TV3 og Viaplay er klar til EM: "Vi har været klar i halvandet år"
Viaplay sparker EM i gang den 10. juni med ekspertrunde
NENT har givet et trut i startfløjten, og melder nu totalt klar til EM 2002 i en ny pressemeddelelse.
Samtlige 51 kampe fra EURO 2020 sendes på Viaplay, hvor alle kampe bliver med dybdegående studiedækning og LIVE-kommentering. Og seerne kan tage kampene med, hvor end det passer. Uanset, om det er i sommerhuset, på farten eller på udenlandsrejse.
”Vi har været klar i halvandet år, og endelig er det nu tid til at trykke speederen i bundog give den gas. Vi glæder os som vanvittige til at dække EM og være med til at skabe uforglemmelige øjeblikke til de danske fans. Vi kan ikke love dansk succes, men vi lover, at vi vil gøre alt vi kan, for at skabe fantastiske TV-øjeblikke i den kommende måned,” siger NENT Groups sportschef Kim Mikkelsen.
19 af slutrundens kampe sendes desuden direkte og eksklusivt på TV3 sports kanaler, hvor Danmark-Belgien skiller sig ud som et af de absolutte højdepunkter. Torsdag den 17. juni sender TV3 og Viaplay nemlig storkampen direkte og eksklusivt med Niels Christian Frederiksen og Per Frimann på plads i kommentarboksen direkte fra Parken.
Til at give seerne den bedste EM-oplevelse er flere af NENT Groups kendte fodboldansigter klar. Reporterne Mads Laudrup, Camilla Martin og Helle Smidstrup er hver dag på plads i Helsingør, hvorfra de er klar med live fra landsholdslejren. Signe Vadgaard og Peter Grønborg får flittigt besøg studiet af Michael Laudrup, Preben Elkjær, Per Frimann, Jesper Grønkjær, Jan Mølby, Martin Jørgensen, Stig Tøfting, Kenneth Emil Petersen, Peter Kjær, Allan Kuhn og Martin Retov. Og mange af de samme eksperter flyver også ud til mere end 35 kampe i turneringen for at kommentere dem ude på de europæiske stadioner sammen med kommentatorerne Niels Christian Frederiksen, Jonas Schwartz og Jesper Simo.
Luna Christofi, Jon Pagh og Helle Smidstrup agerer reportere rundt i EM-værtsbyerne, så seerne er garanteret at kunne følge med i alt, hvad der rører sig omkring slutrunden ude i Europa.
På Viaplay og TV3+ rundes hver dag af med en times EM Goalshow fra kl. 23.00-24.00, hvor dagens begivenheder følges til dørs, inden den næste dag begynder med live-fjernsyn fra landsholdslejren eller et EM-studie før den dags første kamp.