Umut Sakarya: Min krop er skulptureret af foie gras og kaviar
Vi har snakket med flæskekongen og skudt alternative M!-billeder!
Hvis vi siger flæskesteg og Vild med Dans, så skal man ikke tygge på ordene mange gange, før man danner sig et billede af den perfekte repræsentation af denne uhellige samhørighed.
Umut Sakarya.
Det gik ellers rigtig godt med stemmerne i Vild med Dans, men ud ad det blå valgte Umut den 31. oktober at trække sig fra konkurrencen.
Umut fortæller om årsagen til sit exit på sin Instagram:
"Man skal huske at sige fra, når noget bliver for meget og man er ved at knække midt over. Derfor har jeg valgt at trække mig fra Vild Med Dans. De negative kommentarer på de sociale medier er simpelthen gået hen og blevet for meget for mig. De startede med personlige svinere som intet havde at gøre med dansen, underholdningen og det sjove. Den sidste dråbe som fik glasset til at flyde over var at disse mennesker er begyndt at svine mit hjertebarn Guldkroen til, helt uden filter."
Både ham som person og restaurantejer har efterhånden stået i modvind de sidste mange fredage.
Nu blev det for meget.
Den ukronede flæskekonge fra Guldkroen 11 formåede ellers at charmere sig ind i danskernes hjerte med farkrop, selvsikkerhed og et glimt i øjet.
Vi er heldigvis vilde med ham på M! - så vild med ham, at vi har kørt ham ind som en af vores M!-babes. Med stegt flæsk og hele pivtøjet!
Den 29-årige sensation kom til Danmark fra Tyrkiet som 13-årig, hvor han blev indoktrineret i danskhedens ædle kunst via venlige pensionister i området, som fodrede ham med åbne arme og drømmekage.
Som ‘den tykke dreng’ i sine barndomsår blev det sociale liv i Tyrkiet og hyggelige bilafbrændinger i kvarteret byttet ud med livet i ensomhed i villakvarter med pensionister og hr. og fru Danmark. Da han blev 18 år, startede han som kokkeelev og begyndte at komme ud blandt folk og finde passionen i madlavningen.
Han smagte dansk mad for første gang som 18-årig og blev solgt på stedet. Siden da har han opbygget et flæske-imperium med Guldkroen og Guldgrillen, sociale medier druknet i persillesovs og stegt flæsk og ikke mindst en persona, som folk ikke kan ignorere.
“Folk har svært ved at sætte mig i en boks. De kan ikke kalde mig perkersvin, når nu jeg står og laver stegt flæsk og persillesovs. Så siger jeg, at jeg føler mig mere som en tyrker end en dansker, og så bliver det pludselig rigtig svært at kategorisere mig.”
Danskerne kan af og til have nogle uheldige tendenser til dyrkningen af janteloven og afstandtagen fra ting, som ikke passer ind i normen. Folk har behov for at kontrollere ting ved at putte folk i kasser.
Da den flyvske personlighed dukkede op i denne sæson af Vild med Dans og ruskede op i danskernes sendeflade på en kedelig fredag aften, var det hverken for at bevise noget for tvivlere, på baggrund af et politisk budskab eller kropsaktivistiske årsager.
For ham har det altid været en drøm at lære at danse.
I barndommen havde han en masse venner, som dansede, og selvom Umut var med oppe i danseklubben sammen med drengene, så var han alligevel usikker på sig selv og turde ikke joine festlighederne som den tykke dreng.
Han har altid haft en forkærlighed for at lære nye ting og nye mennesker at kende - og så kom Vild med Dans på programmet, og så gik han all-in.
“Man skal udfordres i hverdagen. Jeg kommer ikke til at lære at danse ved at møde op til danseskole hver torsdag. Jeg skal bare kaste mig ud i noget så vanvittigt som Vild med Dans.”
Han nåede mange gode stunder med sin dansepartner Jenna, og trods den ubehagelige kritik fra en beskeden skare, så bragte han alligevel ny energi og attitude ind i programmet.
Farkroppen og det gode liv
Med tiden er han blevet mere venner med sin krop, og proklamerer selv sin forkærlighed for det famøse begreb, farkroppen. Det rører ham ikke længere, hvis folk kalder ham tyk.
“I dag er jeg simpelthen for rig til at gå op i, om andre synes, at jeg er tyk eller ej.”
- ytrer han med et smil, mens han han tilføjer, at det ikke er hvidløgsflutes - trods en kæmpe kærlighed til denne - eller fastfood, som har skulptureret hans krop gennem tiden - det er 3-stjernet Michelin-mad, fois gras og kaviar
Det var derimod kommentarerne på hans hjerteblod - krikken af hans elskede Guldkro og hele hans flæskeimperium, som fik ham til at kvitte Vild med Dans.
Det betyder for meget for ham, hvilket han har været meget åben om i sit seneste Instagram-opslag.
Og det bliver da også til en del gris på ugentlig basis, hvor de sprødstegte skiver flæsk er til rådighed på Guldkroen, som bliver indtaget som en hurtig ‘chips’ i farten. Trods en syndflod af syndige kreationer, sprød gris og litervis af god, gammeldags dansk sauce, så lever Umut efter princippet - hellere spise mindre kød og så spise noget godt kød.
Hans tyrkiske rødder efterlever et køkken, som hovedsageligt baseres på vegetariske principper, så han har intet imod at holde en kødfri dag om ugen - men plantebaserede produkter, som efterligner kød?
