Film

The Witcher sæson 4 har premiere i dag: nu har Hemsworth overtaget fra Cavill som den nye Geralt

Kan det fungere?

Det er endelig blevet tid til at vende tilbage til monsterjagt, magi og moralske gråzoner, for i dag lander sæson 4 af The Witcher på Netflix. Og ja, det er den sæson, hvor Liam Hemsworth overtager rollen som Geralt af Rivia.

Geralt 2.0

Efter Henry Cavill takkede af med sværdet og de ikoniske kontaktlinser i sæson 3, har der været mange spekulationer om, hvordan serien ville klare overgangen til en ny hovedrolleindehaver. Liam Hemsworth, bedst kendt fra The Hunger Games, har fået til opgave at gå i de sorte læderstøvler og overtage ansvaret for at trække os ind i Kontinentets brutale verden.

Netflix har teaset, at Geralt i denne sæson er mere introspektiv og trukket ind i sin egen kamp for identitet og formål. Med et nyt ansigt i samme rolle lægger det i sig selv op til nogle interessante nuancer, både foran og bag kameraet.

Hvad handler sæson 4 om?

Uden at spoile for meget, så fortsætter historien der, hvor sæson 3 slap: Ciri er på flugt og splittet mellem flere verdener, Yennefer forsøger at holde sammen på resterne af deres gruppe, og Geralt skal finde ud af, hvem han er, når han ikke længere blot er en monsterdræber.

Politik, magtspil og brutale kampe er stadig i centrum, og der loves endnu flere episke konfrontationer med nye monstre og gamle fjender. Og ja, barder og ballader er stadig en del af pakken.

Universet bag

The Witcher-universet stammer oprindeligt fra Andrzej Sapkowskis bøger, som siden er blevet et af de mest ikoniske fantasy-franchises i nyere tid. Spilserien fra CD Projekt Red udvidede populariteten eksplosivt, og med Netflix-serien blev Geralt et ansigt, alle pludselig kendte. Serien tager sig visse friheder i forhold til bøgerne og spillene, men holder sig stadig tæt nok på kernen til at holde fans engagerede.

Skiftet fra Cavill til Hemsworth har fået folk op af stolene, men nu er det alvor. Kan den nye Geralt overbevise? Det får vi svar på nu.

Sæson 4 er tilgængelig på Netflix fra i dag.