Test: Apple iPad Air 2
Tyndere, lettere og hurtigere end forgængeren. Apple skuffer ikke med deres iPad Air 2.
Apple var ikke de første med tablet-computeren, da Steve Jobs præsentede verden for den første iPad d. 27. januar 2010. Men det er uden tvivl Apples fortjeneste, at markedet for tablets siden er eksploderet. Præcis som vi så det med smartphonen, da Apple præsenterede deres første iPhone tre år for inden.
Ligesom dengang var det de færreste, der kunne se ideen med Apples nye produktkategori, som til at starte med blev betegnet som en forvokset smartphone. Og selvom salget af iPads er faldet 13% i tredje kavrtal af 2014 i forhold til året før, kan vi ikke komme uden om, at iPaden har været en dundrende succes for den californiske tech-gigant. På verdensplan er der således solgt over 225 millioner iPads.
Derfor præsenterer Apple nye iPads hvert år. I år er ingen undtagelse: Apples iPad Air 2 er således blevet slankere, lettere og betydeligt hurtigere. Og dermed ikke sagt, at iPad Air var en langsom tavlecomputer. Air 2 er bare markant hurtigere, når der skal loades programmer, spil eller hjemmesider. Og så har kameraet fået et boost fra 5 megapixel til nu 8 megapixel.
Den åleslanke formfaktor skyldes, at Apple nu er gået over til at laminere skærmen i iPad Air 2, hvilket sammen med en speciel antirefleks-coating sikrer, at du slipper for irriterende genskær og refleksioner. Desuden føler du, at du rører direkte ved skærmens pixels, når du arbejder på vidunderet.
Det er svært at sætte en finger på iPad Air 2. Når det er sagt, kan vi ikke rigtigt se nogen grund til, at du skal opgradere til den nyeste model, hvis du allerede er den lykkelige ejer af den første iPad Air fra 2013. Gør det kun, hvis du har besluttet dig for, at du ikke kan leve uden fingeraftrykssensoren.
5 ud af 6 stjerner