Banksy - kunstens anonyme terrorist

"Det er en fiasko for en graffitimaler at få kommerciel succes. Vi må ikke blive modtaget på den måde." Citatet stammer fra vor tids mest hypede gadekunstner, Banksy. Og det er her, vi normalt ville skrive 'også kendt som' eller 'han lyder det borgerlige navn', men i Banksys tilfælde er det umuligt, idet han er lige så anonym, som han angiveligt er stinkende rig.

Han hader brands og multinationale selskaber, men er selv blevet en slags varemærke, der hænger på væggen hos stjerner som Brad Pitt og Christina Aguilera. Han foretrækker stadig at bruge huse, mure og vejskilte som udstillingslokale, og det er ikke kun for at spare penge på lærreder.
"Så snart du tjener penge på gadekunst, bliver det med det samme forvandlet til et stykke reklame. Når graffiti ikke er kriminelt, mister det sin uskyld," udtalte Banksy i 2013 til Village Voice.
Han er kunster. Og forbryder.

Graffitimaler uden kandekontrol

Selvom Banksy er her, der og alle vegne, strøer han ikke om sig med interview. Citaterne fra ham er få og ofte kryptiske. Udover, at det sikkert er godt for hans brand at være anonym og mystisk, er han heller ikke interesseret i, at politiet skal stille ham til ansvar for at have brugt et utal af bygninger som sin egen, private malebog. Sin fortid tør han imidlertid godt udtale sig om, og hvis man ellers kan tage citaterne for gode varer, dukker Banksy op til overfladen i den engelske by Bristol i starten af 90'erne. Som så mange andre graffitimalere vader den unge Banksy gaderne tynde med en spraydåse i den ene hånd og en plettet straffeattest i den anden. Han udvikler efterhånden sin signaturteknik, hvor han maler oven på en medbragt skabelon i pap (stencil, hvis vi skal være fine på den). Det sker dog mere af nød end af lyst.

"Jeg stank med en spraydåse, så jeg begyndte at bruge skabeloner i stedet for," fortæller Banksy til The Guardian i et interview fra 2003.  Brugen af skabeloner gør det muligt for at ham at fuldende værket, inden politiet dukker op. Det er på det tidspunkt, at fænomenet Banksy opstår, men det er først i begyndelsen af nullerne, at omverdenen får øjnene op for den mystiske og mytiske graffitimaler.

Statue + kegle = succes

Der går mange historier om almindelige mennesker, der er blevet velsignet med en tidlig Banksy uden at vide, hvor meget det skulle ende med at være værd. Som ægteparret, der fik deres campingvogn malet af Banksy under Glastonbury-festivalen i 1998. Ti år senere solgte de campingvognen for en halv million pund. I dag er alt, hvad Banksy har rørt ved, guld værd.

Det startede naturligvis et sted, og for Banksy begyndte det for alvor i 2003, hvor han både nåede at designe coveret til Blurs Think Tank-album og udstille graffiti udført på køer, grise og får. Banksy var ikke sen til at udnytte hypen, og allerede året efter skabte han overskrifter med endnu et spektakulært og kriminelt stunt. I forbindelse med et karneval i Notting Hill kastede en ukendt person en kasse med falske tipund-sedler ind i folkemængden. Sedlerne var forsynet med teksten 'Banksy of England', og dronning Elizabeths ansigt var erstattet af prinsesse Dianas ansigt. Sedlerne, der siden gik for minimum 200 pund stykket på eBay, er dog småpenge (om man så må sige) ved siden af Banksys næste stunt.

I august 2005 udsmykkede Banksy den kilometerlange mur på den besatte Vestbred med malerier af legende børn, sofamøbler og oaser. Alting foregik i dagslys på den palæstinensiske side af muren, mens bevæbnede israelske vagter så på fra tårnene, parate til at sætte en kugle i den maskerede gadekunstner.

"De (de israelske soldater, red.) virkede ikke begejstrede for, at vi var der, og de affyrede da også deres rifler op i luften og sigtede på ham, mens han var i gang," fortalte Banksys talskvinde, Jo Brooks, efterfølgende. Udsmykningen af muren var klassisk Banksy i den forstand, at placeringen af kunsten er vigtigere end selve kunsten. Banksy går målrettet efter at finde lige præcis dét greb, der får folk til at stoppe op og se efter. Det behøver ikke at være andet end et slogan på en mur eller en simpel detalje på en statue.

"Placerer du en bronzestatue midt i byen, er der ingen, der ser den. Smæk en orange trafikkegle på hovedet af statuen, og du har lavet dit eget værk. Det handler om, at du bruger mindre tid på at lave skulpturen, end folk bruger på at kigge på den," sagde han i 2003 til The Guardian. Og siden 2003 har folk da også haft øjnene stift rettet mod Banksys ofte kortlivede værker. Ingen ved, hvor de dukker op, og ingen ved, hvor længe de bliver der.

Dræb Mowgli

Hvis politiet en skønne dag anholder Banksy, vil de formentlig præsentere ham for et omfattende anklageskrift. Den konstante flugt fra myndighederne har ikke ligefrem svækket de politiske overtoner i Banksys værker.

