Tilbage til Fremtiden-instruktør afslører, hvad der kunne få ham til at lave en fjerde film
Kunne det fungere?
Robert Zemeckis, instruktøren bag den ikoniske Tilbage til Fremtiden-trilogi, har længe været fast besluttet på at beskytte franchisens arv og modstå enhver tanke om en fortsættelse eller en genindspilning. Alligevel åbnede han i et nyligt interview en smule op omkring den eneste situation, der kunne få ham til at overveje at bringe Tilbage til Fremtiden tilbage på det store lærred.
I et afsnit af podcasten Happy Sad Confused med Josh Horowitz, reflekterede Zemeckis over sin og manuskriptforfatter Bob Gales mangeårige beslutning om at beskytte film-serien. På trods af en markant modstand mod opfølgere har duoen dog tilladt en musikalsk version af filmene, som nu opføres i både London og New York. Zemeckis understregede, at denne musikalske opsætning ikke er en gentagelse, men snarere en hyldest, der står side om side med de tre klassiske film.
"Vi har altid følt, at de tre film er nok, og at historien bedst kunne stå alene," forklarede Zemeckis. "Musicalen er nærmere en ledsager til filmene end en genindspilning. Den fejrer blot filmen."
Da Horowitz spurgte om Universal Pictures gentagne gange kontakter dem i håb om en fortsættelse – og eventuelt også for at gribe de økonomiske muligheder, en ny film ville give – afslørede Zemeckis med et grin, at henvendelserne faktisk er hyppige. "Oh, hver sjette måned," jokede han og tilføjede, at selvom han overdriver lidt, kommer spørgsmålet ofte op: "Kan vi ikke finde på et eller andet, der virker?"
Men trods presset fra filmstudiet har Zemeckis og Gale altid holdt fast. "At genindspille filmen eller foreslå en Back to the Future 4 – det er bare ikke på tale," understregede Zemeckis.
Alligevel røbede Zemeckis en drøm, der ville få ham til at vende tilbage til franchisen – om end på en lidt anden måde. Han nævnte, at han gerne ville lave en helt ny musical, specifikt en filmversion af Tilbage til Fremtiden: The Musical, inspireret af Mel Brooks' succes med The Producers. "Jeg ville elske at lave det. Jeg tror, det ville være fantastisk," sagde han entusiastisk.
Desværre har Zemeckis' planer om at tage denne idé videre været mødt med skepsis fra Universals side. "Jeg har nævnt det for folkene hos Universal, men de forstår det ikke. Så der er ikke noget, jeg kan gøre," fortalte han skuffet.
Måske det er det bedste for alle at lade det blive ved den originale trilogi?