Film og tv

Ternet Ninja bliver til en musical: Premiere næste år

Anders Matthesen har vendt tommelfingeren i vejret, og dermed vil der næste år være premiere på en musical-udgave af Ternet Ninja.

Den populære Ternet Ninja rykker nu fra film og bøger til scenen som en stor, ny dansk musical. Bag satsningen står Lion Musicals og Clemens Telling, der tidligere har haft stor succes med Terkel – The Motherfårking Musical og NATASJA.

Den nye forestilling, TERNET NINJA LIVE, får premiere den 6. maj 2027 i Koncertsalen i Tivoli i København, hvorefter den drager på turné rundt i landet med stop i blandt andet Odense, Aalborg, Vejle og Viborg. Forestillingen vender senere tilbage til Tivoli, hvor den spiller frem til 25. juli 2027.

Ifølge Lion Musicals’ CEO og executive producer, Thomas Langkjær, er ambitionen at skabe en musical i særklasse:

– Vi er enormt stolte over at bringe Ternet Ninja til live på scenen. Anders Matthesen har skabt et univers, der både er groft, flabet og rørende – og vi glæder os til at transformere det til en musicaloplevelse med et stærkt kreativt hold bag, siger han.

Clemens Telling, der er co-producer og står bag idé og manuskript, fremhæver materialets styrke:

– Det er muligvis det mest taknemmelige materiale, jeg har arbejdet med. Kombinationen af humor, musik, drama og action gør det til en helt særlig oplevelse at udfolde på scenen, siger han.

En ny type musical

Forestillingen beskrives som en genreoverskridende produktion, der kombinerer musical, teater, standup og action – blandt andet med kampsportskoreografi og en fysisk udgave af den ternede ninja på scenen.

Publikum kan desuden se frem til kendte sange fra universet som “Pesto”, “Jessicas sang” og “Verdens bedste”, suppleret af nykomponeret musik af Thomas Volmer og Clemens Telling.

Kendte karakterer vender tilbage

Historien følger igen drengen Aske, der får en tilsyneladende uskyldig ninja-bamse i fødselsdagsgave – en bamse, der viser sig at være både levende, hævngerrig og farlig. Samtidig kæmper Aske med problemer derhjemme, i skolen og med bøller i skolegården.

Publikum kan glæde sig til at møde hele det velkendte persongalleri, herunder Jessica, Glenn, Sune og Stewart Stardust. Hvem der spiller rollerne, bliver offentliggjort senere.

Stærkt hold bag

Produktionen samler nogle af landets mest markante profiler inden for scenekunst. Udover Clemens Telling tæller holdet blandt andre instruktør Sargun Oshana, koreograf Steen Koerner og scenograf Benjamin La Cour.

Billetsalget åbner den 1. april kl. 10.00 via lionmusicals.dk.

Med TERNET NINJA LIVE er der lagt op til en storstilet dansk musicaloplevelse, der sigter mod at samle både børn og voksne i teatret.