Budskabet er fuck systemet og fuck de virksomheder, hvis reklamer, ifølge Banksy, forurener bybilledet mere end den graffiti, myndighederne har travlt med at fjerne og forbyde. Banksy ynder at vise kendte brands i uflatterende sammenhænge.Han har ladet bombeofre fra Vietnamkrigen gå hånd i hånd med Mickey Mouse og Ronald McDonald, og vist figurerne fra Disneys Junglebogen siddende på jorden med bind for øjnene, parat til at blive henrettet.

Banksys ihærdige forsøg på at sætte store multinationale selskaber i dårligt lys har imidlertid ikke forhindret selvsamme virksomheder i at prøve at købe Banksys beviselige talent for at fange folks opmærksomhed. Ifølge Banksy selv har han afvist adskillige lukrative jobtilbud fra blandt andre Nike.

"Listen med jobs, jeg har sagt nej til, er større end listen med jobs, jeg har taget. Det er et slags omvendt CV," siger Banksy om det paradoksale i at blive mere og mere efterspurgt, jo mere man siger nej, eller som han siger: "Den bedste måde at tjene penge på kunst er ved ikke at prøve for hårdt."  

Bank$y

Og Banksy tjener penge. Tilsyneladende. Set udefra har nogen eller nogle i hvert fald tjent ganske godt på at sælge de af Banksys værker, der er havnet på auktion. Der er solgt Banksy-kunst for et tocifret millionbeløb, og adskillige kendisser har betalt i dyre domme for at have Banksys skabelonmalerier hængende på væggen.

Alt med selv den mindste tilknytning til den britiske graffitimaler er penge værd, og driftige kunstsælgere er ikke bange for at skrælle ydersiden af en mur, hvis den har haft besøg af Banksy. Der gik således kun få dage, fra maleriet Slave Labor forsvandt fra en mur i London i februar 2013, til selvsamme maleriet dukkede op på en kunstauktion i Miami med en startpris på godt fire millioner kroner. Videresalg eller ej - Banksys værker bliver sjældent på murene længe, før de forsvinder eller bliver malet over.

Kunstværkernes flygtige karakter er med til at fastholde mystikken omkring Banksy. Godt for omtalen - og godt for efterspørgslen. Onde tunger hævder tilmed, at det er Banksy selv, der ødelægger sin kunst, hvilket han afviser. Til gengæld lægger han ikke skjul på, at andre kunstnere har et horn i siden på ham.
"Om jeg ødelægger mine egne billeder? Nej. Engang troede jeg, andre graffitimalere hadede mig, fordi jeg bruger stenciler. Men de hader mig bare," har han sagt han til Village Voice.

Han har blandt andet været involveret i en meget omtalt fejde med engelsk graffitis grand old man, King Robbo. I 2009 malede Banksy på et tidspunkt oven i et af King Robbos gamle værker, hvilket fik det engelske graffitimiljø op i det røde felt. Fire år senere gav King Robbo Banksy følgende sviner med på vejen:

"Han er ikke anderledes. Han er bare et legetøj med en PR-afdeling." Den garvede graffitimaler mener, at kunst og graffiti bør være unik og ikke noget, der kan masseproduceres, som Banksy gør det med sine stenciler. Andre har påpeget, at Banksys kunst slet ikke er unik, men i overvejende grad er tyvstjålet fra andre kunstnere, især den franske popkunstner Blek Le Rat, der slog igennem i 80'erne.

Mysteriet Banksy

Uanset hvad man måtte mene om originaliteten i Banksys kunst, er det umuligt ikke at blive en smule imponeret af hans evne til at bevare mystikken omkring sin person. Det virker næsten naturstridigt, at han kan forblive anonym, når han er så eksponeret i medierne. Det er nu ikke fordi, det har skortet på forsøg på at afsløre Banksy.

Den engelske tabloidpresse har publiceret adskillige artikler, der udpeger en vis Robin Gunningham fra Bristol som Banksys sande identitet, men præcis som med alt andet, der har med Banksy at gøre, drukner spekulationerne i en sky af usikkerhed. Banksys inderkreds har ganske vist iværksat en form for kvalitetskontrol, der vurderer, om Banksy vitterligt står bag et bestemt værk, men selv deres udtalelser er genstand for debat i kunstmiljøet.

Mysteriet Banksy bliver ved med at fascinere. Han fremstår som en kunstens superhelt (eller terrorist, om man vil), der slår til om natten mod staten og de multinationale selskaber, og lever en dobbelttilværelse, hvor ikke engang hans forældre ved, hvad han laver. Og ifølge Banksy er det netop det kriminelle- og fordækte element, der giver kunsten værdi - også for ham selv:

"Enhver idiot kan blive taget. Kunsten er ikke at blive taget på fersk gerning (...) Følelsen af at komme hjem, ryge en smøg og vide, at de aldrig fanger dig. Det er fantastisk... bedre end sex, bedre end stoffer."