Det har han ikke meget tilovers for.
“Kødfri-produkter giver ingen mening. Vi griber det helt forkert an. Vi burde hjælpe folk ved at vise dem, hvordan de håndterer grøntsager. Folk tror, at når produkter, som ligner kød, men ikke er kød, så må det automatisk være sundt - selvom det er sat sammen af tusindvis af tilsætningsstoffer.”
Han overvejer endda at lave en Youtube-kanal, hvor man viser danskerne, hvordan man håndterer råvarer og desuden uddanner dem i det gammeldags, danske køkken.
"Du skal kunne 3 ting for at forstå det danske køkken - 1) lær at røre en ordentlig fars, 2) Lær at opbygge en sovs fra bunden og 3) Lær at sylte og konservere."
Maxe ud i 18.000 kroners vin
Det gode liv tager også hårdt på Umut, som blandt andet har sat en rekordtid på at inhalere en flæskestegssandwich på 1 minut og 30 sekunder - det sætter sine spor i den ømme krop efter seks timers dansetræning om dagen.
“Jeg er så træt. Jeg kan mærke muskler i kroppen, jeg ikke vidste, eksisterede, men jeg har givet den alt, hvad jeg kan.”
Han har haft en enorm fanskare i ryggen, som har udbasuneret de famøse ‘UJ til 1234’ via alt fra togkonduktørens udmeldinger til passagere i togvognene til piloternes samtaleanlæg til flyets passagere efter sikkerhedsanvisningerne.
Det stak helt og aldeles af.
Og rygterne går på, at seertallet på årets Vild Med Dans er steget med 30 procent efter Umuts deltagelse. It’s that crazy.
Men, hvad ville Umut have gjort, hvis folkene bag Vild med Dans begyndte at ændre stemmemetoden, stemmekoden eller lignende ligesom med fænomenet Allan Simonsen?
“Så gik jeg på stedet. Midt i dansen, hvis jeg skulle. Det gider jeg ikke det pis. Så måtte de sende en regning.”
Og hos Umut bliver der aldrig sprunget over, hvor gærdet er lavest. Og det gør sig også gældende i hans nyopfundne fænomen ‘at maxe ud’.
“Vi så klippet med Thomas fra DR-programmet "50 år - og teenager igen", hvor han siger, at han gerne vil have det max i livet. Så hver gang vi fik noget at drikke, så maxede vi ud.”
Det startede i det små, men altid med hele glas og flasker - og pludselig stak det af.
“Vores dyreste ‘maxe ud’ var i Milano, hvor vi var på en 2-stjernet Michelin-restaurant. Vi købte en flaske vin til 18.000 kroner og bundede den. Sommelieren sagde: You’re fucking insane” og var oprigtigt sur over det. Vi brugte nok 70.000 kroner på regningen den aften, og endte med at brække os.”
Det har aldrig været en måde at opfordre folket til rendyrket druk, men med danskernes spiritusvaner og forkærlighed for druklege, så er der efterhånden gået sport i det.
Han har endda lavet en musikvideo med Futte Fynbo - tjek den ud herunder:
“Hvis jeg vandt Vild med Dans?”
Umut havde allerede planlagt, hvad der skulle ske, hvis han løb med sejren.
“Det er faktisk sådan, at hver fredag op til Vild med Dans, har jeg haft mit pas og opholdstilladelse på mig. Så uanset om jeg røg ud en fredag eller vandt hele lortet - så skulle jeg fandme ud og rejse.”
Der skulle selvfølgelig maxes ud til den helt store guldmedalje, og der ville ikke blive sparet på de dyre dråber - uanset hvad.
Den eneste forskel der kunne være i slutresultatet efter Vild med Dans, var, hvorvidt han rammer en flyver døddrukken midt om natten eller tidligt om morgenen efter Fernet og sjusser.
“Det ville have været en bytur af episke dimensioner. Derefter bare det direkte i lufthavnen og væk. Jeg var så træt og smadret af det dans.”
Folk spurgte allerede, om han kan være deres næste danseklovn til folks julefrokoster. Så smider han altid et vanvittigt dyrt beløb på bordet såsom 200.000 for en danseoptræden til firmafesten for at lukke munden på dem - han er ikke nogen pauseklovn.
Og henvendelser er der nok af - især af influencere, som vil bytte omtale for et gratis måltid. Det giver Umut ikke en fuck for.
“Influencere er moderne tiggere. Det er usselt. Jeg kan sagtens lave gratis mad til folk, som jeg godt kan lide - men folk skal ikke spørge efter gratis ting.”
Og fremtiden?
Den byder ikke på hverken danseskoler eller pauseklovne til firmajulefrokoster, men derimod mere en udvidelse af deres arsenal af solide værtshuse og kroer - efter en pop-up-restaurant, som kører lige nu i Odense, har han kigget på lokaler til de mere permanente lokaler til det fynske folk.
Og mere gris - meget, meget gris!
Umut x M!
Interviewperson: Umut Sakarya
Forfatter: Rasmus Krarup Jensen
Koordinator: Simone Klindt
Fotograf: Mikkel Laumann // Facebook: Mikkel Laumann Photography // Instagram: _mlaumann // Hjemmeside: mlaumann.com
Tak til Guldkroen for lån af lokaler!