Syv dages pølsefest
Vi bød en tidligere praktikant velkommen med syv dage, hvor han skulle leve udelukkende af mad fra en pølsevogn.
DAG 1:
Efter fyraften tager jeg forbi det legendariske pølseskur Harry's Place på Nørrebro. Jeg bestiller kækt to ristede og en flæskestegssandwich, men fortryder øjeblikkeligt, da jeg for første gang stifter bekendtskab med store Børge. De to skinkesøm på papiret foran mig kunne kurere nymfomaner, men jeg får dem med besvær klemt ned i svælget.
Herefter giver jeg mig i kast med et stykke svin, der er så salt, at jeg kan mærke min krop dehydrere. Jeg skyller efter med en cola for at genoprette væskebalancen.
Mad: 1 chilipølse m. brød, 1 ostepølse m. brød, 2 Børge m. brød, 1 flæskestegssandwich, 1 dåse faxe kondi, 25 cl cola.
Pris: 185,-
DAG 2:
Jeg er typen, der er rigtig dårlig til at få morgenmad, så mit første måltid er frokost, hvor jeg tager en tømrerlærlinge-menu: to franske og en Cocio.
Da jeg kommer forbi pølsevognen igen om aftenen, er jeg for første gang ikke den eneste kunde. De andre er tydeligvis stamkunder, der nonchalant formår at skrabe ubegribelige mængder ketchup op på deres pølser, mens de diskuterer den nye Die Hard-film, og hvorvidt ham der Brus Villy stadig kan sit kram. Jeg skal koncentrere mig om hver eneste bid for ikke at ligne en femårig til børnefødselsdag. Jeg har tydeligvis stadig meget at lære om pølseteknik.
Mad: 3 franske hotdog, 1 ostepølse i svøb, 1 ristet hotdog, 2 x 40 cl. Cocio.
Pris: 143,-
DAG 3:
I dag beslutter jeg mig for at prøve den store Øffe i svøb, der nemt giver Børge mindreværdskomplekser. Den er næsten umulig at håndtere. Jeg er ikke engang halvvejs, da brødet ikke længere kan klare presset, og smuldrer mellem fingrene på mig i en syndflod af sennep og ketchup. Jeg udrydder en mindre regnskov i servietter.
Om aftenen vælger jeg demonstrativt ikke at lære af mine fejl og køber endnu mere flæskesteg. For ikke at omdanne min mund til Sahara, sørger jeg for at få rigeligt med rødkål. Det løber selvfølgelig ned ad maven på mig, så da jeg kommer hjem, ligner jeg et offer for bandekrigen.
Det er nu præcis en uge siden, jeg flyttede til København, og jeg har stadig ikke pakket ud. Men al den pølsevognsmad dræner mig dagligt for energi, så der er ingen udsigter til, at det sker foreløbig. Det betyder ikke så meget, for det eneste jeg har brug for lige nu, er en seng.
Mad: 1 store Øffe, 2 flæskestegssandwich, 1 Børge m. brød, 1 frikadellesandwich, 40 cl Cocio, 24 cl Cocio.
Pris: 192,-
DAG 4:
Den udvidede lukkelov har ikke påvirket pølsebranchen. Det må jeg sande, da jeg kommer sent afsted fra arbejde,og pludselig ikke kan finde en åben vogn nogen steder.
Da det går op for mig, at jeg muligvis ikke får aftensmad, er det ikke kun mit forhøjede kolesteroltal, der får mit hjerte til at hamre. Jeg troede aldrig, jeg skulle være så lykkelig for at se en åben pølsevogn, som jeg er, da jeg finder en ved Nørreport. Jeg overreagerer, og propper mig med svin, indtil det begynder at trykke i brystkassen. Jeg skynder mig hjem for at falde om i min seng, inden jeg gør det midt på gaden.
Mad: 2 x fransk hotdog, 1 fransk hotdog i svøb, 1 ostepølse m. brød, 1 ristet pølse m. brød, 1 bøfsandwich, 25 cl cola, 40 cl Cocio.
Pris: 179,-
DAG 5:
Det er blevet lørdag, og pølsetrætheden har i den grad meldt sig. Jeg hører mig selv sige bizarre ting som: "Jeg har ikke lyst til flæskesteg" og "Jeg vil egentlig bare gerne have noget salat."
Ved dagens eneste måltid står jeg længe og stirrer opgivende på min frikadelle, før den glider ned. Jeg kan snart ikke det her mere, men der skal indtages alkohol i aften, så jeg er nødt til at lægge en bund. Det både trykker og stikker i brystet nu. Jeg spekulerer på, hvor man kan købe en hjertestarter.
Til festen om aftenen ender jeg selvfølgelig med at blive alt for fuld, alt for hurtigt. Jeg undskylder det overfor mig selv med, at jeg ikke har fået særligt meget at spise, og håber bare, at jeg ikke har været alt for pinlig. Det var jo også bare en reunion med mennesker, jeg ikke har set i tre år, og som i fremtiden vil basere deres indtryk af mig på denne aften. At være husket som ham den stive, der lever af pølser, er vel ikke så slemt. Suk.
Mad: 1 Børge m. brød, 1 frikadellesandwich, 25 cl cola.
Pris: 68,-
DAG 6:
Jeg tager i dag straffen for at være gået så voldsomt ombord i de våde varer i går, og alene tanken om at skulle ud af min seng for at hente pølser virker helt uoverkommelig. Jeg overvejer kraftigt at leje en pølsevogn direkte hjem i min stue, men det går nok ikke på tredje sal. I øvrigt har jeg stadig ikke pakket noget som helst ud, så der ville ikke være plads til den alligevel.
Så med en tordnende hovedpine stavrer jeg ind til Hovedbanegården, hvor jeg kæmper en brav kamp med to franske hotdogs. Jeg er helt vildt sulten, men bare tanken om mere svin i tarm får det til at vende sig i maven på mig. Mere end det gjorde i forvejen.
Mad: 2 x fransk hotdog, 24 cl Cocio.
Pris: 67,-
DAG 7:
Endelig sidste dag. Jeg har haft våde drømme om frugt og grønt et par nætter nu og tænker på, om jeg skal skrive en sejrstale eller et citat til min gravsten.
Alligevel mærker jeg en smule melankoli, da jeg lader det sidste ketchupindsmurte pølsepapir droppe ned i skraldespanden som en brugt ble. Det er på trods af, at jeg hele ugen har skullet undvære samtlige grundsten i madpyramiden, og ikke engang har kunnet spise frokost med mine nye kolleger, fordi jeg har stået i en kold pølsevogn. Men fra i morgen kan jeg spise rigtig mad igen. Det skal helt sikkert fejres med en pizza.
Mad: 1 ristet hotdog, 1 fransk hotdog, 2 x Børge m. brød, 25 cl cola, 40 cl Cocio.
Pris: 137,-
Pris i alt: 971,-