

Hvad: Hvordan kan man være falskmøntner uden at trykke falske penge? Alves dos Reis lavede en falsk aftale med de portugisiske myndigheder og adskillige kontrakter med kopierede underskrifter (fra de portugisiske pengesedler), som han tog med til en trykker i London, der lå inde med de officielle trykplader fra Portugal. I god tro trykkede englænderen 20 mio. escudos til dos Reis, hvilket svarede til 0,88 % af Portugals bruttonationalprodukt. Dos Reis' idé var at købe sig til indflydelse i Banco de Portugal, så han kunne fortsætte med at trykke penge med endnu større troværdighed, når han forhandlede med trykkere. Rygterne om falskneriet begyndte at svirre i 1925, men politiet kunne med god grund ikke finde falske sedler, da dos Reis' penge jo var helt officielle, men ikke autoriserede. På grund af dos Reis bugnende pengebeholdning kom myndighederne alligevel på sporet afsvindleren,der i 1930 blev idømt 20 års fængsel.

 

ANNONCE
Svindlens historie
VIL DU KØBE ET TÅRN?

Hvem: Victor Lustig
Hvor og hvornår: Frankrig, 1925

Hvad: Det er vel kun, hvis man er i stand til at sælge sand i Sahara, at man kan betragtes som en dygtigere svindler, end hvis man formår at sælge Frankrigs største nationale vartegn Eiffeltårnet. Ikke én, men to gange. Det gjorde verdens mest kendte fusker, Victor Lustig. Den tjekkisk fødte fantast ernærede sig hele livet som gambler, falskmøntner og bondefanger, men han er mest kendt for sine to salg af Eiffeltårnet. I 1925 skrev de franske aviser, at tårnet var i så dårlig stand, at politikerne overvejede at rive det ned, fordi det ville være for dyrt at renovere. Lustig sendte derfor officielt udseende telegrammer til direktørerne for de fem største skrothandlere i Frankrig, hvor han tilbød, at de kunne købe de 7.000 tons stål, som Eiffeltårnet består af. De slog alle til. Præcis hvor meget, han tjente, vides ikke, mendetlykkedes Lustig at sælge. Han flygtede til Wien, hvor han holdt øje med aviserne for at se, om de skrev om det falske salg. Ikke et ord. Køberen var åbenbart for pinlig berørt. Et par år efter gentog han derfor kunststykket, men denne gang blev han meldt til politiet. På det tidspunkt var Lustig dog allerede i USA, hvor han i 1935 blev dømt for falskmøntneri og sendt til Alcatraz. Han døde på et fængselshospital i 1947.

 

ANNONCE
Svindlens historie
LITTERÆR LUSKEPER

Hvem: Konrad Kujau
Hvor og hvornår: Tyskland, 1983

Hvad: Ingen havde nogensinde hørt, at Adolf Hitler førte journaler, og i de sidste par år af diktatorens liv var det kendt, at han stort set aldrig skrev noget ned af frygt for, at de ville falde i de forkerte hænder. Derfor var det et stort chok for alle, da avisen Stern i 1983 stolt kunne præsentere 62 dagbøger, som Hitler angiveligt havde skrevet. Bag stuntet stod illustratoren og falskneren Konrad Kujau, som allerede i 1978 havde solgt en dagbog til en privat samler. Journalisten Gerd Heidemann havde fået nys om den og kontaktede derfor Kujau, som fortalte, at hans bror - en tidligere general i den østtyske hær - lå inde med yderligere 61. Kujau solgte dem for 10 millioner kroner til Heidemann, der selv modtog 36 millioner fra Stern. Dagbøgerne viste sig selvfølgelig at være falske. Kujaus svindel blev hurtigt opdaget, da papiret, bøgerne var skrevet på, viste sigatstamme fra efter Anden Verdenskrig. Kujaus blev idømt 4,5 års fængsel.

 

ANNONCE
Svindlens historie
SANGEN, DER HAKKEDE

Hvem: Milli Vanilli
Hvor og hvornår: Hele verden, 1988-1990

Hvad: I slutningen af 80'erne storhittede tyske Milli Vanilli stort i hele verden med hits som Girl You Know It's True. Men allerede i 1989 begyndte deres nedtur, da deres stemmer under en liveoptagelse til MTV på forunderlig vis begyndte at hakke og en anden sang pludselig røg ud gennem højttalerne. Det var selvfølgelig uheldigt, men ikke nogen stor skandale, da playback ikke var noget ukendt fænomen på det tidspunkt. Men da journalister begyndte at kigge lidt efter i krogene, fandt de ud af, at de to karakteristiske frontfigurer Robert Pilatus og Fabrice Morvan aldrig sang selv. Hverken på playbacken eller cd'erne. De fik frataget den Grammy de vandt i 1990, og Milli Vanilli var et overstået kapitel.

 

ANNONCE
Svindlens historie
IRRITERENDE INTERNET

Hvem: Ukendte hustlere
Hvor og hvornår: I hele verden siden 1995

Hvad: "Kære sir. Hvis du only overfører 100.000 dollars til nedenstående account i Bank of Nigeria, so vi kan starte en diamantmine, lover vi, at du inden for et year, vil kunne tjene op til 10 millioner dollars." Sådanne Google Translatede-breve er bestemt ikke sjældne i de elektroniske brevkasser verden over, når hovedsageligt vestafrikanske svindlere forsøger at lokke penge ud af rige europæere, som selvfølgelig aldrig ser skyggen af det lovede overskud. Med de forøgede sikkerhedsforanstaltninger i forhold til falskmøntneri, den lovkrævede registrering af nyfødte og generelle fokus på sikkerheden omkring blandt andet aktiehandel har svindlere fået det svært. Men med internettets store udbredelse har platugler fundet et nyt frirum, da det giver dem mulighed for at gemme sig bag falske IP-adresser og snyde mennesker i helt andre verdensdele uden atflytterøven. Og selv om man skulle tro, at folk efterhånden var kloge nok til ikke at falde for svindelnumrene, er der ofte eksempler på mennesker, der hopper i med begge ben, når de bliver bedt om at oplyse kontonumre og andre personlige oplysninger, som fuskerne kan bruge til at lænse penge.

 

 

ANNONCE
Del

Seneste nyt

Annonce