Magasinet M!

Touch-familiens topfigur

Vi tester den blærede iPhone-klon HTC Touch Pro

Touch-familiens topfigur

Af: Søren F. Lillesøe

80'ernes yippier ville være neongrønne af misundelse, hvis de ejede HTCs mobil Touch Pro, der nærmest råber af bling. Men kan den også andet end at se godt ud, den touchskærm-iPhone-look-a-like-mobil? Vi legede lidt med dyret for at se, om den er værd at smide sparepengene efter.

Lad os tage det formelle først. Mobilen, eller terminalen, om man vil, kom på markedet for nylig som seneste model i det taiwanske firmas populære Touch-serie. Touch Pro kan måske godt ligne lidt af en B&O-mursten, men vejer godkendte 165 gram og kommer med indbygget GPS og 3,2 megapixel-kamera. Den kan gå på nettet med op til 7,2 mbps og har otte timers taletid på batteriet (ved GSM, red.). Nu om stunder ikke rystende data, men mere end godkendt til standardbrugeren.

Selve internetbrowsingen fungerer glimrende, da firmaet har udviklet en browser, der er tilpasset mobilen, så du kan surfe uden sære beskæringer. Den generelle navigation på mobilen foregår med pølserne på skærmen, hvor brugeren på bedste iPhone-vis kan skifte mellem menuerne ved at stryge fingeren over skærmen. TouchFLO 3D hedder opfindelsen, der dog kræver lidt tilvænning. Med denne model har HTC til gengæld tænkt på os gammeldags mobilnørder ved at tilføje et tastatur, der kan skubbes ud under mobilen. Tasterne er ikke helt lette at ramme, men det er trods alt blevet langt lettere at skrive SMS'er end før, hvor skærmen og den tilhørende pegepind var eneste mulighed. 

Telefonen har i øvrigt en smart funktion, der gør, at du kan tilslutte din terminal direkte til et tv for at vise eksempelvis Powerpoint-præsentationer eller fotos - eller hvad der nu kunne tænde dine venner.. Alt i alt er der tale om en mobil med rigtig mange muligheder, men mærket HTC er stadig bagud med teknikken i fht. Sony Ericsson og mindre brugervenlig i menuer og navigation end Nokia. Intentionerne er der ellers, og blærefaktoren er helt i top - så vi ser frem til jeres næste forsøg.

Model: HTC Touch Pro

Pris: Fra 4.999 kr.

Samlet karakter: 3/5

ANNONCE
Del

Seneste nyt