Der er noget i luften. Det sitrer i jorden, og skyggerne er begyndt at samle sig i hjørnerne af Middle-earth. Og når Amazon begynder at poste behind-the-scenes teasere med tunge kroner og dunkle toner, ved man, at Sauron ikke er langt væk.
Produktionen af tredje sæson af The Rings of Power er officielt gået i gang – ni måneder efter sæson 2 sluttede med et brag, og fem måneder efter Amazon trykkede grønt lys. Kameraerne ruller nu hos Shepperton Studios, og det betyder én ting: mere drama, mere mørke – og måske endelig lidt mere ring-action.
“One Ring to rule them all…”
Amazon har allerede løftet sløret for sæsonens overordnede plot, og det lover krig og kaos for alle med spidse ører eller hårdtslående hammere. Handlingen hopper frem i tid og lander midt i The War of the Elves and Sauron. Den mørke herre er i fuld gang med at skabe Ringen. Ikke en ring, men Den Ring – den, der skal give ham overtaget og sikre dominans over hele Middle-earth. Den gode, gamle “one ring to rule them all”-stemning er altså tilbage for fuld udblæsning.
Nye ansigter i mørket
I februar kom det frem, at Stranger Things’ Jamie Campbell Bower (aka Vecna) slutter sig til castet – rygterne peger på, at han skal spille Celeborn, Galadriels længe fraværende ægtemand. Eddie Marsan er også blevet nævnt og kan muligvis være bror til dværgekongen Durin. Intet er bekræftet endnu, men det virker som et forsøg på at give universet endnu flere lag og gamle forbindelser.
Hvem vender tilbage?
Charlie Vickers (Sauron), Morfydd Clark (Galadriel) og Robert Aramayo (Elrond) er endnu ikke officielt annonceret til sæson 3 – men ærligt, hvor sandsynligt er det, at man fortsætter et af fantasy-verdenens største opgør uden hovedpersonerne?
Med Saurons plan om verdensherredømme i fuld gang og Galadriel formentlig klar med sværdet, er der lagt op til endnu en omgang episke slag og moralske gråzoner.
Hvornår får vi sæson 3?
Ingen præcis dato er endnu meldt ud, men med optagelser i gang, er et bud på 2026 ret realistisk. Og ja, det lyder som langt væk, men vi har jo ventet på en ny Silmarillion-filmatisering i årtier – så lidt tålmodighed mere kan vi godt mønstre. Især hvis vi får endnu mere mørk magi, politisk intrige og storslået elverdrama.
Middle-earth er ved at vågne igen – og det ser ud til, at mørket har første træk.
Læs også: