Verden
Tidligere FCK-profil jagter hattrick som byens bedste pizzamand
Fra græsplæne til slices!
Der er langt fra tacklinger i Parken til sprød skorpe og boblende ost, men Martin Albrechtsen har klaret skiftet med stil. Den tidligere FCK- og landsholdsspiller har i de seneste par år brugt mere tid foran pizzaovnen end på grønsværen – og det har givet pote.
Hans pizzasted, PAPPA, har nemlig snuppet titlen som “Bedste Pizza” ved Just Eat Awards to år i træk. Og nu er han og resten af pizzaholdet klar til at jagte et vaskeægte hattrick.
Fra bold til bund – fodboldspilleren bag PAPPA
Martin Albrechtsen er for de fleste kendt som den hårde forsvarer, der spillede for både FC København og det danske landshold. Men i 2023 skiftede han fodboldstøvlerne ud med pizzaspader, da han sammen med en partner åbnede PAPPA – en kæde af pizza-restauranter med butikker på blandt andet Vesterbro, Amager, Hillerød, Taastrup og Lyngby.
Med surdej, ildovn og kærlighed til italiensk håndværk har Albrechtsen fået folk til at strømme til, og det er ikke kun smagsløgene, der klapper i hænderne – også stemmerne ved Just Eat Awards har talt klart de sidste par år.
Læs også:
En kamp mod byens bedste
København er ikke ligefrem tom for pizzasteder. Fra klassiske napolitanske til moderne nyfortolkninger med alt fra nduja til fermenterede hvidløg – konkurrencen er benhård. Alligevel har PAPPA formået at skille sig ud.
“Der er utrolig mange dygtige pizzasteder i København, så det at være med i feltet betyder meget for os,” siger Martin Albrechtsen selv om nomineringen.
Afstemningen til årets Just Eat Awards løber fra den 19. januar til 1. februar, og det er udelukkende stemmer fra københavnerne, der afgør, om PAPPA napper titlen igen.
Just Eat Awards – en hyldest til takeaway-folket
Udover Bedste Pizza uddeles der også priser som Bedste Burger, Bedste Sushi, Årets Gamechanger og Hverdagens Helt. Ifølge Just Eat handler det hele om at hylde de restauranter, der gør en forskel i hverdagen og leverer smag i verdensklasse – uanset om det er mandag aften eller tømmermændssøndag.
Ann-Sophie Adamsen, landechef for Just Eat Danmark, udtaler: “PAPPA er et stærkt eksempel på, hvordan passion og hårdt arbejde bliver belønnet af kunderne.”
Spørgsmålet er nu, om Martin Albrechtsen scorer det tredje og afgørende mål – og cementerer sig selv som pizzabranchen svar på Cristiano.
Læs også: