Tvivlsomme karriereskift
Husker du Eddie Murphys karriere som sanger?
Først: Verdens bedste basketballspiller, der havde fået tilnavnet 'Air Jordan' eller 'His Airness', tjente millioner af dollar hver måned og netop havde vundet NBA-mesterskabet for tredje år i træk med Chicago Bulls.
Men så: Baseballspiller.
Netop som Jordan var allermest succesfuld og populær i NBA, besluttede han i 1993 at trække sig tilbage fra basketball. For kort tid efter at meddele, at han nu satsede på en karriere i baseball. Det blev til to meget lidt succesfulde år i små ligaer i henholdsvis Chicago White Sox, Birmingham Barons og Scottsdale Scorpions, inden Jordan vendte tilbage til den sport, han faktisk var god til.
Først: En af verdens mest populære popsangerinder.
Britney Spears udsendte i slutningen af 90'erne og starten af 2000-tallet '...Baby One More Time', 'Oops!... I Did It Again' og 'Britney', der solgte 30 mio. eksemplarer - alene i USA og indbragte hende flere Grammy-priser.
Masser af sangerinder har med stærkt begrænset succes forsøgt sig som skuespillere - Mariah Carey er forfærdelig i 'Glitter', og vi er parat til at give en kasse bajere til enhver, der har set 'Swept Away' med Madonna til ende, men 'Crossroads' med Britney Spears er alligevel en af de mest forfærdelige eksempler.
I særdeleshed fordi Britney Spears stort set spiller sig selv, men alligevel ikke er i stand til at gøre det overbevisende. Og selvfølgelig på grund af samme Spears' coverversion af 'I Love Rock 'N' Roll', der stinker så hårdt, at ingen jury i verden havde dømt hende, hvis Joan Jett var sprunget op på scenen og kvalt Britney med en mikrofonledning.
Først: En af verdens mest populære komikere.
Fra 1982 til 1985 kunne Eddie Murphy stort set ikke gøre noget forkert - i de år var han med i de tre kæmpehit '48 Timer', 'Bossen og Bumsen' og 'Frækkere end politiet tillader' og udgav sit legendariske standup-show 'Delerious'.
Murphy udgav i 1985 albummet 'How Could It Be' - du er ikke gået glip af noget, hvis du ikke har hørt det. Trods den beskedne succes udsendte Murphy i 1989 'So Happy', der floppede stort og i 1993 'Love's Alright', som på trods af en duet med Michael Jackson blev en endnu større fuser.
Det var det sidste album fra Eddie Murphys hånd, men hans skuespillerkarriere har heller aldrig rigtigt været det samme siden...
Først: Verdens bedst sælgende countrysanger.
Garth Brooks debuterede i 1989 og sprøjtede siden plader ud på en måde, så han både slog rekorder for albumsalg og koncertindtjeninger - faktisk er han den bedst sælgende solokunstner i USA nogensinde med flere solgte album end Elvis Presley og Michael Jackson.
I 1999 fik Brooks den idé, at han nu ville slå sig på alternativ rock. Brooks udviklede sit alter ego Chris Gaines, som skulle spille hovedrollen i filmen 'The Lamb'.
Filmen blev aldrig til noget, men 'Chris Gaines'(som i øvrigt udmærkede sig ved at ligne Derek Zoolander i bemærkelsesværdig grad) nåede dog at indspille et album, der floppede spektakulært. Brooks annoncerede året efter, at han trak sig tilbage fra musikken.
Først: Et af de hotteste navne i Hollywood.
Rourke fik sit gennembrud i 'Høj Puls' ('Body Heat') i 1981 og fortsatte med at knuse pigehjerter og imponere anmeldere i film som '9 ½ uge', 'Djævlen i hjertet' og 'Barfly'.
I 1991 fik Rourke nok af livet i Hollywood og startede en karriere som bokser. Det gik faktisk meget godt - Rourke var ubesejret i de otte professionelle kampe, han boksede.
Til gengæld fik han så mange øretæver, at han brækkede næsen, kindbenet, fik ødelagt tungen og fik hukommelsestab.
Plastikkirurgien gjorde som bekendt ikke noget godt for Rourkes udseende, og hans karriere som skuespiller gik mere eller mindre død. Lige indtil hans store comeback i 'Sin City' og 'The Wrestler'.