TAG Heuer og Formel 1 har haft et tæt forhold i årtier. Urmærket var officiel tidtager i sporten fra 1992 til 2003 – og igen fra 2025 – og forbindelsen går faktisk helt tilbage til 1971, hvor Heuer blev det første urbrand til at sponsorere et Formel 1-hold.
Nu markerer brandet starten på 2026-sæsonen med et nyt smartwatch, der i høj grad er skabt med motorsportsfans i tankerne. Det nye ur hedder TAG Heuer Connected Calibre E5 45mm x Formula 1, og ambitionen er at bringe Formel 1 tættere på hverdagen for fans af sporten.
Designet bag uret
Selve uret er bygget i en 45 mm Grade 2 titaniumkasse med sort DLC-belægning og en kombination af børstede og sandblæste overflader. Rammen er lavet i sortpoleret keramik og har indgraveringer inspireret af Grand Prix-løb.
Displayet er dækket af fladt safirglas, og uret er vandtæt ned til 50 meter.
Der følger to forskellige remme med:
- En sort læderrem med carbonmønster og røde syninger
- En fleksibel sportsrem til træning og søvntracking
Materialerne og finishen ligger helt i tråd med den kvalitet, man normalt forbinder med TAG Heuer.
Læs også:
Funktioner skabt til Formel 1-fans
Det mest interessante ved uret er de funktioner, der direkte er designet til Formel 1.
Uret har blandt andet en særlig “Race Track”-urskive, som automatisk tilpasser sig hver af sæsonens 24 Grand Prix-weekender. Her vises blandt andet:
- Landets flag
- Navnet på løbet
- En grafisk silhuet af banen
Et lille punkt bevæger sig rundt på banens form og fungerer samtidig som sekundviser.
Derudover får brugerne widgets med liveopdateringer, så man kan følge løb, teams og kørere uden at åbne en separat app. Notifikationer præsenteres også i et design inspireret af pit-radio-kommunikation.
Uret leveres samtidig med en dedikeret Formel 1-app, der indeholder:
- Hele sæsonkalenderen
- Løbsplaner
- Resultater
- Stillinger for både kørere og teams
Mere end bare motorsport
Selvom Formel 1-funktionerne er det mest iøjnefaldende, er uret også spækket med klassiske smartwatch-funktioner.
Sensorerne kan blandt andet måle:
- Puls
- Blodilt
- Søvn
- Åndedrætsfrekvens
- Barometerdata
- Bevægelse via gyroskop
Batteriet holder op til to dage ved fuld performance og op til tre dage i strømbesparende tilstand.
Med hurtigopladning kan uret få en hel dags batteri på cirka 30 minutter.
Lancering
Uret bliver lanceret i marts 2026, og TAG Heuer-kunder får mulighed for at købe det først fra 3. marts, lige op til sæsonstarten i Melbourne.
Selvom det ved første øjekast kan ligne et klassisk TAG Heuer-smartwatch, er integrationen med Formel 1 langt mere gennemført end tidligere – og gør uret til et ret oplagt gadget for fans af motorsport.
Læs også: